Kolonihistorie i nutid

Sammy Baloji trækker komplicerede, smukke og smertelige tråde fra kolonitid til samtid, fra DR Congo til min iPhone.

Sammy Baloji, Other Tales, installation view, Kunsthal Aarhus, 2020. Foto: Mikkel Kaldal.

Siger man Congo og kolonitid i samme sætning, er det billeder af slavegjorte congolesere med afhuggede afhuggede lemmer, der dukker op i de flestes hoveder. Historien om den belgiske Kong Leopold II, der fra 1885 og et par årtier frem fungerede som en brutal enehersker over Congo Free State, er for mange nogenlunde synonym med vores historiske viden om Afrikas andenstørste land – måske krydret med eksotiske mentale billeder fra Joseph Conrads Heart of Darkness og et gran af Tintin.

Der er (heldigvis!) ingen afhuggede lemmer og kun få belgiere med tropehjelme i den congolesiske kunstner Sammy Balojis udstilling på Kunsthal Aarhus. Som titlen, Other Tales, antyder, udbreder udstillingen en anden, både bredere og mere kompliceret, fortælling om en udbytning af mennesker og naturressourcer, der endnu ikke er historie, fordi kolonitidens konflikter og problemstillinger stadig svæver over Congoflodens vande.

Det starter elegant og lidt Documenta-tørt med det igangværende forskningsprojekt Fragments of Interlaced Dialogues (2016-), der fokuserer på genstande fra Kongeriget Kongo (som eksisterede i perioden 1390-1914), der i dag er placeret i museumssamlinger over hele verden.

En pude, der i dag er en del af Nationalmuseets samling, fortæller en kompleks historie om en intensiv udvekling af dyrebare genstande mellem Kongo og europæiske stormagter før koloniseringen. Puden er tilstede i udstilling som negativt aftryk indprentet på en kobberplade, der vidner de om raffinerede tekstiler og tekniske færdigheder, som gik tabt i den efterfølgende brutale kolonisering under belgisk styre. Valget af kobber peger på den rovdrift af landets naturressourcer, der har været gennem historien, mens det fintvævede metalliske trådnet minder om moderne elektronik og fører problematikken ind i samtiden, hvor størstedelen af verdens forekomst af råstoffet coltan findes i netop Congo. 

Sammy Baloji, Copper Negative of Luxury Cloth. Kongo Peoples; Democratic Republic of the Congo, Republic of the Congo or Angola, Seventeenth – Eighteenth Centyury, Inventoried 1709, 2017. Kobber, 80,5 x 77,1 x 0.9 cm.

De fintvævede tråde og ikke mindst pudens fysiske fravær er et forvarsel om, hvor vanskeligt det er, at komme frem til en egentlig vurdering af et historiske materiale, der både er fragmenteret og kompliceret af, at vi fortsat befinder os midt i det. Kobbernegativerne vises side om side med kort over Katanga-regionen (hvorfra Baloji selv stammer), der indeholder størstedelen af republikkens minedrift samt kort fra den belgiske kolonitid, hvor lokale stednavne er fjernet. «Contrée tout-a-fait Inconnue» (helt ukendt land) står der henover det meste af indlandet på et kort fra 1829, mens andre kort afslører, hvordan man har splittet regionen op med den hensigt at tage dens ressourcer.

Et lige så referencetungt men visuelt mere indbydende værk ligner en scenografi til et teaterstykke, der ikke bliver opført, med et publikum, der kun delvist er tilstede. Fra skjulte højttalere afspilles en libretto på swahili, Chura na nyoka (Tudsen og Slangen), som er et stykke propaganda, der blev komponeret under det belgiske kolonistyre og som man læste på katolske missionsskoler. Tudsen og slangen kan ikke leve sammen, fortæller teksten, som en slet skjult metafor for, hvorfor belgiere og congolesere burde segregeres. På scenegulvet er der tegnet et kort over Kamalondo, «de indfødtes» del af Elisabethville (idag Lumbumbashi), der er adskilt fra resten af byen af en sanitetsbarriere. Scenografien rummer også en form for håb; scenetæpperne er dækket af malerier af palmeblade og jungle i en stil, der peger tilbage til Akademiet for Indfødt Kunst i Elisabethville. Her blev de studerende fra 1946 og frem tilskyndet til at udvikle en egen stil, der ikke mimede vestlige malertraditioner. Scenetæppet fremhæver således, hvordan kunstnerisk uddannelse kan bidrage til at heale selvfølelse og anspore til selvbestemmelse i et område som Katanga. 

Scenetæppet trækker spinkle, håbefulde tråde tilbage til det negative pudetryk i udstillingens første værk, hvor kunstnerne fra Kongeriget Kongo blev glemt og deres teknikker approprieret af Vesten. For måske kan samtidens fornyede interesse i kunstneriske udtryk, der ikke forholder sig til den vestlige tradition, denne gang få et andet udfald? På væggen bag de tomme stolerækker med ansigterne vendt mod scenen hænger portrætter malet efter fotografier af congolesiske fordrevne, som følger de tavst udviklingen.

Der breder sig en lav skov af planter på gulvet, sirligt placeret i hver sin kobbervase, hvor de udgør det, der vel nærmest kan kaldes et perfekt samtidskunstværk. Jeg griber igen til udstillingskataloget – uden hvilket man nok havde været rimelig fortabt i denne udstilling – og læser, at der er tale om ammunitionshylstre, som er fremstillet af kobber fra congolesiske miner og som blev brugt af belgierne i begge verdenskrige. 

Hylstrene er fint dekoreret med indgraveringer af blomstreranker og små geometriske forløb, og jeg læser, at det var en yndet beskæftigelse for soldater for at håndtere stress og angst i skyttegravene, og at hylstrene siden endte som blomstervaser i belgiske hjem. Hos Baloji er vaserne fyldt med de planter, man bragte hjem til Europa fra kolonierne, blandt andet stueplanten Ficus elastica, der tidligere blev brugt til udvindingen af rågummi. Og som bekendt var det netop gummiudvinding, der var det økonomiske grundlag for Congo Free State. Alene i år 1900 høstede lokale tvangsarbejdere 6.000 tons gummi, hvilket gav en indtjening svarende til 186 millioner euro. 

Når man står og kigger ud over denne lille «have» af vesteuropæisk hygge, grundlagt på slaveri, udnyttelse og rovdrift er det som om, tiden bliver revet fra hinanden og limet sammen igen. Jeg finder min iPhone frem og poster et billede på instagram, mens jeg tænker på de krige, der netop nu bliver udkæmpet i Katanga-regionen på grund af udvindingen af den coltan, der får min telefon til at virke.

Sammy Baloji, Other Tales, installation view, Kunsthal Aarhus, 2020. Foto: Mikkel Kaldal.


Diskussion