Lige indenfor døren i Kunsthal Charlottenborgs store sal står en kæmpestor ting. Hvilken ting, der er tale om, er sådan lidt svært at sige. Den er pakket ind i en presenning, holdt sammen af reb, placeret på en stor trækvogn, men objektet, skulpturen, værket er skjult. Den vugger i et mellemrum mellem at blive til og allerede at være massivt til stede.
Victor Vejles værk Juggernaut er som sådan et fint symbol, både på at være en helt nyuddannet kunstner, der tager afgang i 2026, og på hele sin årgang af unge kunstnere, der for størstedelens vedkommende undersøger og afsøger, hvad det vil sige at lave værker. De konstruerer og dekonstruerer rum, lyd, genstande, og de arbejder i mellemrummene mellem objekter og betydninger. Det er formelt og helt back to basis.
Tag nu fx Peter Palluths tredelte værk, der ligner en slags visuelt haikudigt, hvor det ene element følger logisk af det andet og betydningen svæver et sted imellem dem. En falsk isterning, et maleri af en Gortex-jakke og til sidst en utroligt lang knagerække at hænge jakken på. Isterningen er ikke af is, jakken er ikke en jakke og den institutionelt udseende knagerække er ikke en readymade – og sådan fortsætter det, forskydning på forskydning.
Eller kig indenfor i Sylvester Vogelius’ underligt forskudte rum, der føles helt forkert proportioneret, indtil man opdager, at det egentlig bare er dørene, der er sænket. Her er en video, der glider fra en cruising-park, over et udstillingsrum til et arkiv og langsomt lader stederne glide over i hinanden. «I just need to see something,» siger en stemme og indrammer fornemmelsen af være midt i en flydende undersøge af selve perceptionen.
Andre undersøger andre ting: Aase Nielsens dekonstruerede operafilm lader små gestus, tøven og fragmenter komponere værket, mens Sidsel Marie Lindbæk Mouridsens bevingede mobile er spændt ud mellem potentiel og realiseret bevægelse.
Maria Lindeblad lader fire skuespillere dokumenterer en rejse ud fra et sæt af instrukser, et sted mellem kunstnerens kontrol og deres egne beslutninger. Det ligner en analog undersøgelse af, hvordan en prompt i den digitale virkelighed både er styrende for et udfald og samtidig overlader en stor del af skabelsen til en kraft, der er påvirket af et væld af faktorer udenfor vores kontrol. Noget lignende finder vi i Mathias Westbrooks interaktive videospil, der tager sit forjættede udgangspunkt i ødelæggelsen af et datacenter, og som undervejs refererer til historiske og samtidige forestillinger om automatisering og individuel handlekraft.
Det er den Berlin-baserede duo Elisa R. Linn og Lennart Wolff, der står bag den nomadiske kuratoriske platform km temporaer, som har kurateret årets afgangsudstilling, og de bruger ildfluen som billede på de små lys i en mørk samtid, præget af «det blændende skær fra et stadigt mere accelererende forbrugersamfund og en genopstået facisme,» som de skriver i deres introduktion til udstillingen.
Men det er hverken poetisk billedsprog eller politisk modstandskamp, der står tydeligst frem for mig på årets Afgang. Det gør tværtimod en stramhed, et fokus og en lidt indadvendt interesse for, hvad det helt grundlæggende vil sige at være en kunstner, der laver værker. Et logisk modsvar, måske, på en dyster tid, en kaotisk verden i opbrud og forandring: Som om de unge kunstnere har drejet blikket ind i deres egen praksis for at finde et sted at stå, at betragte alle forskydningerne fra.
Ovre i maleriet, der altid er rigt repræsenteret på Afgang, er det abstraktionen, der fylder mest. Agnes Karl Åxmans lækre, kropslige oliemaleri med udtværede jordfarver spændt op imod tyndere, lysende farvelag, virker umiddelbart appellerende på mig, mens jeg oplever en del mere modstand i mødet med Julia Hvidtveds fede, dynamiske lag af farve med referencer til abstrakt ekspressionisme. Begge har de gang i noget kropsligt og taktilt, noget flydende og foranderligt, og at jeg har nemmere ved at tilgå det ene fremfor det andet bunder nok i en personlig og generationel skepsis overfor en malerisk stil, der har været dømt ude så længe, at den naturligt nok må vende tilbage nu.
Og så er der selvfølgelig alle dem, der stikker ud fra de overordnede tendenser; det er trods alt en afgangsudstilling, vidtforgrenet og alsidig, som den slags nu er. Ava Samiis installation består af de fysiske efterladenskaber fra ritualer, som kunstneren har udført gennem det seneste år. Omkring en blå mannequindukke er flammer, cirkler, afklippet hår og tatoveringer, der peger på kollektive bearbejdninger af sorgprocessen, og ukarakteristisk for årets afgænger tager Samiis værk udgangspunkt i kunstnerens eget kulturelle ophav.
I samme rum er Isaac Nissens videoperformance, der ligeledes baserer sig på kunstnerens egen historie om at tilbringe to år i en kristen kult. Hos Nissen bliver den kristne ikonografi et afsæt for den non-binære tilblivelseshistorie, den forsøger at undertrykke, flettet sammen af teatralske kostumer og kabaret.
En anden markant afstikker er Marielle Göthbergs dunkle, stilfærdige svenske skovlandskaber, malet med så tyk, lavalignende olie, at det nærmer sig relieffer. De er klassisk smukke på en måde, der nærmest er udenfor tid, og ser med deres symbolistiske undertoner ud som noget, der lige så vel kunne være malet for hundrede år siden.
Vi ender tilbage ved Peter Palluths utroligt lange knagerække, der afslutter udstillingen og haikudigtet. Herfra kan vi tage vores gode tøj og gå, enten hjem eller en runde mere, ind til isterningen og Gortex-jakken i første rum. Man har mest lyst til det sidste: Det er rart på en beroligende måde at være i selskab med dette års fokuserede, undersøgende og underspillede afgangshold. 27 små lys i mørket, noget at glæde sig og forundres over.
