Det er kun et par år siden, at den danske kunstscene kunne fejre, at det – for første gang i 30 år – blev en kunstner, Kirsten Langkilde, der satte sig i rektorstolen på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Nu sker det igen med Lars Bent Petersen, som udover at være en central figur på den hjemlige kunstscene, har stor erfaring med undervisning og ledelse på kunstakademier.
Lars Bent Petersen har de sidste fem år været rektor på Det Fynske Kunstakademi, hvor han tidligere, fra 1999 til 2006, også var underviser. I perioden 2006-2015 var han studieleder på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, hvor han desuden var prorektor fra 2012 til 2014 og senere konstitueret rektor i 2014. Som kunstner tilhører Bent Petersen den danske 1990er-generation og kan siges at arbejde inden for en postkonceptuel praksis, det sidste årti med hovedvægt på skulptur.
Siden Langkildes fratrædelse har der ellers været bekymring for, om der overhovedet ville være kandidater til jobbet. Eller rettere, om ansøgerne også for alvor begreb jobbets fulde og udfordrende omfang, herunder at kunne tale politikeres såvel som studerendes sprog.
Med Lars Bent Petersen får akademiet en rektor, der ved, hvad han går ind til. Også på et dybere plan, hvor det ikke kun handler om de sager, der de sidste par år har været i offentlighedens søgelys såsom mistillidserklæringen til den forhenværende rektor, diverse krænkelsessager og den såkaldte bustesag. Konklusionerne af den eksterne rapport om skolens interne forhold, der for nyligt blev offentliggjort, vil derfor næppe komme som en overraskelse for ham.
Rapporten, der var bestilt af kulturministeren, fandt ikke belæg for, at de seneste års «identitetspolitiske og sexismerelaterede hændelsesforløb» adskiller sig nævneværdigt fra lignende sager, som man finder på tilsvarende forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Til gengæld konkluderede rapporten, at «Kunstakademiet repræsenterer en udtalt mangel på ledelseskraft og kompetencer til at styre pædagogiske-ideologiske processer». Opsummeret lyder det: «Lidt sat på spidsen befinder Kunstakademiet sig i en situation, hvor det ikke synes at være ’problemerne’ der er problemet – men snarere den måde mange taler om og positionerer sig i forhold til problemerne både internt og eksternt».
For enhver, som har haft bare lidt berøring med skolen, er det oplagt, at det organisatoriske oprydningsarbejde, som rapporten anbefaler, har været tiltrængt i årevis, nærmest lige siden Lars Bent Petersen selv var studerende på stedet. Alt andet lige må det være en fordel, at den nye rektor – så vidt det overhovedet er muligt – forstår dette vildtvoksende, organisatoriske mille plateaux, de indbyrdes relationer mellem skoler, laboratorier, fakultet, råd og nævn.
Spørgsmålet er desuden, om problemerne på Kunstakademiet er større nu, end de altid har været. Det er svært overhovedet at huske en tid, hvor konflikter og forhold på skolen ikke i en eller anden grad har været omdrejningspunkt i kunstscenens samtaler. Måske det nye består i, at man – som i alle andre dele af samfundet i øvrigt – også her er begyndt at tale mere åbent om, hvor skoen trykker, hvad angår magtforhold, diversitet, etc. Altså emner, som siden den første metoo-bølge i 2017 generelt har været på dagsordenen i og uden for Danmark.
Noget tyder dog på, at kriser på de kunstneriske uddannelser har en særlig tiltrækningskraft på medierne. Det er måske det ægte nye. Siden 2018, hvor de første sager på Forfatterskolen og Kunstakademiet kom i mediernes søgelys, er interessen kun vokset – ofte rundet af den blanding af mistro og fascination, der kendetegner et dansk mainstream-syn på kunst. Adskillige avisforsider, nogle gange hele sektioner, har været dedikeret til disse emner. Det samme har i øvrigt været tilfældet med kriser på tilsvarende uddannelser i Norden, i sommer på Kunsthøgskolen i Oslo og aktuelt på Konstfack i Stockholm. Også her har landsdækkende medier, som normalt ikke udviser den store interesse for kunstnerisk uddannelse, dykket ned i de mindste detaljer af institutionernes opbygning og undervisningens udformning. Dermed ikke være sagt, at problemerne ikke findes eller at fx Kunstakademiet ikke har lidt under et «ledelsesvakuum» – som det hedder i rapporten – men medieopmærksomheden er et nyt aspekt, som den nye rektor også skal forholde sig til.
Forhåbentligt kan det blive Lars Bent Petersens fordel, at han altid har interesseret sig for at analysere kunsten i et samfundsmæssigt perspektiv. Det mærker man både i hans egen kunst og i de tekster, han har skrevet over årene, blandt andet for Kunstkritikk. I sin anmeldelse af den store monografi om Stig Brøgger – i øvrigt Bent Petersens egen professor på Kunstakademiet – skrev han i 2019:
«Dengang (1960erne, red.) var det kunsten og kunstnerne, der instrumentaliserede efterkrigstidens samfunds nye teknologiske, økonomiske og filosofiske muligheder, netop ved at skabe en ny kunst, der altid var på højde med det i tiden mulige. I dag er det næsten omvendt. Nu er det kunsten, der er blevet instrumentaliseret – teknologisk, økonomisk, politisk og filosofisk – også af kunsten selv, i en ideologisk kamp om social og økonomisk magt, uanset om man ønsker den eller har den.»
