Selvom vi efterhånden er blevet vant til daglige, vilde nyheder fra USA, er det alligevel opsigtsvækkende, at der i centrum af Boston for nylig er rejst et nyt monument til ære for én af landets første bosættere. Ikke desto mindre findes det netop blandt bidragene til den første Boston Public Art Triennial, der åbnede sidste måned. Det drejer sig om et spektakulært monument til den britiske koloniherre Thomas Morton (1579–1647). Ikke nok med det, den over end fire meter høje, vildt fabulerende skulptur er skabt af kollektivet New Red Order, som består af Adam Khalil (fra ojibwa-folket), Zack Khalil (også ojibwa) og Jackson Polys (der tilhører tlingit-folket), som gennem deres kunst undersøger orventninger og begærsformer, der omgærder oprindelige folk og kulturer i dag. Samtidig arbejder de for at opbygge fremtidsudsigter for oprindelige folk, nye måder for dem at være i verden på.
New Red Order, som kalder sig selv for et «offentligt hemmeligt selskab», er kendt for at operere på deres helt egen måde. Gennem det seneste årti har gruppen været optaget af monumentet som begreb – både hvordan man laver dem, og hvad man skal stille op med de mere problematiske af slagsen, for eksempel i New York City. Morton-monumentet fungerer på sin vis som en slags trojansk hest, ikke mindst fordi Morton ikke var en typisk koloniherre. Han tog til «den nye verden» for at tjene penge, men efter få måneder sagde han farvel til det hele for at grundlægge kolonien Merrymount. Morton nærede stor beundring for de oprindelige folks styreformer og var interesseret i at støtte deres selvbestemmelse. Og Merrymount blev et centrum for den bestræbelse. Da de andre puritanere og pilgrimme opdagede, hvad Morton havde gang i, angreb de stedet, brændte hans hus ned og dræbte de tilstedeværende. Morton selv blev forvist og sendt tilbage til England.
Material Monument to Thomas Morton (Playing Indian) er en sprudlende, karnevalesk skulptur, der kombinerer 3D-modellerede og -printede dele med readymades og håndlavede elementer. Udover Mortons historie og eftermæle trækker skulpturen på popkultur, Bostons historie og folklore, samt på tlingit-folkets tradition for såkaldte skampæle.
Zack Khalil og Jackson Polys bor stadig i New York, men Adam Khalil flyttede til København i 2020. Vi mødtes i hans atelier tæt på Nørrebro Station, i en bygning, ejet af en kristen frikirke, for at tale om det særlige ved at rejse et monument over en kolonist i en by som Boston – selve arnestedet for koloniseringen af Nordamerika. Vi talte også om, hvordan medlemmerne af New Red Order navigerer i forhold til forventninger om at «performe indfødthed» over for et ikke-indfødt publikum – og om hvorfor netop Nike Shox-hælen er den perfekte pilgrimssko anno 1600-tallet.
Jeg er virkelig fascineret af denne skulptur, også selvom jeg kun har set den på billeder. Den rummer så mange lag; så mange detaljer og referencer, og en masse tråde, vi kunne tage fat på. Men måske vi kunne lægge ud med noget, der altid er vigtigt for et offentligt kunstværk – nemlig selve stedet. Da vi først talte sammen, sagde du, at Boston er et mærkeligt sted. Hvordan det?
Boston er en interessant by, fordi den på den ene side er meget liberal og progressiv, men samtidig også ekstremt konservativ. Store dele af downtown Boston er i privateje, og der er masser af restriktioner. Og så er Boston jo et af de ældste steder i USA, hvilket også var interessant for os. New Red Order udspringer af et hemmeligt broderskab, der gik under navnet The Improved Order of Red Men og går helt tilbage til Boston Tea Party (1773), hvor en gruppe oprørere blandt de britiske kolonister som protest mod det britiske overherredømme smed te i Atlanterhavet, mens de var klædt ud i haudenosaunee- eller mohawk-folkets dragter.
