Der er noget tegneserie over Cecilie Norgaards første institutionelle soloudstilling på Overgaden. Ikke alene over de små, animerede blyanter, der i flere malerier hopper rundt og arbejder på, ja, maleriet, men især over den måde, figurer og motiver springer fra det ene lærred til det næste og ligger nye lag til det ret særegne maleriske univers. Betydningen opstår så at sige i mellemrummene – eller i de hvide bjælker mellem scenerne, hvis vi skal blive i tegneseriens verden.
Cecilie Norgaard er uddannet fra Akademie der bildenden Künste i Wien i 2021 og har en enkelt soloudstilling i København bag sig, nemlig på Mateo Cantarella. Emotionally Invested vil derfor være mange danskeres første møde med Norgaard, og det er et ret veltilrettelagt et af slagsen.
Udstillingen åbner med to oliemalerier, der på sin vis dårligt kunne være mere forskellige. De tegner yderpolerne i Norgaards praksis op, men de har samtidig et klart motivisk mellemværende med hinanden. Det ene, Immergrün (alle er fra 2025), har et klassisk perspektiv, et relativt generisk landskab i mørke, ulmende og mættede farver. I forgrunden forulykker en grøn lastbil, hvis anhænger er fyldt med personbiler, der flyver til alle sider og lander på asfalten som farveklatter i forskellige grader af opløsning. Det andet, Small Medium Large, er fladeorienteret, og her finder vi seks lastbiler med farvede, kvadratiske containere ovenover hinanden. Ned over det flade billede daler bogstaver, en rebus, der måske danner værkets titel, hvis man sætter dem rigtigt sammen.
Der er noget lidt klichéfyldt i at sige, at et maleri er en beholder – eller container, om man vil – for betydning. Alligevel er det lidt dét, der er på spil i Norgaards to malerier, og alligevel går de så langt ind i undersøgelsen, at det bliver interessant. Det er grundlæggende sjovt at forestille sig, hvordan udstillingens lærreder måske er blevet transporteret i samme slags container, hvordan malerklatten kan blive til en bil på lærredet, og hvordan samme bil kan køre galt og opløse sig til malerklatter igen. Hvordan gods både kan være konkret og abstrakt indhold, nogle gange – som i containeren med maleriet af containeren inden i sig – endda på samme tid. Og en fin semiotisk pointe i, at billedets mindsteelement, altså det, der ville svare til bogstavet i lingvistikken, er en flydende størrelse: Det kan være klat eller en farvet kasse, som kan sættes sammen med andre elementer og danne en betydning, svarende til ordets relation til bogstavet.
Herfra kan man bevæge sig gennem den relativt lille udstilling på 11 værker fra to sider, med eller imod uret. Fra den ene side møder vi et værk med netop en urskive, fra den anden et værk med en malerpalette; to motiver, der i komposition og farveholdning spejler hinanden.
Værket med urskiven hedder meget passende Zeitgenössische Arbeit, og her finder vi seks små, animerede blyanter, der er travlt beskæftiget med at skubbe urets visere rundt. Nogle har faste konturer, mens andre er mere transparente og deres farve diffunderer ligesom ud af deres kroppe som en aura, der tilsyneladende skaber billedet, mens vi ser på det. Altså endnu et maleri, der handler om maleri, men som også åbner døren på klem til en samtale om det kunstneriske arbejde, om tidspres, økonomi og cirkulation.
Jeg forstår udstillingens titel, Emotionally Invested, lidt i samme ånd. Her er et sammenstød mellem noget, der handler om investering, økonomi og logistik og noget blødere, som er vanskeligere at sætte på formel. Imellem en konkret samtale om kunstens rammer – selve det, at det sådan set er et arbejde – og en mere fabulerende undersøgelse af, hvad det arbejde går ud på. Længere inde i den cirkulære udstilling finder vi eksempelvis flere værker med sparegrise, henholdsvis som en ophobning af ens objekter og som en beholder for endnu en sparegris. Man smiler lidt genkendende til det sidste: Også skribenter oplever, at når man slår hul på sin sparegris, så indeholder den blot endnu et løfte om, at der måske er en velfungerende økonomi derinde et sted. Man kender den cirkulære økonomi, der synes hele tiden at køre i ring, og måske også den mere abstrakte fornemmelse af, at det ene arbejde åbner for det næste, sådan som det ene motiv synes at bane vejen til et nyt maleri hos Norgaard.
Som sådan er der noget flydende og lidt flygtigt over hele Norgaards univers. Malerklatter kan blive til biler, som kan blive til maleriklatter, som kan være en slags bogstaver, der kan danne et ord. En palette kan blive en urskive, som kan blive et maleri, der kan vise os, hvordan tiden former arbejdet, som former værket. Vi finder også et maleri med en prik-til-prik tegning over motivet, som om det inviterer os til selv at færdiggøre billedet. I et andet værk danner en flok tegneserieagtige farveblyanter rammen om et næste abstrakt maleri i flere lag, der fortsætter ind i baggrunden. Det hele er i opløsning, tilblivelse og forandring på én og samme tid.
Maleri om maleri kan ind imellem være en kedsommelig affære, men sådan er det ikke hos Cecilie Norgaard. Måske er det den nærmest performative installering, der spejler værkernes ofte lidt stive, kontekstløse scener, som fungerer så godt? Eller den lidt absurde cirkulære bevægelse, der binder form og indhold sammen i så løs en sløjfe, at den hele tiden synes at kunne glide fra hinanden igen? Værkernes evne til at pege på hinanden, fordoble og forløse hinandens pointer og potentialer? Eller udstillingens helt tydelige logik, der er mere sensitiv og malerisk end den er sproglig og narrativ?
Der er virkelig meget at komme efter, her mellem containere og beholdere, farveblyanter og farveklatter, acceleration og trafikuheld. Man bliver ligesom ikke færdig med udstillingen, den holder os fast midt i al sin flydende cirkularitet.
