Artige omstyrtninger

Det er vanskeligt at komme i tanker om oplyste samfundsinstitutioner, der er tungere ladet med arven efter patriarkatet end et universitetsbibliotek. Jeg prøver faktisk, jeg tænker på hospitaler og parlamenter og banker, jeg tænker på sport og industri, men bilder mig ind, at ligestillingsviljen og -kampen trods alt har manifesteret sig tydeligere alle de steder. Universitetsbiblioteket forekommer – også i dag – at være krystalliseringen af patriarkalsk gatekeeping-tradition: tilegnelsen af akademisk viden var alt, alt for længe kun forbeholdt mænd og svært er det ikke at gætte, hvem der har skrevet deres lærebøger.

Også af den grund er et dunkelt universitetsbibliotek, med dets palisanderagtige prægtighed og pergamentfarvede luft, helt oplagt som ramme om en udstilling af intersektionelt tilsnit. I anledning af 150-året for ophævelsen af Københavns Universitets kvindeforbud har tre kuratorer arrangeret en interventionslignende præsentation af 13 kunstneres 12 værker, der alle forholder sig til hvide mænds historiske magtfuldkommenhed i også den akademiske verden. Mere specifikt er kunstnerne blevet inviteret til at gå i rette med universitets samling af portrætbuster. En samling hvis kønsbalance siger sig selv, og med titlen «Recast» siger det stort set også sig selv, hvad udstillingsprojektet efterstræber: «at skabe andre og nye forestillinger om forskning og vidensdeling».

I årtier og med skiftende ideologiske fortegn har udfordring af patriarkalske monumenttraditioner været sin egen kulturkamp og kunstneriske strategi, og siden Frederik V blev smidt i Københavns havn af en gruppe kunststuderende i 2020 har særligt gipsbusten – i hvert fald lokalt – været skydeskive for feministisk og dekolonial kritik. Som letafkodeligt og -kritiserbart patriarkatemblem er det en oplagt genstand for akademisk granskning, og måske af den grund føles Recast lidt mere som et stykke universitetsarbejde end en udstilling. En slags materialiseret afhandling. Og det behøver ikke at være en dårlig ting, særligt ikke konteksten taget i betragtning: det klæde de sakrale biblioteksnicher at blive gennemboret af noget andet end bøger og ro.

Hver kunstner har fået en niche at arbejde i, og hvorfor en lidt velopdragen bogstavelighed præger så mange af dem er ikke til at vide, men noget højdidaktisk er i hvert fald på færde.

Som hos benandsebatian, en dansk-britisk kunstnerduo, hvis grundigt udførte bidrag er et udvalg af bedagede kloge hoveder, arrangeret som en slags tribunal i installationen Public Bust Retirement Index: rækker af gipsbuster fra universitets samling badet i neongrønt lys, alle er de spændt fast bag sikkerhedsselelignende kryds for brystet og alle scorer de topkarakter på kunstnernes selvopfundne indeks over pensionsparathed. Slut med dette kridhvide overherredømme.

Jeannette Ehlers går også ganske bogstaveligt til værks, hun har indsamlet en enorm mængde afklippet hår fra afrospecialiserede saloner, buret det inde bag en glasplade, og stillet en tom sokkel i midten. På to bukkede A4-ark står der «Don’t touch my hair» og således er referencerne til Solange Knowles og Walter de Marias Earth Room mere end iøjnefaldende. Henholdsvis Solanges legendariske kampskrift i popform og de Marias kanoniserede Land Art-værk, den sorte kvindes selvfølgelige ret til autonomi og den hvide kunstners ubegrænsede potens, møder hinanden omkring en piedestal uden indhold. Det er ikke upoetisk, hårhavet er smukt og smerteligt, men meget efterlades der ikke til egen tænkning.