Til at begynde med skulle vores monument være opstillet lige overfor Boston Tea Party Museum, som især er kendt for deres reentactments, hvor der bliver smidt te i havnen. Desværre fik ejerne kolde fødder kort efter den nye præsidents indsættelsesdag, hvilket måske er sigende i sig selv. I stedet endte vi ved Faneuil Hall, ved Quincy Market – et af de mest turistede steder i hele Boston, og i øvrigt et af de allerførste slavemarkeder, hvilket selvfølgelig giver det hele en ret klam undertone. Især fordi det nu er et turistmekka, hvor man for eksempel genopfører scener fra den amerikanske revolution, nærmest en slags Disneyland for uafhængighedskrigen. Og det er fedt, for vi ville rigtig gerne have, at værket står, hvor turisterne ser det. Alle butikkerne her sælger ting relateret til Boston Tea Party, 1776 og Uafhængighedserklæringen. Og så er der selve markedet, som minder lidt om Torvehallerne i København – bare med hummere, østers og alt muligt Boston-halløj.
En af Bostons største eksportvarer er hele nostalgien omkring USA’s grundlæggelse. Alle de nationale myter om Amerika stammer mere eller mindre fra Massachusetts og Boston – det er sådan en slags ground zero for koloniseringen af Nordamerika. Så at kunne gribe ind i dét rum var vildt spændende for os. Samtidig er det en by fuld af monumenter for hvide mænd, puritanere og pilgrimme og alt muligt, der fulgte i kølvandet på dem. Men hvad der skete før dem, er ikke til stede i nogle af de offentlige monumenter. Så det var vigtigt for os at prøve at finde ud af, hvordan man kunne glide ind i stedets eget visuelle og symbolske sprog, samtidig med at vi prøvede at forstyrre eller sætte spørgsmålstegn ved det.
I kalder jeres værk et monument – eller rettere: «Material Monument to …». Monumentet som begreb har jo været et omdiskuteret emne i kunstverdenen det sidste årti, ikke mindst siden Black Lives Matter. Det er også noget, New Red Order har arbejdet meget med. Hvor står I i dag? Hvad tænker I om monumentet som begreb nu?
Samtalen om monumenter er interessant; den bevæger sig ligesom fra by til by og fra land til land. Og ja, det er noget, vi har været dybt engagerede i. Men på et tidspunkt blev vi også lidt trætte af tanken om monumentet som diskurs. Det virkede som om, det var de samme debatter, der gentog sig igen og igen – ofte med afsæt i en forestilling om at fjerne eller udviske monumenterne.
For oprindelige folk kan det være komplekst og lidt skræmmende at tænke på noget, der skal fjernes, udviskes og slettes. Især når det handler om racistiske monumenter, der paradoksalt nok nogle gange er den eneste form for afbildning og repræsentation, de oprindelige folk har fået i USA. Hvis man fjerner noget, kan man i visse tilfælde også komme til at kappe forbindelsen til historien og det, der er sket i fortiden. Vi opererer derfor med et alternativ, «additiv vandalisme», inspireret af antropologen Michael Taussig, som i stedet for ikonoklasme eller vandalisme foreslår en adderende tilgang, hvor man ikke fjerner noget, men føjer noget til. I stedet for at fjerne monumentet, tilføjer man nye elementer, indtil det transformerer sig til noget helt andet. Det var grundlaget for vores Culture Capture-værker fra 2017 til 2020. Med Thomas Morton-monumentet arbejder vi på en helt anden måde. Nu går vi ligesom linen ud, «drikker Kool-Aid’en» og undersøger, hvad man kan opnå ved simpelt hen at lave et vaskeægte monument.
I har endda et rigtigt infoskilt til Morton-monumentet. Plaketten, som er placeret ved siden af skulpturen, fremstår som en ret central del af værket. Det rummer et citat af den østrigske forfatter Robert Musil: «Der findes ikke noget, der er mere usynligt end et monument.» Hvad betyder det i denne sammenhæng?
Tja, vi har det nok sådan, at de fleste mennesker ikke skænker monumenterne en tanke. Højst lige når de går forbi dem, og selv da registrerer de dem knap nok, fordi monumentet bare er en del af hverdagens bybillede eller noget, man tænker har stået der altid. Ofte bemærker folk ikke engang det politiske eller historiske indhold.
