Tracey Emins kunst er muligvis selvoptaget og banal, men hendes usentimentale livsværk er en nødvendig påmindelse om, at det private stadig er alment.
Marianne Hesselbjergs kolde, eventyrlige værk ligner en gåde om ømhed, ødelæggelse og reparation.
Tre blanke, stille og flashy galleriudstillinger passer som fødder i hoser til en eventmættet måned i København.
Havene stiger og SUPERFLEX’s redningsark er ej blot til mennesker. Men lastet med menneskeprodukter og kapitalismekritik – klædt ud som kapitalisme.
Er hvad Tal R har fået på Gl. Holtegaard. Men kunstoplevelser bliver så fattige, når pengeambitioner fylder mest.
I årtier er Sophie Calle blevet fejret som storyteller, og det er selvfølgelig ikke forkert. Louisiana viser hende især som den overbevisende konceptualist, hun også er.
En altoverskyggende hovedperson står lidt i vejen på Sophiensholms pseudo-gruppeudstilling om, ja, Bjørn Magnussen.
Magnetiske, nærmest forgiftede malerier, der ligner hjemsøgte digte, er noget af det, kritiker Nanna Friis ikke kan glemme fra det forgangne år.
Martin Brandt Hansens marmor er podet med mytologisk ånd, der kan mærkes, men showroom-ånden trænger sig ind på skulpturerne.
Med øje for porøs oldtid og brutal olieudvinding zoomer Alia Farid ind på det kuwaitisk-irakiske grænseland. Nænsomt, men også lidt didaktisk.
Udstilling på Københavns Universitetsbibliotek stiller vigtige men velopdragne spørgsmål til institutionens monumenter – og svarer ret bogstaveligt på mange af dem.
Arven efter danseren Kazuko Tsujimura aktiveres, så hendes drift mod at opløse kroppen bliver en ny slags krop.
Tracey Emins kunst er muligvis selvoptaget og banal, men hendes usentimentale livsværk er en nødvendig påmindelse om, at det private stadig er alment.
Sung Hwan Kims mangfoldige udstilling på Bergen Kunsthall giver tidvis følelsen af at man bevæger sig inde i et Excel-ark.
Løgnaktig utstilling knabber tidsånden på Christian Torp.
Han skojar med nordiskt svårmod, men det lyfter inte.
