Kødets tale
I en storstilet installation af silikoneskulpturer finder Marie Munk en usædvanlig vej ud af teknodeterminismen.
I en storstilet installation af silikoneskulpturer finder Marie Munk en usædvanlig vej ud af teknodeterminismen.
– Vi henvender os ikke til ’kryptokunstmarkedet’. Vi sælger samtidskunst, hvor beviset for ejerskab tilfældigvis er i form af NFT’er, siger grundlæggerne af Juneart.io.
To store institutioner iscenesætter moderne memento mori, mens en talende kage advarer menneskeheden om den forestående apokalypse.
Magnus Andersen lader maleriet gå ud over lærredet i en totalinstallation, der griner af tidens fantasier om et idyllisk liv på landet.
Med udstillingen Hummings demonstrerer KØS museum sine ambitioner om at rykke programmet ud i det offentlige rum. Resultatet er ikke overbevisende.
Anne Imhof skuffer ved at omskabe sin egen live performance til sit første store filmværk, der består af en irriterende lang række overhypede billeder i slowmotion.
Med inspiration fra Simone Weil og Thomas Hirschhorn kan vi lære at omfavne det usikre, det fragmenterede, og omforme forestillinger om magt, monumenter og kunstens rolle i en problemfyldt nutid.
Ebony G. Pattersons ornamenterede, forførende værker peger på kolonitidens dybe sår og understreger behovet for at vi diskuterer det – uden det ender i noget rod.
Miriam Cahn behandler tidens brændende spørgsmål i en kraftudladning af en maleriudstilling i København.
En følelse af forladthed og fortidens spøgelser dominerer Jane Jin Kaisens værk. Fængslende fortællinger, men udstillingen savner rytme og overraskelser.
Steve McQueens foruroligende værker får vores øjne til at svie af verdens smerte.
I Per Kirkebys bronzeskulpturer er figuration et grænseland, hvor formen udvindes af materiens kaos for dernæst hurtigt at falde tilbage i mudderet igen.
På den lilla Stockholmsinstitutionen Mint förenas Eddie Figge och Agnieszka Polska av oväntat djärva och högtflygande ideal.
Louise Jacobs tar tempoet ned med høyenergiperformance på Centralbanken i Oslo.
Afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi er en homogen størrelse med godt håndværk og indadvendte tematikker.
Åke Pallarps retrospektiv på Färgfabriken ger oss skäl att omvärdera en doldis som gick på tvärs mot smaken för det exklusiva och märkvärdiga.