Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Kosmiske spørgsmål optager igen kunsten – også i København, hvor Den Fries udstilling rummer flere seriøse nedslag. Helheden er dog mærket af wiki og spekulativ flugt.
Jesper Just strækker filmen ud i Charlottenborgs mange rum for at fortælle historier om kroppens arkitektur og samtidens sensoriske udmattelse.
Patricia Piccininis skulpturer vil have os til at omfavne det fremmede, men det xenofile potentiale har svært ved at overleve sentimentalitetens stormløb.
Anton Vidokles kosmo-filosofiske film skubber det pre-revolutionære menneske mod udødeligheden. Det er pan-historisk sci-fi af høj kaliber.
Festens frisættende potentiale er omdrejningspunktet for Esben Weile Kjærs fremragende performance, der tegner et billede af millennial-generationen mellem angst og selvfremstilling.
Måns Wrange oppgir oppfatningene om ham som konflikten ved skolen har skapt, som medvirkende årsak til at han ønsker å gå av.
– Vores fornemmelse er, at vi kun ser toppen af isbjerget, siger Nis Rømer fra BKF, der i dag offentliggør en række beretninger om seksuelle krænkelser i kunstlivet.
Oslokunstneren Victor Mutelekesha er inititativtager til Zambias første senter for samtidskunst.
Kunstkritikk stöds av
