Elefanten i festsalen

Akademiraadet afholdte malplaceret seminar om monumentets politiske implikationer, mens busteaktionen spøgte i baggrunden. Rapport fra en debat, der løb af sporet.

Akademiraadets seminar Monument og Forbrydelse i Kunstakademiets festsal, 18. oktober, 2021. Fra venstre: Anna Libak, Jeannette Ehlers, Morten Stræde, Christine Buhl-Andersen og Nermin Durakovic.

Man fornemmede på forhånd af ordlyden i invitationen, at det kunne udvikle sig sprængfarligt til Akademiraadets debatarrangement om monumenters betydning i samfundet: «Skal monumenter stå for evigt?», lød det i oplægget. Læg dertil at den fysiske ramme for arrangementet var Kunstakademiets festsal, hvor den tomme sokkel, der indtil for et år siden bar den nu berygtede buste af Frederik V, tårner sig op bag de fremmødte. Og overvej endelig det tvetydige i arrangementets titel, Monument og Forbrydelse, en omskrivning af Adolf Loos’ legendariske tekst Ornament og Forbrydelse, et forsvar for arkitektonisk renhed, hvori Loos erklærer, at et tatoveret menneske, der ikke er fængslet, er en forbryder, der endnu ikke er blevet fanget.

Præcis, hvordan den titel skal forstås, er ikke helt til at sige. Er det et ordspil, der går på Akademiraadets egen rolle som bustens retmæssige ejere, og dermed vidner i en kommende retssag mod tidligere institutleder på Kunstakademiet Kathrine Dirckinck-Holmfeld, der står tiltalt for groft hærværk i bustesagen? Eller skal vi forstå tvetydigheden som en lunken imødekommenhed overfor de stemmer, der oplever Salys buste af Frederik V som en art symbolsk vold – en anden type forbrydelse?

En af arrangementets oplægsholdere, billedkunstner Jakob Jakobsen, har allerede meldt afbud og i stedet skrevet et digt, som jeg læser på sociale medier på vej til Kunstakademiet: «Jeg er her ikke fordi jeg ikke vil skygge for den tomme niche,» lyder første strofe.

Inden første oplæg går igang, byder rådets forkvinde, arkitekt Merete Ahnfeldt-Mollerup velkommen, og det er tydeligt, at hun godt ved, at Akademiraadets egen position kan blive et varmt emne i debatten. Hun skifter fra engelsk til dansk for at sikre sig, at alle er helt med på præmissen, da hun forklarer, at Akademiraadets rolle i sagen er «kompliceret».

Rådet er indkaldt som vidner i den kommende retssag, som bliver rejst på baggrund af politianmeldelser fra to politikere; henholdsvis Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og De Konservatives Nikolaj Bøgh, men skal samtidig varetage akademiet og dets studerendes interesser, lyder det. Man oplever hele sagen som udtryk for «et ledelsesmæssigt svigt» og har «sympati med Kathrines situation», men kan i øvrigt ikke at diskutere den konkrete sag yderligere. «Hvorfor er vi her så?», mumler en stemme bag mig.

Eftermiddagens første oplæg er ved Gary Younge, som er professor i sociologi ved Manchester University og kulturjournalist på The Guardian. Desuden var han en del af den komité, der satte retningen for The Fourth Plinth på Trafalgar Square i London, og han indleder med en anekdote fra det arbejde. Netop som komitéen fremlagde deres plan for et midlertidigt monument, der skiftes ud hvert andet år, afgik Queen Elizabeth ved døden. Tabloidavisen Daily Mail iværksatte en kampagne for at få hendes statue rejst på plinten. Men, siger Younge, eftersom ingen kan huske, hvem der står på de øvrige tre plinte, giver det ikke mening at stille dronningemoderen derop, medmindre det er ideen, at hun også skal glemmes.

