Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Kosmiske spørgsmål optager igen kunsten – også i København, hvor Den Fries udstilling rummer flere seriøse nedslag. Helheden er dog mærket af wiki og spekulativ flugt.
Jesper Just strækker filmen ud i Charlottenborgs mange rum for at fortælle historier om kroppens arkitektur og samtidens sensoriske udmattelse.
Patricia Piccininis skulpturer vil have os til at omfavne det fremmede, men det xenofile potentiale har svært ved at overleve sentimentalitetens stormløb.
Anton Vidokles kosmo-filosofiske film skubber det pre-revolutionære menneske mod udødeligheden. Det er pan-historisk sci-fi af høj kaliber.
Det Bogdan Szyber i sin avhandling kallar «Edu-art» är inte fri konst. Det är ofri konst som bedrivs på den akademiska forskningens villkor.
Verden bliver så deprimerende flad, når der ikke er forskel på et ansigt og en selfie. Men hvordan afholder vi virkeligheden fra at blive slugt af sit billede, og kunsten fra at blive slugt af virkeligheden?
– En farsartad hämndakt, säger Bogdan Szyber, som avfärdades av en enig betygsnämnd. För första gången har en konstnärlig avhandling underkänts.
– Jeg er opptatt av det menneskelige og komplekse, og av å bryte ned polariserte motsetninger, sier årets festspillutstiller ved Bergen Kunsthall, Joar Nango.
Kunstkritikk stöds av
