De råber og hvisker

Enestående bizarre stilladser, livet og universet som slapstick inde i hovedet og meditation over et cumshot – årets afgangsudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Mathias & Mathias, Luilekkerland, 2016.
Mathias & Mathias, Luilekkerland, 2016. Foto: David Stjernholm.

Afgangsudstillingen fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er igen i år præsenteret på Kunsthal Charlottenborg. Den er kurateret af Rhea Dall og Mathias Kryger (udpeget af de studerende) og det er der kommet en diskursiv udstilling ud af, der viser en fornem diversitet på akademiet.

Afgang 2016 - Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne
Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, Kunsthal Charlottenborg, København

STILLADSER

Udstillingen åbner festen i gården. Her har Mathias & Mathias opstillet et stillads, der danner en triumfbue, hvis facade kunstnerduoen har overladt til eleverne på Holbæk kunsthøjskole, som har fået den opgave at skabe ornamenter til facadens udsmykning. Det er en generøs gestus at overlade sin egen plads som afgængere til et hold unge, der alle vel sagtens selv forsøger at blive optaget på akademiet. Samtidig tydeliggøres afstanden mellem det at være på den rigtige side af den tynde skillelinje – det er at være optaget og … ikke at være det.

Der er endnu et stillads i gården – som man måske nok skulle tro var bare et stillads. Her har Lucas Wichmann Melkane taget affære og som sit afgangsprojekt får han simpelthen Charlottenborgs balkon renoveret. Det er intet mindre end fantastisk. Balkonen har i årevis været forbudt at træde ud på på grund af nedstyrtningsfare og nu bliver den fixet. Man spørger sig selv, om det virkelig er en afgangselev, der skal sørge for det – eller burde den opgave have ligget hos Københavns politikere eller måske Slots- og Ejendomsstyrelsen? Generøst er det i hvert fald, og uladsiggørligt hvis ikke modemanden og kunstentusiasten Mads Nørgaard gavmildt havde spyttet i kassen.

Rune Bosse, Tempus circularis. Fagus sylvatica, 2016.
Rune Bosse, Tempus circularis. Fagus sylvatica, 2016. Malerier af Magnus Andersen, Militia I og II, 2015. Foto: David Stjernholm.

Der bliver altså her både gjort op med kunstnerego og tidligere tiders positioner, hvor institutioner skulle nedbrydes og udfordres. Det var der nok brug for engang, men nu klarer politikerne det helt selv, det med at nedbryde og smadre fremtiden. Den naturlige modbølge er nok udfordrende, men på en mere opbyggelig og generøs vis.

LIVET OG UNIVERSET

Helt centralt i den første sal hænger Rune Bosses Tempus circularis. Fagus sylvatica (Tiden er cirkulær. Almindelig bøg). Han har fulgt et træ gennem et år og med ugers mellemrum, savet en gren af, høvlet den ned til nogle millimeters tykkelse og lagt den i pres, som i en bog, men her mellem to stykker glas. Til sidst har han så bygget træet op igen, i fuld livscyklus, fra spæde spirer til visne blade.

Igennem træet og helt nede for enden af salen hænger et af udstillingens mest ærefrygtindgydende værker: Matilde Westavik Gaustads store sorte vægtæppe – et stort, sort univers lige til at hænge op. Hun har egenhændigt vævet det og i et halvt år været i ét med væven i et disciplineret arbejdsforløb. Der er blevet brugt så meget uld, at hele Nordeuropa er løbet tør for uld undervejs.

Livets cyklus og universet udfoldet på smukkeste vis og i en dialog med hinanden, der nok giver god mening i mine ører.

BIZARRE

I samme store rum ser vi Magnus Andersens vildt underlige malerier og i modsatte side af det store rum står Biba Fibigers sært erotiske (tilsyneladende) betonskulpturer (de er i virkeligheden skabt af gamle aviser og ugeblade uden på et jernskellet). Hun gestalter nogle bizarre figurationer i skulptur, ligesom han gør det i maleri.

Biba Fibiger, Le Coq Sportif (detlaje), 2016.
Biba Fibiger, Le Coq Sportif (detlaje), 2016. Foto: David Stjernholm.

Begge kunstnere er over-the-top mærkelige. Jeg måtte hen at se på dem flere gange i forsøget på at afkode. Det er som om, der er spor af noget, man svagt forstår. Herligt, så står man lidt der med et smil på læben og er både underholdt, draget og forundret. Ikke verdens værste tilstand at være bragt i.

ENESTÅENDE

I Charlottenborgs bagerste sal, måske nok udstillingens svageste rum, finder vi til gengæld et af udstillingens stærkeste værker. Benedikte Bjerre har skabt to skulpturer. Her er vi helt oppe at køre på den store samtidige klinge og med en overbevisning og kraft, der runger i hovedet lang tid efter, man har forladt udstillingen.