Omtrent samtidig med at vi var engagerede i diskussionerne omkring monumenter i New York, blev der nedsat et udvalg på initiativ af politikere, aktivister og nogle kunstfaglige typer, der skulle finde ud af, hvad man skulle stille op med forskellige problematiske monumenter i byen. En af de helt store udfordringer var Theodore Roosevelt-monumentet foran American Museum of Natural History, hvor Teddy sidder højt til hest, flankeret af to mænd – én fra Amerikas oprindelige befolkning og én af afrikansk afstamning. Statuen havde længe været en magnet for protester og kontroverser. Vi lavede en større serie værker omkring kunstneren James Earle Fraser, som skabte netop det monument og også andre værker såsom The End of the Trail og motivet på Buffalo Nickel-mønten. Og så der var altså dette byplanlægningsudvalg, der arbejdede på at finde ud af, hvad man skulle gøre – og efter flere års undersøgelser og forhandlinger kom de endelig frem til en løsning: de satte et lille skilt op, der forklarede, at monumentet var problematisk.
Så vores lille joke er, at der ikke findes noget, der er mere usynligt end et monument – bortset altså lige fra skiltet ved siden af, der forklarer, hvorfor monumentet er problematisk. Men lige præcis i Morton-monumentets tilfælde er plaketten faktisk ret central. Det er dér, kritikken ligger. Skiltets tekst, som vi selv har skrevet, handler om Morton og hans historie – men med vores eget twist. Håbet er, at skiltet både vil få folk til at tage historien alvorligt og samtidig få dem til at sætte spørgsmål ved det, de læser. Uden det skilt kunne det hele meget vel ende som kunst for kunstens skyld. Ikke at der er noget galt i det, men vi havde en lidt anden intention med det her. På en måde er skulpturen ledsaget af endnu en skulptur – en falsk historisk plakette, lavet i samme stil og layout, som dem, Boston Historical Society laver. Igen handler det om at glide ind i stedets eksisterende visuelle sprog og om at lege med rollen som historisk autoritet og tage noget af den autoritet til sig. Det er vi meget interesserede i – især i det offentlige rum.
Skiltet indeholder ingen oplysninger om, at det er et kunstværk, eller at det er lavet af New Red Order. Hvordan hænger det sammen med tanken om, at I er et offentligt hemmeligt selskab?
Det eneste praj er QR-koden, der fører til Triennalens hjemmeside. Men det er også lidt med vilje – når først folk opdager, at noget er kunst, har de lettere ved at afvise det. Hvis de derimod er i tvivl, sker der noget andet, og det er derfor, vi kalder os et offentligt hemmeligt selskab i stedet for et kunstnerkollektiv. Vi kunne lige så godt være en politisk tænketank, en religiøs kult eller noget helt tredje. Pointen er, at alle er velkomne til at være med – det handler om at vinke folk til sig i stedet for at pege fingre. Det kommer også fra Michael Taussigs tanke om «offentlige hemmeligheder» – altså de ting, vi alle sammen godt ved, men aldrig rigtig taler om, men som stadig er med til at forme vores virkelighed. Den fortsatte nybyggerkolonialisme i Nordamerika er én af de ultimative offentlige hemmeligheder dér, hvor jeg kommer fra. Monumenter kan være med til at opretholde den stiltiende accept af en hemmelighed – eller de kan holde hemmeligheden fuldt synlig, men stadig sørge for, at den ikke er noget, man taler om.
Vi var interesserede i at prøve at vende det hele på hovedet – eller kortslutte det – ved at tage monumentets form til os, ved at tilegne os den autoritet, som monumenter har, både på et bevidst og ubevidst plan, for eksempel i forhold til, hvordan de former vores arkitektur og forståelse af hverdagen. Ideen var også at skabe et monument til en puritaner, hvor nogen har lagt et LSD-frimærke på hans tunge, så det pludselig bliver syret, samtidig med at skulpturen glider ind i omgivelserne men på en så tilpas forvrænget måde, at folk forhåbentlig bliver nødt til at overveje den offentlige hemmelighed, de står overfor.
Et trip er faktisk en perfekt beskrivelse af skulpturens potente, hallucinogene udtryk – umulig at overskue i ét blik. Jeg forstod den nok til at begynde med som en modsætning til en slags puritansk æstetik?
Det er helt klart en del af det. Men handler også om en slags lokkemad, hvor det ser ud, som om vi gør én ting, og så sker der pludselig noget andet. Vi forsøger både at hædre Morton som et forbillede, og viser ham samtidig som en meget kompleks skikkelse.
Ja, lad os tale om Thomas Morton. Jeg havde aldrig hørt om ham før. Er han én, man hører om i skolen i USA?
