Den dansk-vietnamesiske superstjerne Danh Vo har købt hus i den gamle købstad Stubbekøbing på Falster. Der i hovedgaden købte jeg i år 2000 min første CD for egne penge i Expertbutikken, Eminems Marshall Mathers LP, og en ny verden åbnede sig. Butikken er lukket for længst, sammen med rigtig meget andet i byen. Men en ny bølge af tilflyttere forsøger i disse år at skabe kultur i hovedgadens tomme lokaler og på havnen, blandt andet i den gigantiske kornsilo, hvor Danh Vo sidste år udstillede et gammelt fransk egetræ, der var væltet i en storm. Værket kom direkte fra Bourse de Commerce i Paris ind i den rå betonsilo. Alt dette er portrætteret i Carina Randløvs dokumentarfilm Alle os og siloen (2026), som følger befolkningen i Stubbekøbing diskutere, hvad der skal ske med siloen, og hvordan byen kan blive en ny kulturstad.
Fra havnen kan man se og sejle til min hjemstavn Møn, som måske er lidt længere i den kulturudvikling, man forsøger at fremme i Stubbekøbing. Det skyldes nok, at der siden 1960erne har været bosat en betydelig bestand af kunstnere på øen. En tilstedeværelse, der blandt andet har funderet Kunsthal 44Møen.
Danh Vo er ikke den første verdensstjerne, der har udstillet i, hvad der engang var autoværkstedet på Fanefjordgade 44, men han er nok den, der for nuværende bedst påkalder, hvad dokumentaren viser som en lidt ny-Holbergsk kulturkrig om klasse og kulturel værdiforståelse på landet. Ikke fordi den moderne Erasmus Montanus er kommet for at tage af Jeppe på Bjergets landbrugsstøtte og bruge til kunst, men man fornemmer en vis naturlig spænding. Og ikke mindst derfor er det en perfekt lokalitet for Danh Vos kunst, der jo netop handler om migration, kulturel identitet og hvordan betydning forskyder sig og selv migrerer.
Udstillingen på 44Møen er en mindre pendant til den, kunstneren i vinter åbnede på Stedelijk Museum i Amsterdam. Sammen med et udendørs suppekøkken, der serverer den vietnamesiske suppe pho, består udstillingen primært af nye skulpturelle serier uden titler. På planker, der er spændt mellem gulv og loft, er placeret store åbne glas, hvori der findes simple Ikebana-arrangementer med en enkelt blomstrende kvist og en ren, hvid fiskeknogle eller frøskellet. Det er makabert og delikat, den spinkle blomst har en centimeter vand i bunden, den folder sig om de små knoglestykker, som om den suger det sidste aroma ud af det døde for at skabe et øjeblik af skrøbelig skønhed. Plankerne, der skal vise sig at bære størstedelen af udstillingens øvrige værker, har en grovere æstetik, surret fast med en enkelt gammel skruetvinge, men de er skåret i en skarp vinkel ved gulvet, så de rører jorden som en balletdansers tå.
«Du har vist været på auktion?,» overhører jeg en gæst sige til Danh Vo, som svarer «Næh, jeg har været i støberiet.» Forvirringen er til dels undskyldt af en praksis, der netop bevæger sig mellem det auktionskøbte og klassiske udtryk som bronze og kalligrafi.
På gulvet står en ny bronzeafstøbning af en romersk torso af Venus, der ligesom er svejset ovenpå en gammel træfigur af det velkendte Pietá-billede. Jesus ligger død i sin mors arme, mens den nøgne frugtbarhedsgudinde nærmest presser sin røv ned over dem, et dejligt grotesk religiøst magtspil. Venus er flere steder skåret op, og ud af hullerne vokser der lyserøde, spiselige svampe. En anden bronzestøbning af en armløs Jesus hænger fra endnu en planke, de svampe, der vokser ud af revner i bronzen, får den sårede Kristus til at fremstå som en lidt uhyrlig new nordic anretning.
Danh Vo har længe haft en interesse i interiør og livsstil. Han samarbejder med designere og har ombetrukket et par gamle stole og har også designet et forklæde og en dug med egyptisk inspireret print af kvægslagtning. Det kan findes i kunsthallens butik.
Rundt i udstillingen hænger også en masse vietnamesisk keramik, der i mere end 500 år har ligget på havets bund efter et skibsforlis. Flere af stykkerne har dekorationer af dyr og planter, som kunne minde om Danh Vos egen ikebana. Dertil kommer aflejringer fra små krebsedyr, der har boet på keramikken under vand. Keramikken er parret med kalligrafiske værker, der beskriver symbolske dyr i en gotisk skrift. Men værkets egentlige ærinde findes i det træ, der er brugt til både rammer og keramikholdere. Mørkt valnøddetræ, kunstneren har fået af Craig McNamara, aktivist og søn af Robert McNamara, der var forsvarsminister under Vietnamkrigen. Her bliver Danh Vos særlige blik for både poetisk komposition og hårdtslående kontraster desværre lidt flagrende. Der er 19 dele i værket, og jeg synes den konceptuelle præcision kollapser lidt, snubler over sine egne informationer.
Det er lidt frustrerende, for det er den præcision, jeg elsker hos Vo. Når det intime og anekdotiske ramler ind i kunsthistorie og verdenspolitik, og enkelte objekter får plads til at udfolde dets ontologiske tænkning og koge noget komplekst ned til en åbenbarende selvfølgelighed. Svampene tilbyder noget botanisk og forgængeligt, en smagfuld zeitgeist, der vokser ud af det døde, og det er iøjnefaldende, men udpensler også sin egen pointe. I mit baghoved rumsterer hele tiden det entreprenante vanvid, der er hans mest ambitiøse værk, We The People (detail) (2011-16) – en fuld størrelse kopi af Frihedsgudinden, hvis enkelte stykker er spredt ud over institutioner i hele verden, deriblandt på Statens Museum for Kunst. Udover at være en logistisk og økonomisk bedrift af de sjældne, er det umuligt at adskille entreprisen fra den kritiske tænkning omkring værdi.
Danh Vos entreprenørskab er i dag mere botanisk og endda lokalpolitisk med Stubbekøbing i tankerne. Han har nok stadig atelierer og haver i og udenfor Berlin samt i Mexico City. Og selvom den lokale og sociale forankring ikke nødvendigvis er udstillingens kerne, føles den stadig essentiel. Derfor serverer hans familie og assistenter den vietnamesiske suppe phô for de fremmødte gæster, kogt på lokale okseknogler. Siden start-90’erne, hvor Rirkrit Tiravanija lavede suppekøkkener i white cubes, er dette relationelle greb måske blevet en slags social readymade, man kan putte ind i en institution for at omkode kunstens rum og skabe andre sociale forbindelser.
Jeg når desværre ikke selv at smage suppen, men hører den er glimrende. Der hænger ganske vist gamle suppeskåle i udstillingen, men det ærgrer mig, at suppen ikke er en mere fantaserende del af selve udstillingen, som invitationen lidt lovede med brugen af ordet «experimentarium». Den er lidt på vej væk fra folkekøkken og hen mod livsstil, og det kan jeg mærke en lidt automatiseret frustration over. For det er samtidigt umuligt ikke at værdsætte, at kunsten opleves med flere sociale betydninger, især udenfor hovedstædernes kulturpolitiske monopol. Men jeg er jo også en Holbergsk dobbeltagent, bondsk af natur med en dyr uddannelse fra hovedstaden, så det er ikke umærkeligt at mærke både Erasmus Montanus og Morlille vælter lidt rundt i mig.
