Kunstkritikk

24. desember

Kunstkritikks ansvarlige redaktør, Mariann Enge, ser tilbake på et år med følelsesstormer, minnearbeid og lukten av treverk i hendene.

Är döden det enda sanna? Kunstkritikks svenska redaktör om sitt år i konsten.

2025 var kosmologiernes år. Kunstkritikks redaktør i København elskede den skramlede, den rævesnu og den helt tyste.

Middelalder-psykedelia på jutevev slo hull i veggen og tiden for Kunstkritikks norske redaktør, Stian Gabrielsen.

I år gladde sig Joanna Nordin, konstnärlig ledare för Bonniers konsthall, åt en ny ärlig energi i konsten.

I år kom kunstner Oliver Bak tæt på den venstre hånd på en af kunsthistoriens mest berømte malere.

Munchmuseets triennale viet ny teknologi kunne med fordel spekulert villere.

Anawana Halobas utstilling på Nasjonalmuseet i Oslo er så fysisk at den får det til å prikke på tunga.

Amelie von Wulffens mise en abyme er et spejlkabinet af tider og stilarter, tættere på det virkelige end virkeligheden selv.

Stian Ådlandsvik gjør konkursbo til himmelstrebende balanseøvelse på Kunstnernes Hus.

Matilda Kenttä synliggör det vardagliga arbetet och de vävda minnena.

Arthur Köpcke ankom til København i 1953. Kort efter blev København et centrum for tidens europæiske avantgarde. Hvornår sker det igen?

På Kunsthalle Zürich vecklade gesterna in sig i tystnad, språket sviktade och rummet höll andan.

Lars Fredriksons målningar är aldrig platta.

Hilde Skancke Pedersens ránut kjennes i fingrene og på tunga mi, selv om jeg ser dem på avstand.

Bølgene i Kinga Bartis’ maleri Egg timer bølger ikke forgjeves.

Robel Temesgen 60 meter lange elvemaleri utfordrer både den lineære kunsthistorien og idéen om kroppen som bildets målestokk.

Arthur Köpcke ankom til København i 1953. Kort efter blev København et centrum for tidens europæiske avantgarde. Hvornår sker det igen?

Den norske kunsthøsten er besatt av mediet som nekter å dø.

En ny sæson er klar til at blive fortæret, mens et stemningsskifte er på vej på den danske kunstscene.