Velkommen på forsiden!

Efter et par turbulente år for Kunstakademiet i København bliver Lars Bent Petersen stedets nye rektor.

Lars Bent Petersen. Foto: Tv2Fyn

Det er kun et par år siden, at den danske kunstscene kunne fejre, at det – for første gang i 30 år – blev en kunstner, Kirsten Langkilde, der satte sig i rektorstolen på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Nu sker det igen med Lars Bent Petersen, som udover at være en central figur på den hjemlige kunstscene, har stor erfaring med undervisning og ledelse på kunstakademier.

Lars Bent Petersen har de sidste fem år været rektor på Det Fynske Kunstakademi, hvor han tidligere, fra 1999 til 2006, også var underviser. I perioden 2006-2015 var han studieleder på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, hvor han desuden var prorektor fra 2012 til 2014 og senere konstitueret rektor i 2014. Som kunstner tilhører Bent Petersen den danske 1990er-generation og kan siges at arbejde inden for en postkonceptuel praksis, det sidste årti med hovedvægt på skulptur.

Siden Langkildes fratrædelse har der ellers været bekymring for, om der overhovedet ville være kandidater til jobbet. Eller rettere, om ansøgerne også for alvor begreb jobbets fulde og udfordrende omfang, herunder at kunne tale politikeres såvel som studerendes sprog.

Med Lars Bent Petersen får akademiet en rektor, der ved, hvad han går ind til. Også på et dybere plan, hvor det ikke kun handler om de sager, der de sidste par år har været i offentlighedens søgelys såsom mistillidserklæringen til den forhenværende rektor, diverse krænkelsessager og den såkaldte bustesag. Konklusionerne af den eksterne rapport om skolens interne forhold, der for nyligt blev offentliggjort, vil derfor næppe komme som en overraskelse for ham.

Rapporten, der var bestilt af kulturministeren, fandt ikke belæg for, at de seneste års «identitetspolitiske og sexismerelaterede hændelsesforløb» adskiller sig nævneværdigt fra lignende sager, som man finder på tilsvarende forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Til gengæld konkluderede rapporten, at «Kunstakademiet repræsenterer en udtalt mangel på ledelseskraft og kompetencer til at styre pædagogiske-ideologiske processer». Opsummeret lyder det: «Lidt sat på spidsen befinder Kunstakademiet sig i en situation, hvor det ikke synes at være ’problemerne’ der er problemet – men snarere den måde mange taler om og positionerer sig i forhold til problemerne både internt og eksternt».

For enhver, som har haft bare lidt berøring med skolen, er det oplagt, at det organisatoriske oprydningsarbejde, som rapporten anbefaler, har været tiltrængt i årevis, nærmest lige siden Lars Bent Petersen selv var studerende på stedet. Alt andet lige må det være en fordel, at den nye rektor – så vidt det overhovedet er muligt – forstår dette vildtvoksende, organisatoriske mille plateaux, de indbyrdes relationer mellem skoler, laboratorier, fakultet, råd og nævn.

Spørgsmålet er desuden, om problemerne på Kunstakademiet er større nu, end de altid har været. Det er svært overhovedet at huske en tid, hvor konflikter og forhold på skolen ikke i en eller anden grad har været omdrejningspunkt i kunstscenens samtaler. Måske det nye består i, at man – som i alle andre dele af samfundet i øvrigt – også her er begyndt at tale mere åbent om, hvor skoen trykker, hvad angår magtforhold, diversitet, etc. Altså emner, som siden den første metoo-bølge i 2017 generelt har været på dagsordenen i og uden for Danmark.

Noget tyder dog på, at kriser på de kunstneriske uddannelser har en særlig tiltrækningskraft på medierne. Det er måske det ægte nye. Siden 2018, hvor de første sager på Forfatterskolen og Kunstakademiet kom i mediernes søgelys, er interessen kun vokset – ofte rundet af den blanding af mistro og fascination, der kendetegner et dansk mainstream-syn på kunst. Adskillige avisforsider, nogle gange hele sektioner, har været dedikeret til disse emner. Det samme har i øvrigt været tilfældet med kriser på tilsvarende uddannelser i Norden, i sommer på Kunsthøgskolen i Oslo og aktuelt på Konstfack i Stockholm. Også her har landsdækkende medier, som normalt ikke udviser den store interesse for kunstnerisk uddannelse, dykket ned i de mindste detaljer af institutionernes opbygning og undervisningens udformning. Dermed ikke være sagt, at problemerne ikke findes eller at fx Kunstakademiet ikke har lidt under et «ledelsesvakuum» – som det hedder i rapporten – men medieopmærksomheden er et nyt aspekt, som den nye rektor også skal forholde sig til.

Forhåbentligt kan det blive Lars Bent Petersens fordel, at han altid har interesseret sig for at analysere kunsten i et samfundsmæssigt perspektiv. Det mærker man både i hans egen kunst og i de tekster, han har skrevet over årene, blandt andet for Kunstkritikk. I sin anmeldelse af den store monografi om Stig Brøgger – i øvrigt Bent Petersens egen professor på Kunstakademiet – skrev han i 2019:

«Dengang (1960erne, red.) var det kunsten og kunstnerne, der instrumentaliserede efterkrigstidens samfunds nye teknologiske, økonomiske og filosofiske muligheder, netop ved at skabe en ny kunst, der altid var på højde med det i tiden mulige. I dag er det næsten omvendt. Nu er det kunsten, der er blevet instrumentaliseret – teknologisk, økonomisk, politisk og filosofisk – også af kunsten selv, i en ideologisk kamp om social og økonomisk magt, uanset om man ønsker den eller har den.» 

At navigere i forhold til denne kunstens instrumentalisering i et uddannelsesmæssigt regi, er bare en af mange store opgaver, der venter Lars Bent Petersen på Kunstakademiet i København. Man må så bare håbe, at Kulturministeriet har indprentet sig rapportens afsluttende ord: «Det fortsatte udviklingsarbejde forudsætter politisk opbakning og forsikring om, at selv om ’ting tager tid’, er der plads, tid og støtte til det.»

Lars Bent Petersen, På sporet af den tabte humanisme (tyrker, jøde, punker, arbejder, pensionist), 2007. Jesmonite, oliemaling, minaturefigurer.

Comments (2)