På Statens Museum for Kunst har Shahryar Nashat skabt en totaloplevelse, der er fængslende i mere end en forstand: både forførende og klaustrofobisk.
Udstilling på Hamburger Bahnhof genfortæller historien om Emil Nolde, nu som nazist. Men i stedet for at udskamme kunsten tager institutionen ansvaret på sig og omskoler sit publikum.
Markedet vil ikke have kritik, og skal kritikken have nogen værdi, bør den heller ikke ville markedet. Texte zur Kunst forsøger at løse den gordiske knude.
Kitschede 90er-møblementer danner rammen om Henrike Naumanns udstilling i Berlin – en refleksion over de skævheder, der fulgte i kølvandet af den tyske genforening.
I Kunstkritikks julekalender vælger vores egne skribenter og inviterede gæster det bedste fra kunståret 2018. I dag: kritiker Kristian Vistrup Madsen.
Tværæstetik bliver til antiæstetik i Louisiana-udstillingen Månen, der er fyldt til randen. Det er synd, når der er så gode værker imellem.
Henrik Olesens udstilling på Schinkel Pavillon i Berlin vil udfordre den gode smag. Men det er cool at være rodet, og hvor udfordrende er det egentlig at være cool?
I Willem de Rooijs selvsikre udstilling på KW i Berlin går himmel og hav i ét, når den Grønlandske natur vises i minimalistisk oversættelse og form ophøjes til indhold.
Till skillnad från en superhjältefilm strävar den tionde Göteborgsbiennalen inte efter att nå en publik som inbegriper samtliga jordens invånare.
Galleriet er en steril bar og egennavnet en tom beholder i Agatha Waras utstilling på Podium i Oslo.
På Statens Museum for Kunst har Shahryar Nashat skabt en totaloplevelse, der er fængslende i mere end en forstand: både forførende og klaustrofobisk.
När Stockholms nyaste konsthall invigs med Tino Sehgal så är det en möjlighet att reflektera över
hur världen för tio år sedan bidrog till den vi lever med idag.
Kunstkritikk stöds av
