Vi var mange, der havde taget turen fra København til Aarhus for at være med til åbningen af kæmpeudstillingen Cool, Calm and Collected på Aros. Med værker af 47 kunstnere fra den etablerede danske kunstscene må det siges at være den største markering af dansk samtidskunst i nyere tid – og «på høje tid», som direktør Erlend Høyersten, indledte sin velkomsttale i den godt fyldte foyer.
Høyersten, som har kurateret udstillingen sammen med museumsinspektør Maria Kappel Blegvad, hævder, at et «æstetisk stramt og køligt formsprog» har præget dansk samtidskunst de sidste 15 år. Udstillingen er derfor tænkt som et sammendrag af stringente, formbevidste værker fra kanoniserede giganter som Danh Vo, Elmgreen & Dragset, Jesper Just og Olafur Eliasson til yngre men velrenommerede kunstnere som Alexander Tovborg, Lea Guldditte Hestelund og Nanna Abell.
Med 30 års aldersforskel på ældste og yngste kunstner begrænser det sig ikke til en generationsudstilling. «Cool æstetik» må også siges at være et vidt begreb og næppe nogen specifik dansk samtidskunstnerisk tendens – men måske er der, som kurator Toke Lykkeberg skriver i en af katalogteksterne, en arv fra den vægtige designtradition hertillands, som kunstnerne «må konfrontere».
Det er der i hvert tilfælde et par håndgribelige eksempler på i udstillingen. Blandt andet finder man Superflex’ Copy right (2006) – en Ikea-stol skåret til med en stiksav, så den ligner Arne Jacobsens ikoniske Myren, samt Pernille Kapper Williams’ Matter upon Matter (2008), der består af to muselmalede porcelænsskåle fra Royal Copenhagen sirligt placeret oven på hinanden. Også Simon Dybbroe Møllers hyperrealistiske installationsværk Lettuce (2015) har et mellemværende med det minimalistiske designkøkken i en klinisk fremmedgørende hverdagsscenografi.
I langt de fleste af værkerne spores den omtalte æstetiserende tendens dog mere abstrakt som et behersket, sanseligt appellerende og konceptuelt formsprog såsom de blanke, forførende overflader i Jeppe Heins Blue mirror balloon (2017), der hænger strandet i sin himmelflugt under loftet; Danh Vos modernistisk-udseende bronzebrudstykker fra det monumentale værkkorpus We the people (2013) og Ruth Campaus meditative vægmaleri, Blue Absorption (Landscape) (2017), der med grove, vertikale kostestrøg i den blå akryl blotter spejllaget nedenunder, for blot at nævne nogle.
Sidste gang der blev gjort et større nedslag i dansk samtidskunst var på den såkaldte Louisianaudstillingen i 1997, som egentlig var tænkt som en tilbagevendende platform for den mest aktuelle regionale samtidskunst a la Whitney-biennalen og British Art Show. Flere af dem, som var med dengang, er også med på Aros; Tal R, Superflex, Jacob Kolding, Peter Land, Jens Haaning, Olafur Eliasson og Elmgreen & Dragset. Men hvor 90ernes strømninger sprang ud af især de yngre kunstnere, som arbejdede konceptuelt og relationelt æstetisk, såsom Superflex, Henrik Plenge Jakobsen, Jonas Maria Schul og Nikolaj Recke, er tendensen her på forhånd givet som «cool, calm and collected» – hvilket i grunden meget godt illustrerer de sidste 20 års udviklinger på den kuratoriske front i retning af det mere prædefinerende og tematiserende.
Problemet er bare, at selvom der er masser af veloplagte eksempler på superæstetiserede og gode værker – som det er ren fryd at opleve i det aarhusianske museums rumlige underetage – så siger udstillingen ikke meget om, hvad dansk samtidskunst er i starten af det 21. århundrede. Selv hvis man godtager ideen om «cool æstetik» som et paraplybegreb for udstillingen, har de mange værker så lidt tilfælles, at det er svært at få øje på nogle egentlige linjer i sammensuriummet. Det er synd, når det rent faktisk er nogle af de fremmeste kunstnere herhjemme ud i flere af tidens varme discipliner som «new materialism» (Lea Porsager), det antropocæne (Tue Greenfort) og det postkoloniale (Jeanette Ehlers og Nanna Debois Buhl) – men det er ikke disse fortællinger, der manes frem i udstillingen.
Hertil kommer, at værkerne er placerede i en formmæssig dialog med hinanden, der tenderer at blive så banal, at den lukker for muligheden for at opleve udstillingen som andet og mere end æstetik.
Eksempelvis har man iscenesat en «samtale» om det fragmenterede og om collage- og mønsterarbejde mellem værker af Jakob Kolding, Mette Winckelmann, Kirstine Roepstorff, Sergej Jensen, Danh Vo og Nina Beier & Simon Dybbroe Møller. Det skaber unægteligt en sammenhængskraft i de store rum, men man glider også let og relativt upåvirket igennem, når værkernes poetiske og kritiske indhold reduceres til flader og figurer. Så fungerer det bedre med de værker, der har fået lov at stå for sig selv, såsom Christian Falsnaes’ supersensuelle performanceinstallation Justified Beliefs (2014). Her udfordres publikum, udstyret med hovedtelefoner, på deres kropslige og emotionelle grænseland ved at blive beordret til at danse inderligt, blive vred på en fremmed, huje og klappe af sig selv for til sidst – hvis man leger med så længe altså – at afklæde sig alt sit tøj. Det er en kæk personlighedstest af mennesket i den selvudstillende tidsalder – og det er coolfaktor max.
De enkelte steder, hvor «indholdet» alligevel får lov at træde frem, viser udstillingen sig fra sine bedst fungerende sider – som i rummet med værker af Lea Porsager, Alexander Tovborg og Troels Sandegård & Ebbe Stub Wittrup. Her er Porsagers massive elementstøtter af jern spændt ud over Sandegård & Wittrups minimalistiske betonblokke med forskellige hverdagsobjekter støbt ind i sig. På væggen hænger Tovborgs stemningsfulde eventyrtavler i blød kontrast. Det er der kommet et smukt åndeligt, mytisk og kosmisk bestrålet møde ud af.
Andre steder underminerer den kuratoriske logik sig selv med værker, hvis berettigelse i udstillingen ikke giver sig selv – eksempelvis malerierne af Tal R og John Kørner med farvefyldige, løsslupne billedverdener som antitesen til det kølige og det stramme.
Tilbage står man med en forvirrende udstillingsoplevelse. Cool, Calm and Collected samler mange vægtige og væsentlige kunstnere fra den danske kunstscene, men det kuratoriske koncept udvander undervejs sig selv i et langarmet favntag om både oplagte men også tilfældige og ligefrem malplacerede værker. Derfor overbeviser udstillingen ikke helt som markering af en særskilt cool tendens i dansk samtidskunst efter årtusindeskiftet. Heller ikke selvom det hele smøres godt med coolfaktor i et gennemarbejdet udstillingsdesign.