Voldens sprog

Destruktionen af et kunstværk på Det Kgl. Danske Kunstakademi åbner for debatten om, hvem, der må sige hvad – men er også en gammel kending, hvor kunsten destrueres i en søgen efter identitet.

En gruppe anonyme kunstnere har stjålet en buste af Frederik V fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og smidt det i havnen. Værket var ødelagt, da dykkerne fik hentet det op af vandet. Foto: Jesper Houborg/Ritzau Scanpix.

I hjertet af Det Kgl. Danske Kunstakademi i København ligger festsalen. En smuk højloftet gammel riddersal, som man som besøgende får adgang til via en næsten rituel opadstigning af en grandios indertrappe. Herefter går turen ind gennem høje dobbeltdøre, hvor blikket uundgåeligt som det første søger op til en kopi af Parthenonfrisen med mytologiske motiver under loftet, der understreger vigtigheden, forstår man, af institutionens tyngde og eksistens. Nogle rum er skabt til at imponere – og måske intimidere. Det Kgl. Danske Kunstakademis festsal er helt klart et sådant, og i et hus, hvor kopier af Antikkens hovedværker udgør alvorstunge rammer, er man ikke ikke i tvivl om, at selvbevidstheden gennem tiden har været af en solid kaliber.

Hvert år d. 31. marts på akademiets stifter, Frederik d. Vs, fødselsdag, afholdes den såkaldte ’stiftelsesfest’, hvor store dele af dansk kunstliv lidt akavet rejser sig for Dronningen, når hun skridter salen af for formelt at overrække en serie af hædersmedaljer til danske kunstnere, arkitekter og designere. For enden af salen har en gipsbuste af fødselaren indtil for nylig tronet. Den er fra akademiets stiftelsesår, 1754, og er udført af billedhuggeren Jacques Saly (1717-1776) som et forstudie til en rytterstatue af Frederik d. V, der i dag knejser foran majestætens residens på Amalienborg. For nyligt forsvandt busten – der er ingen, der rigtigt ved, hvor længe, den har været væk udover dem, der tog den. Hvilket i sig selv er tankevækkende og måske lidt dansk – da kongen forsvandt, lagde vi ikke rigtigt mærke til det. 

I den bredere offentlighed blev sagen om kongens forsvinden først kendt, da en gruppe ved navn ’Anonyme Billedkunstnere’ for en uge siden via netmediet IDOART.DK publicerede en video af,busten, der bliver ’kidnappet’ fra akademiet og sænket i Københavns Havn. Videoen blev ledsaget af et statement hvori det bl.a. stod: «Ved at synke Frederik V i kanalen ønsker vi at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet. Vi ønsker en kunstverden, der forholder sig til og tager ansvar – ikke kun for fortidens handlinger, men for de måder hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag.»

I modsætning til de fleste af dansk kunstlivs interne diskussioner har sagen både nået de brede medier og Kulturministerens øre med efterfølgende rasen over uansvarligheden af at vandalisere dansk kulturarv. Man kan måske diskutere om et forstudie, som ingen vist før rigtigt har keret sig om, så var så uerstatteligt igen, og at det måske er et klassisk eksempel på, at vi først rigtigt savner ting, når vi har mistet dem. Efterfølgende blev de sørgelige rester af akademiets stifter fisket op af havnen, og det diskuteres nu ophedet hvilke konsekvenser sagen skal have for akademiets ledelse og for de indtil videre anonyme gerningspersoner.

Jeg har set Anonyme Billedkunstneres video mange gange og bliver lige rystet over den hver gang. Ikke over det næsten lidt komiske plump, når busten dumpes på få favne vand, men over den rituelle afmontering af busten, som indledes med, at en sort sæk hives over bustens hoved. Det er en handling, som indikerer ydmygelse før henrettelse. Som i uhyggelig grad vækker reminiscenser til torturscener fra Abu Ghraib-fængslet og til ISIS’ henrettelser af tilfangetagne for rullende kameraer. Busten kan – må vi formode – ikke se. Hvorfor skal den så have en sæk over hovedet? 

I internationel ret er ’hooding’ en torturform, der er strafbar efter Geneve-konventionen, fordi det er en voldshandling, der tingsliggør mennesket. Når hætten går over hovedet, mister mennesket dets identitet, dets navn, dets betydning for blot at blive en genstand for bødlens luner. Når hætten går over hovedet ER du ikke mere. Eller sagt på en anden måde: Hooding er den ultimative form for cancel culture.

