Filmen knækker aldrig

Angharad Williams’ tavse filmstribe skærer igennem Simians mørke rum som en lysende antitese til tidens konstante plapren.

Angharad Williams, Solo performance, 2025. Aluminium, plastik, LED, Ektachrome film. Foto: Brian Kure / GRAYSC.

Simian åbner kalenderåret med udstillingen The Bottom Dogs II af den walisiske kunstner Angharad Williams, som er bosat i Berlin, hvor hun blandt andet driver udstillingsstedet The Wig i Mitte. Jeg har læst invitationen et par gange, men bliver alligevel overrasket over at se det iøjnefaldende værk Solo performance (2025) midt i Simians store rum. Jeg havde forstået, jeg skulle se film, og det skal jeg sådan set også, men i dag er det i et udvidet, eller skulle jeg sige udrullet, format.

Kælderen er henlagt i mørke. En enkelt, lysende frise af 35 millimeter-positivfilm, der er oplyst bagfra, løber rundt om et stort aflukket rum, der næsten fylder hele lokalet. 55 meter film uden afbrydelser. Jeg er stor fan af koncentreret lys, så jeg søger mod de oplyste strimler som en hveps i bageriet. Man skal helt tæt på filmrullerne for at se, hvad billedet viser. Alle de frames, jeg kan se, lader til at være ens; et close-up af kunstnerens ansigt, to øjne og det øverste af en næse. Der er en mild desperation i det, man kan ane af blikket. Et par skridt videre og billedet ændrer sig en smule. Omme på den anden side er det tydeligt, at Williams er i gang med at sige noget, billedet er fokuseret på læber, der antager skiftende former, ansigtet varierer en smule fra billede til billede. Jeg prøver at tyde talen, men jeg er ikke specialagent og lykkedes ikke med det.

Angharad Williams, Solo performance, 2025. Aluminium, plastik, LED, Ektachrome film. Foto: Brian Kure / GRAYSC.

Jeg prøver at tage ruten rundt i forskelligt tempo og det skaber lidt bevægelse i billederne. Instinktivt leder jeg efter en dør, et sted at komme ind i det store rum bagved filmen. Med ansigtet helt oppe i den lysende celluloid bliver jeg svimmel og glad; glad fordi jeg forstår, at det er en film, jeg på en måde selv får lov til at gøre færdig. Så er det jo godt, at også jeg har en lille filmskaber gemt et sted inde i mig, så jeg siger da ’ja tak’ til jobbet.

Jeg tror filmens dialog handler om at betale for dyr terapi, hvor man alligevel sidder og lyver, fordi vi ikke længere kan skelne mellem, hvordan vi har det, og dem vi gerne vil være. Eller måske er det en audition til en sangkonkurrence med walisiske popsange. Fantasien sætter grænser, men værkets uendelige loop inviterer til at slippe den fabulerende underbevidsthed løs. Solo Performance er blottet for plot, der er kun den luksuriøse kontrast mellem det gigantiske rum, jeg står i, og det blot 35 millimeter tynde, lysende værk. Mellem den voldsomme stilhed i rummet og den stumme monolog på filmstriben. Hvor overdrevet skønt er det, at man for engang skyld ikke kan høre nogen snakke? Der er ingen ord udover stemmen i dit hoved. Solo performance.

«Plottet er jo alligevel elendigt» – som en begejstret kvinde sagde på dansegulvet forleden nat, efter vi alle havde overværet en eksklusiv opførsel af Iliaden opført af klubkongerne Simon og Simon (med venner) på deres klub Søpavillonen i det centrale København. Plottet, hun omtalte, var Iliadens, men hendes ord sagde lige så meget om oldtidens store fortælling som om verden udenfor natpaladset. Vi lever i de dårlige plots tidsalder. Oldtidens tragedie eller Vestens moralske fallit, samme side af samme forlorne mønt; magt, sex og evig ungdom i nye kapitalistiske former. Natklubben tilbyder en flugt, et sted, hvor virkeligheden omkodes akkurat nok til, at man for en stund glemmer de ægte tragedier.

Der er selvfølgelig hverken tung bas eller Belvedere på Simian i dag, men Williams’ værk kan være en passage mod ufortalte og mystiske erkendelser i en virkelighed udenfor, der netop er satureret af fortælling og snak. Alting bliver fortalt og det er live og det er breaking news, og det er desperat, som en stilforvirret film, der har skiftet producer for mange gange. En følelse af at konsumere så mange groteske plots, at man hos mange priviligerede nærmest kan diagnosticere en slags world fatigue; eller i hvert fald en udmattelse over medieringen af verdens tilstande. Som en lidt tandløs udgave af Adam Curtis’ Oh Dearism, hvor vi kun kan sige «ej skat!» som reaktion på politisk ekstremitet – og så har vi jo bidraget lidt.

The Bottom Dogs II er som et enkelt udråbsord (det kunne være ’cut!’), og helt i tråd med nogle af Simians tidligere udstillinger af fx Ghislaine Leung og Nina Canell, der også var så konceptuelt knugende, at de kunne få selv den hårdeste rindalist til at savle i stedet for at sable. Angharad Williams’ stramme greb er køligt som en arktisk vinter, men celluloiden skaber en varme, vi kender og som får smilet frem, dersom man vandrer rundt om blokken på jagt efter de tabte ord. Udstillingen er som en lille halv time hos terapeuten, hvor man selv kan rable løs, rense sig for mismod og bitter galde, og derefter drage glad og initiativrig tilbage ud i verden med laserfokus og krydsede fingre.

Angharad Williams, Solo performance, 2025. Aluminium, plastik, LED, Ektachrome film. Foto: Brian Kure / GRAYSC.