Almindelige billeder af almindelige ting
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
– Det er en ukultur å arrangere noe uten at vi har midlene til å gjøre det ordentlig, sier daglig leder, Karen Rosness.
En kaffekopp møter høyteknologiske missiler på et messebord i Nikita Teryoshins utstilling på Fotografihuset.
Kerstin Brätsch’ psykedeliske maleri på Munchmuseet er ekstase og arbeid på en gang.
Mickael Marmans energibomber fisker oss opp fra doomscrollingens avgrunn.
Frederik Næblerøds ønske om at dominere hele Arken fylder lige så meget som de alt for mange værker. Det fører ikke noget godt med sig.
I ringreven Ole John Aandals lure bilder på Oslo Kunstforening finnes det noe nesten paradoksalt genuint.
Åndefotografiet har gjenoppstått i museenes bildebanker.
Nikolaj Kunsthal forsøger at lave billedkunst ud af Lars von Triers film, men ender som akavet reklame for geniet.
Internasjonalt panel på Kunstnernes Hus i Oslo etterlyste mer solidaritet i kunstfeltet.
Serina Erfjords Mellom havet og muren er både sørgemonument og lekker øvelse i å lage utstilling.
Den analoge kunstfilmen går i barndommen på Tromsø Kunstforening.
Diamond Stingilys utstilling på Peder Lund vekker en blanding av mildt ubehag og eielyst.
Amy O’Neills performance var frigørende og noget af det bedste længe set i København. Selve udstillingen er en svært afkodelig affære.
Notater fra en kunstkritikers forsøk på å erstatte seg selv med ChatGPT.
Direktør Ingrid Røynesdal forsvarer Nasjonalmuseets uttalelser om kritikeres politiske holdninger.
Johan Thurfjell har gjort en gripande utställning om Alzheimers sjukdom.
Samuel Brzeski puster liv i den postsubkulturelle melankoli på Kunsthall 3,14 i Bergen.
Frederik Exners Gnomon på Tranen er et hint om, hvor vi skal rette blikket hen, før klimaet kollapser.
Kjente biennalenavn og åndelighet skal gi forestillinger om en ny verden på Bergen Kunsthall.
Fotografiene til Joanna Chia-yu Lin på Tenthaus vil ikke slave under den biografiske representasjonens åk.
I et lille udstillingsrum i Sydhavnen føles det faktisk uvigtigt om al den unisone latex er stykker af couture eller stykker af kunst.
Angharad Williams’ tavse filmstribe skærer igennem Simians mørke rum som en lysende antitese til tidens konstante plapren.
Lene Baadsvig Ørmen lokker publikum inn i det komplekse forholdet mellom mennesker og dyr.
Tech-oligarki og nyføydalisme tar knekken på Vesten i kunstner Jakob S. Boeskovs ferske roman.
Var det opp til folkemeningen, er det slett ikke sikkert at det ville være mulig å enes om noe nasjonalt minnested etter 22. juli.
Den norske kunstvåren har den fyrrige energien til en sitcom fra 80-tallet.
Nye institutioner, nye navne på gamle institutioner og nye forårsudstillinger på den danske scene.
Museene får huden full. Her er de ti sakene fra fjoråret som leserne satte størst pris på.
Senværker og kunstinstitutionens rolle i en krisetid optog læserne i 2024.
Ansvarlig redaktør for Kunstkritikk, Mariann Enge, om kunsten som fanget følelsen av verden anno 2024.
I år blæste nye vinde ind over Christiania og gav Kunstkritikks redaktør i København håb om, at fornyelsen af dansk kunst en dag kunne udgå derfra.
Sex och död i Helsingfors, meditativt landskapsmåleri i Oslo och en glimt av konstens framtid i Köpenhamn. Konstnären Ernst Billgren ger oss sin topp-tre lista.
En liten nisse som gjemte seg inne i en fontenepumpe ga Kunstkritikks norske redaktør, Stian Gabrielsen, et anfall av nostalgi.
Se hvilke malere, kunstner David Risley mener, var i topform i år.
Nora Arrhenius Hagdahl om ett händelserikt år i Stockholms undre gallerivärld.
Kunstkritikk stöds av
