Med Riget Exodus genskaber Lars von Trier sit nikotingule billede af Danmarks største hospital. Satiren fordrives desværre af diverse forhistoriske blikke på verden.
Fra et skybrud af postmodernitet er kælderen hos Simian oversvømmet af Torben Ebbesens værker. Her skal man druknes lidt for at komme nogen vegne.
I Jakob Kudsk Steensens digitale sump behøver du ingen waders. Trods imponerende teknologi føles naturen på de store skærme velfriseret som en parcelhusplæne.
Med en eminent skulpturel thriller om verden efter mennesket gør Pierre Huyghe boet op.
New Red Order forvandler Charlottenborg til et laboratorium for afkolonisering med en optimistisk udstilling, der giver tro på, at oprindelige folkeslags erkendelser kan redde verden fra undergang.
Ed Atkins og Steven Zultanskis teaterstykke Sorcerer lader den ressourcestærke københavner skære i sig selv med sløve knive. Uden blod for hyggens skyld.
Jo mere vi kommunikerer og udveksler, jo mere forventer vi at kunne forstå alt øjeblikkeligt. Lige dér står Haegue Yangs transkulturelle skulpturer.
Som et kunstnerisk fossil uden bremseklods tordner Frederik Næblerød afsted, nu med egen realityserie på TV. Hvis han kører hurtigt nok, kan han måske vende tiden.
Arthur Jafas udstilling på Louisiana er en ekvilibristisk historielektion i sort amerikansk kultur. Den giver den danske racisme et kærkomment nyrehug.
Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Ingen kurator. Ikke engang en udvælgelseskomité. Hvad sker der med Documenta? Er det tid til at begynde forfra – eller er enden nær?
Hvilke udstillinger i Norden var årets bedste? Kunstner Uffe Isolotto giver sit bud.
– Jag fanns inte. Kristina Eriksson om sorgen, eländet och varför hon slutat måla. Om att växa upp i ett konstnärshem, men ändå vara fri från andras förväntningar.
De mange skimrende paljettene i Admir Batlaks utstilling på Munchmuseet avleder ikke fra dens mangel på håndfaste ideer.
Kunstkritikk stöds av