Nej, han hører til i udkanten af amerikansk historie og litteraturhistorie. Nathaniel Hawthorne har skrevet novelle om ham, og William Carlos Williams skriver også om ham. Og så er der denne her filmkurator og kunstkritiker, Ed Halter, som er en ven af os, og som voksede op i Quincy, Massachusetts, hvor Morton grundlagde sin koloni. Ed har været besat af Mortons historie i årevis og skrev en ret bizar tekst til Galerie Buchholz i Berlin, en slags grundforskning af enhver henvisning til Morton gennem historien, og den tegner et portræt af en slags fortidigt spøgelse, som gennem århundreder har fået andres synspunkter og opfattelser projiceret over på sig. I begyndelsen blev han dæmoniseret og betragtet som en hedning, der skulle afklapses for at verden kunne blive ved med at ligne sig selv. Senere har andre forfattere genoplivet hans eftermæle og tillagt ham forskellige værdier.
Vi endte med at tale med en masse historikere, der specialiserer sig i Morton, for at forstå det vanskelige terræn, vi havde bevæget os ind i. Sagen er, at han jo også bare var en hardcore kapitalistisk købmand, der tog til «den nye verden» for at tjene penge. Og efter nogle måneder startede han så det, vi kalder en anti-koloni. Han frigav alle de arbejdere, der var bundet af lange og hårde kontrakter, og starter noget, der nærmest minder om et egalitært kollektiv. Noget, som desuden gjorde dette lille samfund unikt, var, at de handlede med alkohol og våben med wampanoag- og massachusetts-folkene – hvilket var ulovligt ifølge puritanernes regler. Det var et stort no-go i deres øjne.
Men Morton var så fuldstændigt skamløs omkring det, at han rejste en 25 meter høj majstang på toppen af denne her bakke i Quincy. Og så holdt de fester og markeder – og der er masser af spændende teorier om, hvad der egentlig foregik til de fester, vi kalder det en «bacchanalisk-dionysisk frihandelszone». Morton nærede stort beundring for de regeringsformer, de oprindelige folk havde, og var optaget af idéen om at skabe en hybrid form – i at tage forskellige kulturelle praksisser til sig og blande dem sammen. Så Merrymount står også som en slags potentiale, et bud på det, Amerika kunne have været.
For os er det et fascinerende øjeblik i historien, lidt ligesom i Philip K. Dicks Manden i den store fæstning. Hvad nu hvis tingene havde udviklet sig i en anden retning? Hvis vi havde fulgt i Mortons fodspor? Og her tager vi os nogle friheder, fordi Morton repræsenterer samtidig en form for laissez-faire, neoliberal kapitalisme – men i en udgave uden undertrykkelse, uden tvangsforflyttelser, uden folkedrab. Det var derfor, vi syntes, at han alt i alt var en interessant figur at trække frem netop nu, i en verden, der er fuldstændig fucked up.
Igen er vi ude i lidt af en snigmanøvre, for værket handler både om ham og ikke om ham. Det handler om at vise nybyggerbefolkningen i Amerika, at det ikke behøvede at ende, som det gjorde. At minde om, at der fandtes – og findes – andre dynamikker end underkastelse, dominans og kontrol, andre muligheder, der stadig kan vise sig livsduelige. Det var også et af målene med projektet, fordi vi tit bliver bedt om at «performe vores indfødthed» for et ikke-oprindeligt publikum.
Hvordan håndterer I de forventninger?
Tja, folk forventer ofte, at det fungerer som en form for korrektiv eller aflad, når oprindelige folk repræsenteres i det offentlige rum. Men for os føles det ofte som en tom gestus – eller i hvert fald en gestus med mange mangler, fordi den er så endimensional og ikke rummer noget egentligt kritisk engagement eller refleksion. Det bliver hurtigt bare: Nå, nu har de oprindelige folk fået deres, så nu kan vi gå videre til det næste. Håbet med dette værk er at tage publikum på sengen – at få dem til at undre sig over, hvad det egentlig er, de kigger på, hvorfor det står der, og hvad det overhovedet betyder.
Apropos hvad det hele betyder: Lad os tale lidt om selve skulpturen. Den består af så mange elementer og referencer, at det er umuligt at gå igennem dem alle. Men lad os tage et par stykker, bare for at give et indtryk af, hvor fortættet denne skulptur er. Personligt elsker jeg nybygger-skoene, der delvist er sneakers. Kan du sige noget om dem?