Igennem resten af oplægget argumenterer Younge for, at der slet ikke bør være monumenter for navngivne personer i det offentlige rum. De er, siger Younge, både dårlig kunst og dårlige memorials. Alene det faktum, at man skal have råderet over det stykke jord, et monument opstilles på, og at monumenter står for evigt, betyder at de bibeholder nogle magtstrukturer, der holder ved længe efter, vi har glemt, hvem personen bag statuen var. Det er, siger Younge «a system of power», der bestemmer, hvem der skal huskes og ikke mindst, hvem der ikke skal. Og det er netop kernen i problemet; en statue repræsenterer ikke historien, men et enkelt menneske og en bestemt fortælling om national identitet.

Derfor er der ikke hold i det argument, at man ved at fjerne statuen, fjerner en del af historien, mener Younge. Dels fremstiller statuerne altid kun en del af historien, og dels er der altid mere end en person involveret i de historiske begivenheder, vi ønsker at mindes igennem dem. Opstiller man eksempelvis en statue af Rosa Parks, så glemmer man, at hun ikke var den eneste, der kæmpede i borgerrettighedsbevægelsen. Det er heller ikke sådan, at vi glemmer de statuer, der fjernes. Tænk blot på Saddam Hussein-statuen i Bagdad, der blev væltet af amerikanske soldater i et forsøg på at symbolisere, at USA havde vundet Irak-krigen. Spørgsmålet er altså ikke, om vi bør fjerne statuer, men hvordan, afslutter Younge, og tilføjer, at mange har lobbyet i årevis for at få bestemte statuer fjernet uden held, før Black Lives Matter tog sagen i egen hånd.

Herefter tager Christine Buhl-Andersen, forperson for Ny Carlsberg Fondet, over med et modoplæg, der opfordrer til at gentænke, hvad vi forstår ved et monument. Der vil altid være statuer, der fjernes, siger Buhl-Andersen, og det er ikke kun et problem, fordi det også giver plads til nye narrativer, historier og identiteter.

Igennem en serie af slides viser hun eksempler på moderne monumenter, som Kofoeds Cigar af kunstnerduoen Randi & Katrine, der med lidt god vilje kan opfattes som en hyldest til brugerne af rygerummet på Kofoeds Skole, en selvejende institution for socialt udsatte, hvor den er placeret. Hun viser eksempler på mindesmærker i anti-monumental stil, som New Yorks 9/11-monument, på brugergenererede monumenter, som Bjørn Nørgaards Heart of Nørrebro, og på imprompto-monumenter, som eksempelvis det kollektive fænomen at forelskede par sætter hængelåse fast på storbyernes broer som en hyldest til kærligheden.

Buhl-Andersen kommer også ind på en række monumenter, der har skabt offentlig debat, som eksempelvis Elisabeth Toubros abstrakte monument for Inge Lehrman foran Københavns Universitet. Nogle mener, at dets abstraktion er en hån, fordi der ellers kun findes få monumenter for navngivne kvinder i det offentlige rum, mens andre hylder det for at forny genren. «Vi befinder os i en tid, der nærmest kan siges at være præget af monument-mania,» siger Buhl-Andersen, «og den debat skal vi være glade for, for den fortæller os, at dets rolle ikke er udspillet.»

Efter de to hovedtalere følger fire korte oplæg – fem, hvis vi medregner en oplæsning af Jakobsens digt – der positionerer sig ret forskelligt i forhold til oplægget. Billedkunstner Jeannette Ehlers fortæller om, hvordan I Am Queen Mary blev til og holder sig snævert til sin egen praksis, mens kunstneren Morten Stræde holder en brandtale imod moderne ikonoklasme og for monumenternes evne til at minde os om fortidens ideologiske blindgyder. Bag enhver ideologi ligger der et ønske om at udgrænse anderledes tænkende, siger han, og betoner det vigtige i, at vi har en fælles forståelse af fortiden for at kunne udøve en oplyst kritik.