Okay, slap af, det er en buste, ikke et menneske, tænker du måske. Men historien har igen og igen vist, at fascistiske strømninger øver sig på kunsten, inden de går videre til menneskene. Og bemærk, at Anonyme Billedkunstnere i deres statement specifikt skriver, at de sænker Frederik V i kanalen – ikke en buste af Frederik V. «Dort wo man Bücher verbrennt, verbrennt man auch am Ende Menschen», lyder det berømte citat fra den jødisk-fødte digter Henrich Heine, hvis bøger i lighed med en lang række andre tyske forfattere og intellektuelles værker gik til i de nazistiske afbrændinger af bøger, som ikke blev vurderet til at være tilpas fædrelandstro. 

Portræt af Frederik V (1723-1766) af Jacques-François-Joseph Saly, original fra 1754. Gipsen på billedet, som nu er ødelagt, vurderes til at være en kopi af bronzeudgaven, udført på et senere tidspunkt, jf. Emma Sallings forskning i Akademiraadets samling. Ejer: Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet. Foto: Frida Gregersen.

Hvad vi er vidne til i hooding’en og den efterfølgende drukning af Salys buste er en symbolsk voldshandling i lighed med dem, der føres af fundamentalistiske bevægelser, som sprænger tusindårgamle Buddha-statuer i luften, eller når den amerikanske præsident Trump på sine rallies op til præsidentvalget taler om, at amerikanske skolelærere, der får børnene til at læse «unpatriotic literature» burde have en røvfuld.

Lighedstegnene mellem den yderste venstrefløjs cancel culture og trumpismens hang til opdeling i «patriots and traitors» har i det hele taget mange uhyggelige lighedstegn. Man kunne hævde, at begge grupperinger i disse år huser identitetspolitiske fundamentalister, men ordet identitetspolitik er for mudret, for dogmatisk og også for misbrugt af de, der vil rulle tiden tilbage til før #metoo, og som ønsker at negligere, at vi i vid udstrækning stadig lever med efterveerne af at have bygget vores velfærdssamfund på ruinerne af et brutalt kolonistyre. Måske skal vi snarere tale om, at begge fløje ønsker at definere retten til, hvem der har noget meningsfuldt at sige.

I sin bog What Happened? om det amerikanske præsidentvalg i 2016 angiver Hillary Clinton «gays, guns and God» som hovedårsagen til, at hun tabte verdens mest magtfulde embede til Donald Trump. Efter eget udsagn havde hun i sin valgkampagne brugt for meget tid på at tale om planer for, hvordan de hvide arbejderklassevælgere i det amerikanske rustbælte kunne komme i arbejde i de stadig mere affolkede dele af USA, hvor det ikke længere er muligt at klare sig med et kørekort til en pick-up truck og nogle næver, der er skruet ordentligt på. Hvordan job i den hensygnende kulmineindustri kunne forvandles til grønne job i vindmøllebyggeri, og hvordan offentlige sygeforsikringsordninger kunne gøres tilgængelige for alle. 

Problemet var blot, at grønne jobs og offentlig sygesikring ikke svarede til denne vælgergruppes selvopfattelse – til deres opfattelse af egen identitet, som Trump derimod ramte rent med sin værdimæssige appel til «guns, gays and God». Så skidt med, at appellen kom fra en mangemillionær fra New York, der næppe nogensinde har været i en kulmine selv og sjældent var at finde til altergang om søndagen. Hovedsagen er, at der var en vælgergruppe, der blev bekræftet i deres egen identitetsmæssige selvforståelse. 

Man må formode, at Anonyme Billedkunstnere har en selvforståelse af at være undertrykte eller i hvert fald af at tale på vegne af nogen, som de ser som værende dette. I deres statement anvender de ord som «italesætte», «minoritetsgjorte» og «kolonialisme» – et sprogbrug, der i sig selv vidner om, at afsenderne har en vis grad af akademisk og kulturel kapital. Det antages da også, at gruppen har rod i miljøet omkring Det Kgl. Danske Kunstakademi, en statsfinansieret eliteuddannelse på et tidligere kongeslot, kunne man lidt drilsk understrege. Men egentlig er det er for så vidt ligegyldigt. Det er den identitetsmæssige opfattelse af at være undertrykt, der synes at være omdrejningspunktet – og den er jeg nysgerrig efter at forstå, hvor kommer fra. Derfor ærgrer det mig, at vi ikke kan tale sammen, at dialogen er blevet cancelled på forhånd. Kunne vi ikke prøve at give det en chance? Hvis I lover ikke at starte at med at sige «ok, boomer», så lover jeg ikke at svare «ok, snowflake».

– Merete Jankowski, kunsthistoriker og konsulent, tidligere direktør for Overgaden – Institut for Samtidskunst og rektor for Det Fynske Kunstakademi. 

Comments