De er faktisk baseret på nogle sko, der tilhørte Kyrie Irving, som er en fantastisk basketballspiller og i øvrigt delvist lakota. Han spillede tidligere for Boston Celtics, og da han kom tilbage til Boston for at spille for et andet hold, var han kendt for at brænde salvie af for at rense banen lige før kampstart, fordi der var dårlig energi på stadion. Så skoene er baseret på et par, som Irving fik lavet til sig selv. De var inspirationen, og Jackson lavede en 3D-scanning af dem. Derefter modificerede vi dem yderligere og tilføjede en Nike-hæl, for at få gøre silhuetten mere pilgrim-agtig.
Hvad? Hvordan gør Nike det til en pilgrimssko?
Ja, det er lidt kringlet. Nike har lavet en serie sko med Shox-hæle med støddæmpning, og vi syntes, de egnede sig perfekt til at give det et strejf af pilgrimssko. Og så tog vi selvfølgelig pilgrimsspændet med og lidt frynser rundt i kanten for at fuldende looket. De hvide frynser omkring Mortons ankler henviser selvfølgelig til de papirmanchetter, man putter på kalkunlår til Thanksgiving.
Også her arbejder vi ud fra en slags legeplads, en sandkasse fuld af forskellige stereotyper, som vi kan bygge sammen og derved blande forskellige idéer og virkeligheder. Vi er meget optagede af det, vi kalder «the urge to merge» – trangen til at blande ting sammen. Det er også det, Mortons fejlslagne anti-koloni repræsenterer for os. Hvad kunne det have ført til? Vi tror ikke nødvendigvis på den slags isolationistisk renhedspolitik, som nogle afkoloniseringsdiskurser handler om. Der er nogle gange en slags anarko-primitivistisk længsel efter at vende tilbage til noget mere oprindeligt. Men jeg kan ikke se, hvordan det skulle være muligt.
Hvordan arbejder I med den sandkasse af referencer og stereotyper. Hvordan bevæger I jer derfra hen til det færdige værk, som kombinerer håndlavede elementer og 3D-print. Hvordan er processen?
Vi har arbejdet på dette værk i to år. Vi holder ugentlige møder, hvor vi løbende brainstormer. Jackson har arbejdet sammen med to andre kunstnere og 3D-designere, Harry Kleeman og Coby Kennedy, og vi samarbejdede også med illustratoren Dylan Clancy og arbejdede videre på hans forskellige forlæg. Og Kindall Almond, der er en fantastisk kostumedesigner fra filmverdenen, tegnede alt tøjet til værket. Så der har været mange mennesker bag kulissen, der har udvekslet idéer igen og igen, indtil det hele blev hældt igennem 3D-softwaren.
Til sidst blev værket fremstillet i fysisk form hos The Factory NYC, et værksted, der drives af to kunstnere, der har specialiseret sig i 3D-print. De omsatte værket fra en digital 3D-model til et fysisk 3D-print [lavet af Dimengel and ABS thermoplastic], og det er en vildt kompleks proces. Der var over 200 individuelle printdele. Dertil kommer en del komponenter, som blev printet og overfladebehandlet, for at blive brugt til at tage støbeforme efter og derefter støbt igen i kunstharpiks. Det hele er komponeret og samlet som en slags collage. Til sidst blev det hele overfladebehandlet, ligesom når man laver en bil – så det hele fremstår glat og samlet, og man ikke kan se, at det er stykket sammen af mange dele.
Hvad med de håndlavede elementer, for eksempel perlebroderiet med blomstermotiv på vesten?
Hvor Zack og jeg kommer fra, er der en tradition for anishinaabe-perlebroderi. Anishinaabe dækker over tre stammer: Ojibwa, odawa og potawatomi – men vi identificerer os alle som anishinaabe.
Hvor er vi henne, sådan rent geografisk?
Det er i Great Lakes-regionen: Minnesota, Wisconsin, Michigan, og så Ontario på den canadiske side af grænsen. Vi voksede op i byen Sault Ste. Marie i Michigan, lige ved grænsen mellem USA og Canada. Det er en tvillingeby, hvor der også ligger en Sault Ste Marie i Ontario på den anden side af vandet. Det tager fire minutter at køre over broen, der forbinder de to sider. Da vi var børn, tog vi tit til Canada, fordi dagligvarerne var billigere og de havde en bedre biograf. Efter 9/11 ændrede tingene sig, men folk krydser stadig grænsen hele tiden. En del af vores stamme bor faktisk på den anden side af grænsen. Vi burde egentlig være én stamme, men grænsen har splittet den i to – fordi folk på den ene side skal forholde sig til den canadiske regering, og vi skal forholde os til den amerikanske.