At navigere i forhold til denne kunstens instrumentalisering i et uddannelsesmæssigt regi, er bare en af mange store opgaver, der venter Lars Bent Petersen på Kunstakademiet i København. Man må så bare håbe, at Kulturministeriet har indprentet sig rapportens afsluttende ord: «Det fortsatte udviklingsarbejde forudsætter politisk opbakning og forsikring om, at selv om ’ting tager tid’, er der plads, tid og støtte til det.»
I rapporten bestilt af kulturministeren, som nævnes i artiklen, med titlen ”Rapport om institutionsinterne forhold på Det Danske Kgl. Kunstakademi”, fremhæves i forbindelse med det forløb med institutionsakkreditering, som Kunstakademiet er i gang med:
”Der er en afgrundsdyb modsætning mellem på den ene side Bologna modellens grundlæggende krav om standardiserede kompetenceniveauer og generaliserede krav og rammebetingelser på tværs af alle fagligheder og curriculum forløb, og på den anden side Kunstakademiets erklærede ambition om at tilbyde udvikling af den enkelte studerendes unikke og individuelle kompetencetilvækst udtrykt gennem en ikke-standardiseret skabelse af originale kunstværker”. —–
”Det vil stille store krav til den fremtidige ledelse af akademiet at få enderne til at mødes således, at der tildeles en fuld akkreditering”.
Selvfølgelig er der noget om denne påstand i rapporten, men den overdriver, efter min overbevisning, også modsætningerne og størrelsen på de udfordringer, som den nye ledelse står over for.
I de forklarende tilføjelser til kvalifikationsrammen ”Beskrivelser af bachelor-, kandidat- og mastergrad fra videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner i rammen for videregående grader i Danmark (typebeskrivelser)” gøres netop, med eksempler, opmærksom på de særlige hensyn, der skal tages til de enkelte kunstneriske uddannelser, fordi de også er meget forskellige.
https://ufm.dk/uddannelse/anerkendelse-og-dokumentation/dokumentation/kvalifikationsrammer/andre/dk-videregaaende/tillaeg_kunstneriske_uddannelser_inkl_forstaaelsesdokument.pdf
Det er ret åbenlyst, at Kunstakademiets personale, her og nu, og samlet set, ikke er i stand til ”at få enderne til at mødes”. De nødvendige kompetencer er ikke til stede. Det viser Akkrediteringsrådets afgørelse (oktober 2020).
Den nye ledelses opgave må blive, relativt hurtigt, at få tilvejebragt de nødvendige kompetencer, med henblik på at institutionsakkrediteringen kan lykkes med et positivt resultat inden fristens udløb (oktober 2023). Spørgsmålet må i høj grad blive, hvorledes den nye ledelse har tænkt sig at få opkvalificeret personalet med henblik på også at kunne løse denne opgave.
En væsentlig prioritet fra den nye rektors side må blive at sikre grundlaget for, at de studerende opnår såvel pædagogisk som faglig kvalitet i forbindelse med undervisning, vejledning og evaluering.
I den sammenhæng må det være vigtigt at få etableret en italesættelse af det pædagogiske arbejde og evaluering i bred forstand, hos såvel dem der står med ansvaret for undervisningen, som hos dem der modtager den.
Her kan henvises til ”Billedkunstskolernes politik for uddannelseskvalitet”, bilag 4.1.4 og bilag 4.1.6
En sådan italesættelse forudsætter et elementært begrebsapparat og en tilsvarende forståelse hos de personer, der deltager i processerne. Det er bl.a. begreber og forståelser, der vedrører læreprocesserne og kompetenceudviklingen samt begreber og forståelser, der vedrører rammerne herfor. Ikke mindst de organisatoriske rammer og ledelse, også set i den større institutionelle sammenhæng.
Opgaven bliver ikke mindst at overbevise undervisere og studerende om, at sådanne begrebsanvendelser og forståelser også er relevante som noget, der vedrører dem (at det ikke bare er en slags ”DJØF – agtige” påfund og ”spild af tid”).
Der kan vel kun være en interesse i større åbenhed og gennemsigtighed i form af italesættelse af de opfattelser af undervisning (læring) og kunstfaglighed (kunstsyn), der dominerer på Billedkunstskolerne, som del af en fortløbende undersøgelse af og samtale om den institutionelle praksis?
Man kan også formulerede det som en undersøgelse af den måde, som institutionens studieordninger aktualiseres på.
Fra Akkrediteringsrådets afgørelse (oktober 2020) kan citeres følgende:
”Når det gælder sikringen af den pædagogiske kvalitet, vurderer panelet, at Kunstakademiet ikke bruger de etablerede redskaber herfor i praksis, idet undervisernes selvrefleksioner, de mundtlige undervisningsevalueringer og MUS-samtalerne hverken i deres skabeloner, procedurebeskrivelser eller i den praktiske gennemførelse har systematisk fokus på sikring af pædagogisk kvalitet. (…)”.
En anden væsentlig prioritet må være at forbedre Kunstakademiets arbejde med sikringen af uddannelsernes videngrundlag – noget, der ellers på sigt vil kunne true en lille institutions fremtid som selvstændig institution.
Fra Akkrediteringsrådets afgørelse (oktober 2020) kan citeres følgende:
”Panelet vurderer (…) samlet set, at Kunstakademiet endnu ikke har en tilstrækkeligt velfungerende og systematisk praksis med henblik på at kunne reflektere over og vurdere, hvilke videnaktiviteter der skal prioriteres for at sikre uddannelsernes videngrundlag. (…)”.
Ved sikringen af en sådan praksis på en lille institution er det nødvendigt at inddrage kritiske perspektiver udefra og ikke at forfalde til institutionel selvtilstrækkelighed og selvtilfredshed.