Kunstakademiets nyansatte lektor Nermin Durakovic præsenterer dagens måske mest abstrakte bud på, hvordan moderne monumenter kan se ud, i en værkgennemgang, der fokuserer på asyllejres konkrete indretning og placering. Monumenter kan forstås som spor, der repræsenterer magtens ideologi, forklarer han, og tilføjer, at den slags ikke kun laves af kunstnere, mens også opstår som resultatet af førte politikker. Som eksempel viser han et videoværk, der indeholder en droneoptagelse af Europas grænse mod øst; en bred, tom stribe i landskabet, heftigt bevogtet og overvåget fra alle sider.

Nermin Durakovic på seminaret Monument og Forbrydelse i Kunstakademiets festsal.

Hvis aftenen indtil videre er forløbet i nogenlunde god ro og orden, ændrer stemningen sig på et splitsekund med Anna Libaks, udenlandsredaktør for Weekendavisen, oplæg. Med den trænede debatørs evne til at sætte ind lige der, hvor det gør mest ondt, erklærer hun, at hun da gerne toner rent flag: Busteaktionen var hærværk, fordi metoden såvel som rationalet bag var forkert. Bor man i en retsstat, kan man ikke forsvare at udøve selvtægt, siger Libak, ligesom man ikke kan forsvare at se på fortiden med nutidens briller.

Med en parallel til Sovjetunionens fald argumenterer Libak for, at man kan forsvare at fjerne monumenter, der repræsenterer en ideologi, som undertrykker mennesker i samtiden. Diskussionen om busteaktionen er derfor en diskussion om, hvorvidt vi mener, at Danmark er et strukturelt racistisk land. Mener vi det, kan vi argumentere for, at busten skulle fjernes på en lovlydig måde. Mener vi ikke det – og det gør Libak helt tydeligt ikke – så er kolonihistorien fortid, og busten skulle have haft lov at stå som en skamstøtte over det, vi var engang.

Nu var det planen, at der skulle være 15 minutters debat mellem oplægsholderne, og mens de sætter sig til rette og tænder mikrofonerne, lader moderator, billedkunstner og tidligere direktør i Trampolinhuset, Morten Goll publikum få ordet. Der går få minutter, før den første kritiske røst stiller spørgsmål til hele arrangementets karakter af røgslør. Hvorfor indleder Akademiraadet med at sige, at vi ikke skal tale om den konkrete sag, når de alligevel lader Libak gøre det, vil en af salens yngre publikummer gerne vide. Ja, hvorfor indbyder man overhovedet til et debatarrangement med udgangspunkt i busteaktionen på et tidspunkt, hvor man ikke kan udtale sig om den, spørger en anden, der kalder hele arrangementet for «en ubehagelig situation.»

Merete Ahnfeldt-Mollerup forsøger at gyde olie på vandene med en forklaring om, at «alle jo allerede har talt om den buste», og at intentionen med arrangement har været at tage diskussionen på et mere generelt niveau. Hun tilføjer, at det aldrig har været Akademiraadets mening at begrænse andres ytringer, men blot at være tydelige om, at man ikke selv kan udtale sig i den verserende sag. Anna Libak stemmer i og kalder det «disrespektfuldt overfor værket», hvis hun skulle undlade at tale om bustehappeningen i så oplagt en sammenhæng.

En anden kunstner pointerer, at strukturel racisme er et helt reelt problem, ikke bare i Danmark men i hele verden. Hun nævner klimapolitik som et område, hvor det er tydeligt, at det vi gør i Vesten skader andre mennesker her og nu, og tilføjer, at hun som kvinde konstant oplever, at hun ikke er repræsenteret i det offentlige rum. «Det er strukturelle problemer her og nu, ikke historie,» siger hun bevæget og indkasserer aftenens mest højlydte bifald.

Dermed er aftenen slut, de 15 minutter er gået uden debatten fik lov at folde sig ud. Enkelte paneldeltagere fik ikke engang headsettet ordentligt på, og det hele føles ret uforløst. En ældre kunstner når lige at pippe, at vi altså også skal huske på, at der står nogle kunstnere bag de monumenter, nogle gerne vil fjerne, og hvilke rettigheder har de? Men spørgsmålet drunkner i den almindelige frustration over endnu en bustedebat, der løb af sporet, før den overhovedet kom rigtigt igang.