Rent visuelt er det voldsomt stærkt: En stor flamingoklods er beklædt med ovnbagte slik-spejlæg i naturlig spejlægstørrelse. Den står halvt og balancerer på nogle flade colapapbægere og ved siden af en gitterstruktur bygget af elementer fra en af de hersens forfærdelige tag-selv-slikbutikker, der skyder op over alt for tiden. Hun har undervejs i sit arbejde infiltreret den svenske slikmafia, og hvad der så ender med at se fantastisk godt ud, handler om sociale forskelle, en underverden af illegalt importeret slik, de kriminelle mennesker, der gør det og de love, der så må vedtages for at stoppe det.

Benedicte Bjerre, XX, 2016.
Benedicte Bjerre, Hot Products 2, 2016 og Pophole, 2016. Foto: Benedicte Bjerre.

Med andre ord dagsaktuel samfundsanalyse og kritik. Isa Genzken er en naturlig reference, men jeg tænker også Michel Majerus og Franz West, uden at synes det bare er et svagt ekko.

MEDITATION OG SLAPSTICK

I det inderste rum på udstillingen kan man høre Troels Nøhr Holmstrøms vinyl med 13 skæringer spillet udelukkende af ham selv under navnet Kerim Åberg Orkester. Det minder mig meget om den amerikanske lo-fi minimalist James Farraos lange meditative forløb med små glitch-agtige hak og hop i et rum, der er lige så minimalt indrettet med sofa og anlæg.

I en hel modsat position finder man Hannah Anbert, der har skabt en totalinstallation af karaokeanlæg, hjemmelavede kostymer og performance, hvor kendte popsange er omskrevet i et stilsikkert HR- og management-sprog. På åbningsaftenen blev alle tre sange opført af yngre kunstnerkollegaer og det var en sand overskudsfest – slapstickhumor man bliver glad i låget af. Når performancen ikke pågår, kan gæsterne selv synge med på de karaokeskærme, som indgår i selve installationen.

Hvor Holmstrøm hvisker, råber Anbert og det kræver måske et noget rummeligt kunstsyn at elske begge – men det siger måske også noget om, at der florerer en diversitet på akademiet, der er al ære værd.

I HELE UDSTILLINGEN OG INDE I HOVEDET

Samme diversitet ser vi hos Anne Nora Fischer & Anna Moderato, der arbejder med matematiske systemer og Moa Alskog, der arbejder med det helt personlige og er helt anderledes intim.

Anne Nora Fischer & Anna Moderato, I haven't decided . Sorry. But I like this one, 2016. still fra performance.
Anne Nora Fischer & Anna Moderato, I haven’t decided . Sorry. But I like this one, 2016. still fra performance. Foto: David Stjernholm.

Fischer og Moderato har skabt en løbende danseperformance, der udfoldes i et grid ud over hele udstillingen, diskret markeret i sorte mdf monoliter opsat ud fra et nøje udregnet system over hele overetagen.

Alskogs værk består af en række ens mandsbyster, der står i de forskellige rum, og breder sig på en måde over hele udstillingen. Værket er nemlig en slags audiowalk, som man kan høre, mens man går rundt og ser resten af udstillingen. I een lang monolog fortæller hun som Molly Bloom hos Joyce, personligt om en kærlighed eller i hvert fald et begær. Man er inde i hovedet på Moa – helt inde i de mest private hjørner – der, hvor sveden pibler frem på hendes overlæbe og der, hvor hun rammes på brysterne, selv om han sigtede efter hendes ansigt.

DIALOGMØDER

Udstillingen stikker selvsagt i mange retninger og fylder hele sydfløjen af Charlottenborg samt gården og foyeren og spreder sig helt over i den gamle festsal ud mod Kongens Nytorv. Kunsthal Charlottenborg har generøst åbnet sig op til et historisk stort kuld af afgængere på 34 styks. Dertil kommer, at samtlige kunstnere tilmed er inviteret til at bidrage til udstillingen Take me I’m Yours, der sideløbende vises i den anden side af kunsthallen og på den måde er hele Charlottenborg i brug på en særdeles frugtbar måde, hvor det helt nye kuld og de gamle internationale stjerner (som for eksempel: Wolfgang Tillmans, Maria Eichhorn og Philippe Parreno) mødes på tværs af generationer.

Trods bundne hænder (de jo ikke har valgt hverken kunstnere eller værker til udstillingen) har kuratorerne formået at sammenstille en udstilling, der virker logisk og imødekommende. Imødekommende ikke mindst på grund af en pamflet (ikke at forveksle med de studerendes eget katalog) med korte og meget præcise præsentationer af samtlige kunstnere, deres positioner og værker. Logisk fordi værkerne er sammensat i en slags dialogmøder i de forskellige rum der perspektiverer værkerne op mod hinanden der giver virkelig god mening uden på nogen måde at være pædagogisk anmassende.

Mathilde Westavik Gaustad,  The Upgrade - Decoy, Breaking the ICE, Outside, Mist-mode, Hope tracker, Umami wasteland, Soup space, Gel-up! Void Slip, 2016.
Mathilde Westavik Gaustad, The Upgrade – Decoy, Breaking the ICE, Outside, Mist-mode, Hope tracker, Umami wasteland, Soup space, Gel-up! Void Slip, 2016. Foto: David Stjernholm.

Diskussion