Sølvmalede øjenlåg, glinsende røde læber, og jakker med detaljer i sølv og guld, der opfanger lyset, så det slår gnister på lærredet. Selv et glas honning virker castet efter dets evne til at fange lyset i Katharina Sieverdings film Life-Death – når en karakter med største alvor og Mona Lisa-smil langsomt fører en ske op for øjnene for at studere den gyldne nektar, der langsomt drypper fra skeen. Attituden er lige så dramatisk, som handlingen ikke er det.
Jeg er på en rejse. Den hidsige kaffestemning i det københavnske forårslys uden for kunsthallen forsvandt, da jeg satte mig i den store sofa for at se filmen, blæst op på væggen i en stilet dobbeltprojektion. Jeg er nu i en biograf på Lower Manhattan for at se en arthousefilm, der spiller denne tirsdag eftermiddag, som den slags jo gør i en storby.
Life-Death er fra 1969. Det er ikke svært at se. Filmen emmer af alt det, som kom ind med drikkevandet på den tid; Nicos kølige sang, Warhols skabede koncepter, Jack Smiths campede film. Men, som jeg sidder dér i East Village-biografen, tænker jeg, at Sieverdings film også er en perfekt ouverture til årtiet, der fulgte efter. 1970ernes Glam-rock, Ziggy Stardust, Klaus Schulze, attituder, masker, tung makeup, alt det dér. Også på grund af lydsporet, Kraftwerks tidlige, ret abstrakte, elektroniske lyd. Hullet musik, der kærtegner de mindste atomer, ligesom filmkunsten i perioden.
Nogle gange tænker jeg, at datidens filmfolk stod op hver morgen med én eneste tanke i hovedet: ”Hvordan får jeg celluloidens filmkorn til at danse på den mest sexede måde?” Som i 1975, da Stanley Kubrick skød Barry Lyndon, et tre timer langt historisk drama, uden brug af kunstigt lys, kun dagslys og stearinlys. Samme med Sieverdings langsomme kamerabevægelse hen over en krop indhyllet i rød velourfrakke. Tydeligt, at faiblen for fløjl og velour ikke bare handler om hud og overflader, men om den bløde afrunding af kroppen, som bare forstærker 16 mm-filmens evne til at bløde lyset ud i det omgivende mørke. Det er en slags clairobscur på film. Sieverding maler med lys og mørke, men også med rød velourkappe – ligesom i øvrigt Caravaggio. Når kameraet zoomer allermest ind, overgår klædestoffet til at være ren farve.
Jeg bliver hele tiden i tvivl om, hvornår det er Sieverdings eget ansigt, der træder frem på den mørke baggrund. Så meget skifter udtrykket, attituden, makeup, hår og tøj. Handlingen kan være en farve, eller langsomt dryppende honning, eller en hoven attitude fra et par rødmalede læber. Eller et virkelig underligt skud nedefra op i et ansigt, der stikker ud af en rød frakke, mens et grønt palmeblad hænger flot ned over det røde klæde. Life-Death kunne også have været en modekampagne, fx for Yves Saint Laurents legendariske russer-kollektion fra 1976, jævnfør velour-guld-og-drama-æstetikken. Her ville også de to påfugle, som fremviser deres prangende fjerdragter, passe fint ind.
Eller rettere, de fire påfugle, for dobbeltprojektionen gør det nærmest til en række levende spillekort, hvor de samme billeder vises side om side – 2 x Mona Lisa-smil med honning, 2 x påfugle i parringsdans etc. Angiveligt er filmen ikke altid blevet vist på denne måde. Men jeg har ikke set den før og har fornemmelsen af, at spejlingerne ilter værket på en god måde. Måske det også tager lidt patos ud af nogle af tidens tykkeste attituder.
For hvad er egentlig tidsånd og hvad hører specifikt til denne Düsseldorf-kunstners udtryk? Alle er børn af deres tid. Til et vist punkt. Jeg gyser altid lidt, når folk taler om 00’er-kunsten og 10’er-kunsten, som var det ét fedt – et unheimlich glimt af, hvordan man i 2050 vil tale om kunsten fra den tid, jeg selv har levet i og selvfølgelig ser masser af nuancer i. Måske handler det bare om min egen banale dødsangst. Apropos Life-Death. Jeg hænger endnu i sofaen, da filmen looper fra land en tredje gang. Det er stadig flydende celluloidhonning, og jeg tror, det kommer Katharina Sieverding til gode, at hun slog igennem i kamæleonens flamboyante tidsalder.
