Det er en ret bunden opgave at kuratere en afgangsudstilling. Kunstnerne er givet på forhånd, det samme er værkerne og udstillingsstedet, og netop derfor er der grund til, at man som kurator spørger sig selv, hvem man egentlig laver udstillingen for. Det spørgsmål tror jeg ikke, at nogen involverede i årets afgangsudstilling fra Det Jyske Kunstakademi for alvor har stillet sig – måske med undtagelse af de tre dimittender.
Det er Seolhui Lee, der til dagligt er seniorkurator på MAPS i Køge, der har kurateret årets udstilling under titlen Ooze. «Ooze» betyder at sive eller strømme langsomt, som blod eller en luftart, og peger på overgangen fra studerende på et kunstakademi til livet som professionel kunstner som en gradvis, blød proces, mere end det markante brud, vi ofte tænker afgangsudstillingen som. I stedet for et spektakulært gennembrud, en højrøstet eller dramatisk entré, får vi en stille strøm.
Det lyder umiddelbart tidstypisk og sympatisk. Men det lyder også lidt som en kurator, der har givet op på forhånd, som allerede i udgangspunkt har trukket på skuldrene og nærmest gået ud fra, at udstillingen nok ikke bliver det store sus.
Det er tydeligvis heller ikke for publikums skyld, at denne udstilling er på programmet i Kunsthal Aarhus. Ud over det kuratoriske statement og en grundplan er der ingen formidling i udstillingen, og på kunsthallens hjemmeside findes tre korte biografier, så generiske og tømt for indhold, at man næsten kunne mistænke AI for at stå bag. Om kunstner Ulf Stubbe Teglbjærgs praksis hedder det eksempelvis, at den «engagerer middelalderen som emne og metode.»
Det er muligt, at man har ville «lade værkerne tale for sig selv,» som man nogle gange siger. Men intet værk, intet billede, eksisterer i et referenceløst vakuum – især ikke i en afgangsudstilling, hvor publikum møder unge kunstneres praksis for første gang. Og når alle tre udstillede praksisser lader til at tage afsæt i noget, der ikke kan ses med det blotte øje, gætter jeg på, at de færreste af kunsthallens publikum vil få meget ud af denne udstilling.
Fie Hansigne viser hele 15 værker. Mest dominerende er en serie skillevægge, taget fra ateliererne på Det Jyske Kunstakademis tidligere bygning i Mejlgade, som står frit i rummet. De er nøgne og hvide, men med tydelige spor: Malingsrester, malertape og tags fortæller om det studieliv, de har været vidner til og de værker, de har båret.
På kunsthallens vægge hænger mindre fotografier og prints. Nogle viser scener fra atelieret, mens andre er mere abstrakte, næsten som et fejlprint fra en maskine, der hakker. Det antyder en praksis, der tager fejlen eller mere ukontrollérbare dele af arbejdet med ind i værket, frem for at gemme det væk, og jeg får fornemmelsen af, at det kuratoriske statement er udformet med Fie Hansignes værker i tankerne.
Carl Otto Lindes fire værker er formelt set ret vellykkede og lader desuden til at have gang i en slags udveksling med hinanden. Tværs gennem salen står en enormt skulpturel installation, en sort, let buet væg med en række mindre vægge, der træder ud fra værkes ene side. Installationen har titlen «Blinded by af Leaf», og måske er det strukturen i et blad, der har inspireret formen?
Linde viser også et Sigmar Polke-agtigt maleri, hvori en mandligt udseende figur synes stoppet midt i en bevægelse. Motivet er fremkommet af sorte og hvide prikker, en teknik, der får billedet til at ligne en ældre tryksag, og hen over et hvidt, transparent lag er endnu et motiv – en for mig ukendt maskine, muligvis en trykpresse – tegnet med blyant. Jeg ville gerne have vidst, hvad motivet tager afsæt i: Hvem er manden på billedet, hvilken maskine er der tale om?, osv. På en anden væg hænger et uskarpt fotografi af det, der umiddelbart ligner smykker på en blå og hvid baggrund. Der er en form for dialog mellem transparens, uskarphed, overflade og underlæggende strukturer i Lindes værker, der gør mig nysgerrig på denne her praksis.
I kunsthallens rotunde har Ulf Stubbe Teglbjærg installeret et værk, som består af helt afsindigt mange ting. Selve ophobningen af genstande lader til at have kunstnerens interesse, hvilket man kan forsikre sig om i materialelisten, der har det sjovt med at beskrive objekterne ned til mindste detalje («Lasses fars gamle akvarie» fx). I et vitrineskab, der ligner den slags, der bruges til opbevaring af relikvier i den katolske kirke, ligger noget elektronik, som gennem ledninger og slager er forbundet til andre dele af installationen, blandt andet et akvarie med gul væske og noget, der ligner en ventilator. En slags kredsløb, altså, af både organisk og elektronisk materiale.
På en hjemmebygget skærm løber en tekst, der ligner kunstnerens noter. Her er citater om middelalderens kropsforståelse: Om de fire væsker, man mente regulerede kroppen, herunder gul galde. Her er også en historie om de filer, der ligger bag computerspillet Age of Mythology, og om kunstnerens computer, der brændte sammen, da han åbnede filerne. Vi har altså at gøre med en middelalderentusiast/rollespiller/computernørd, og det er egentlig ret charmerende.
Det er ikke primært de tre unge kunstneres skyld, at denne udstilling fremstår så ubehjælpsom, at jeg undervejs bliver i tvivl om, hvorvidt det overhovedet giver mening at anmelde den. Det er snarere denne her følelse af, at hverken kunsthal, kurator eller akademi har taget deres opgaver alvorlig, hvilket kan ses overalt. Hvorfor har ingen fx læst korrektur på værklisten, der er skrevet på en blanding af dansk og engelsk og uden nogen systematik i oplysningernes rækkefølge? Det er en lille og egentlig ligegyldig detalje, men i sammenhæng med alle de andre mangler bidrager til en overordnet følelse af en udstilling, som svigter de unge kunstnere. Derfor beslutter jeg mig for alligevel at anmelde: Nogen skal jo tage afgangsudstillingen alvorligt.
