Kristian Vistrup Madsen (f. 1991) er dansk kulturskribent og oversætter. Bosat i Berlin og uddannet i litteraturvidenskab og skrivekunst på Goldsmiths og Royal College of Art i London. Har bidraget til bl.a. Artforum, Frieze, Afterall og Glänta.
Kunsten er blevet kunstnerisk igen: Nogle gange fortryllende, andre gange bare kommerciel. Men kan vi overhovedet se forskel, hvis vi ikke længere har formelle kriterier?
En udstilling i Bruxelles om Hilma af Klint og ligesindede spørger, hvad der sker, når Sverige endelig slår håret ud. Svaret er – til dels – at hun bliver indlagt.
Den storstilede markering af 20-året for Michel Majerus’ alt for tidlige død giver anledning til at genoverveje 90ernes tabte optimisme og dystre begyndelser.
To Jon Rafman-udstillinger i Berlin tyder på, at post-internet-kunstens amoralitet er på vej tilbage. Eller at de unge er trætte af identitetspolitik.
– Kunstvereinen er en hjørnesten i det stærke tyske kunstsystem, mener Milan Ther, der er ny direktør for Kunstverein in Hamburg.
Mens bølgen af følelsesladet og reaktionært maleri har nået et mætningspunkt, leverer Allison Katz en intellektuel indsprøjtning i Camden Art Center.
Med dommedagsvibes i Berlin, blockchains i Hamborg og et 90er-kunstnerslæng i Zürich er der al mulig grund til at forny dit BahnCard. Her er et overblik over efterårets udstillinger nord for Alperne.
Kirsten Ortweds usentimentale kunst fremstår som antitesen til en frygtsom samtid. Men hvordan bliver man kompromisløs kølner-sculptrice? Er der en opskrift?
Berlinbiennalen er åbnet på trods af pandemi. Men progressiv politik og krisestemning har resulteret i et konservativt kunstsyn, og en lidt kedelig udstilling.
Christian Falsnaes gransker gråzonen mellem underholdning og underkastelse, og leverer selv begge. Effektivt og enerverende.
Verden bliver så deprimerende flad, når der ikke er forskel på et ansigt og en selfie. Men hvordan afholder vi virkeligheden fra at blive slugt af sit billede, og kunsten fra at blive slugt af virkeligheden?
Newyorker-kollektivet DIS har altid bakset med samtiden som materie. Her taler de om ironi og politisk engagement fra Berlinbiennalen til streamingtjenesten dis.art.
Ingen kurator. Ikke engang en udvælgelseskomité. Hvad sker der med Documenta? Er det tid til at begynde forfra – eller er enden nær?
Hvilke udstillinger i Norden var årets bedste? Kunstner Uffe Isolotto giver sit bud.
– Jag fanns inte. Kristina Eriksson om sorgen, eländet och varför hon slutat måla. Om att växa upp i ett konstnärshem, men ändå vara fri från andras förväntningar.
De mange skimrende paljettene i Admir Batlaks utstilling på Munchmuseet avleder ikke fra dens mangel på håndfaste ideer.
Kunstkritikk stöds av