Perlebroderiet er en del af stammens tradition – og det er rigtige perler, der er syet på bagefter, både foran og bagpå vesten. Vesten i sig selv leger også med forestillinger om punkveste eller biker-veste. Vi ville gerne have forskellige teksturer, en blanding af noget håndlavet og noget readymade. Det store reb omkring livet på figuren er også ægte.
Figuren står oven på to te-kasser, som danner en slags sokkel. Hele monumentet er næsten fire og en halv meter højt. I beskriver det både som en majstang, en skammens pæl og også en skamløs pæl. Hvordan hænger det hele sammen?
Te-kasserne er en slags readymades, de er kopier af dem, man kan købe i museumsbutikken på Boston Tea Party Museum. Selve statuen er omkring 4,3 meter høj. Vores håb var, at den skulle virke indbydende og tilgængelig; den skulle ikke være hævet så højt, at man ikke kunne interagere med den. Jackson Polys, som er en af hovedkræfterne i New Red Order, tilhører tlingit-folket – en stamme fra Alaska, der har en lang tradition for at lave de her rigt udskårne og dekorerede skampæle. De blev rejst for at markere en gæld eller et svigt. Og så stod skamstøtten der ellers, indtil gælden var betalt, så man var nødt til at glo på den hver dag. Men netop fordi Morton var sådan en levemand på den dionysiske måde, med masser af sprut og fester, tænkte vi, at det kunne være en skamløs pæl. Den står som en slags modpol til den puritanske forestilling, som mange stadig har i hovedet, i hvert fald i USA.
Skampælen giver også mulighed for at bruge elementer fra både oprindelige og ikke-oprindelige kulturer. Målet er at skabe en form for hybriditet, der kan være tilgængelig for alle – og som forhåbentlig samtidig kan plante et frø eller pege hen på noget dybere, noget mere radikalt, noget, der ryster eller destabiliserer.
Jacksons far er faktisk en af verdens mest anerkendte totempæl-billedskærer. En del af Jacksons modstand mod at skulle performe sin indfødthed handler om, at han som barn lærte at snitte af sin far, men det foregik bag et reb til ære for turister fra krydstogtskibene, som kom på guidede ture. Det var en slags menneske-zoo, men samtidig også den eneste mulighed for at holde kulturen i live. Så for ham, tror jeg, det spiller ind. Min bror og jeg har andre grunde til at modsætte os dét med at performe sin indfødthed. Vi har arbejdet med dokumentarfilm, hvor vi oplevede, at publikum ofte bare vare interesserede i repræsentationselementet, men ikke rigtig satte sig ind i det, vi faktisk talte om. Det er også én af grundene til, at vi rammesætter dette værk for et publikum, der ikke består af oprindelige folk. Det handler ikke først og fremmest om repræsentation, men om at udfordre og komplicere tingene.
Det er også det, der gør værket så eksplosivt og fabulerende. Selvom skulpturen både er humoristisk og underholdende, og på en måde derfor umiddelbart tilgængelig, fornemmer man lagene og tvetydigheden. Morton er en kæk type med et stort grin, men der er også noget satirisk, noget trickster-agtigt over ham, der vender op og ned på tingene. På en mærkelig måde siver kritikken ud af skulpturen i flere retninger.
Vi håbede netop på at ramme noget, der ville virke uncanny – noget, der ligger på vippen mellem det velkendte og det foruroligende. Lige efter vi havde installeret skulpturen, gik en familie forbi. Et af børnene sagde: «Se, mor og far, det er en pilgrim!», og faren sagde: «Nej, jeg tror, det er en indianer», og moren var mere sådan: «Jeg aner ikke, hvad det skal forestille!» Og vi tænkte bare: «Fedt. Det virker!» Det er stadig lidt vildt for mig, at de rent faktisk lod os placere skulpturen lige ved indgangen. Det er et superladet sted, og der går vanvittigt mange mennesker forbi hver dag. Vi blev der i et par timer, inkognito, bare for at se reaktionerne. Det giver fuldstændig mening at forsøge at være en slags trojansk hest, for skulpturen er jo også sjov, børnefamilierne er godt underholdt. Der er masser at se på, og forhåbentlig vil de idéer, som den rummer, krybe ind i folk og sive ud på nye måder.