Det samme kan man sige om Lea Guldditte Hestelunds graviditetsskulptur: et valnøddetræsbord, hvis slebne kostbarhed har noget 2010’er-showroom over sig. Fra bordpladen maser to bryster og en gravid mave sig op, og hvis man tænker at det er en kommentar til sådan en krops historiske fravær i de akademiske rum og samtidig en symbolsk og bogstavelig insisteren på sådan en krops plads og værdien af dens arbejde, ja, så tænker man rigtigt.

Forventningen til kunstværker om flertydighed er selvfølgelig et subjektivt anliggende, men for mig at se ofres noget af det, der gør billedkunst særligt, når den tager sig så enstrenget ud. En følelse af at lidt af det sande og vigtige, lidt af skønheden i den kunstneriske gestus, kompromitteres, når der ikke rigtig er noget at undre sig over. Jeg tror, at hjertet og tanken udvider sig af at måtte bevæge sig ud på kanten af det allerede erfarede, derud hvor enkle svar ikke findes – og der er brug for at hjertet og tanken virkelig udvider sig, hvis patriarkatet virkelig skal afmonteres. Hvilket det skal.

Og selvfølgelig er alt ikke begribeligt og formularisk herinde. Selve biblioteksrummet er allerede mættet med mange århundreders og mange sprogs ånd, og ned gennem nicherne under det hvælvede loft tager omstøbningerne sig også ud som mere slørede spor af gentænkning.

Jóhan Martin Christiansen har slynget lille en kaskade af gips og pigment og hår ud på sit stykke gulv, en slags forulykket buste eller dens forstadie, sådan en knaldet sammensætning af skulpturelementer, der helt passende forstyrrer reolernes stringens og et færdigstøbt hoveds alvor. Og med noget der ligner en tvivlsom seng, et pinefuldt leje af reb og knuder og stål og ukomfortable mellemrum har Lea Porsager indrettet en slags klinisk soveværelse, et sted hvis lave intimitet står i akut modsætning til intellektets højpandede haller. En hvilende eller nydende krop overfor tilknappede, studentikose panderynker og samtidig en atmosfære af dissektion eller kirurgi, at noget højst ukendt skal under en muligvis uønsket lup (det kunne jo være den cunt som værkets titel, Cunt-Splice Cot, hentyder til). «DO NOT TOUCH» står der blandt andet på sengerammen. Jeg tænker på reb og knuder som både fetish- og overgrebsredskab.

At fylde Ida Kvetnys VR-inficerede animationseksplosioner ind i den her sammenhæng er en anden slags gåde. Hendes ubeherskede trang til QR-koder og digitalt genererede genstande føles unødvendig – og selvom folk jo må gøre hvad de vil, vil jeg mene det er på tide, at kunsten (det vil nok i praksis sige de kuraterende institutioner) kommer videre fra sin falden i svime over 3D-printeren og AI-mulighederne og det pseudo-gakkede, såkaldt intuitive output, som maskinerne og algoritmerne kan lave for os. Computer er det modsatte af intuition, og for mig at se, er der intet subversivt potentiale i at fodre bots og AI-generatorer med netop det måske sidste menneskehelle i en tøjlesløs digitalisme: følelserne.

Ved siden af Kvetnys følelsesforladte robotmusik hersker noget tavst og farveløst, hvor Henriette Heise og Anne Mette Schultz sammen har installeret et proto-klasselokale. Ude i virkeligheden har begge kunstnere også undervist på kunstskoler, men den her skole er tom og afspærret, ingen mennesker i Schultz’ stole, ingenting i Heises skrivebordsskuffe. En tømt skuffe kan være et mulighedsrum eller en resignation, ligesom vaklende stole kan blive et sammenbrud eller et interimistisk tilbud om nye pladser, flere pladser. Det er ikke et konventionelt læringsrum, det er til nogen der ikke har været velkomne eller nogen der ikke er kommet endnu. Som fællesværk har Heise og Schultz flettet et net, der hænger foran den lille skolestue og ligner et hegn, så det enkle og besværlige spørgsmål igen melder sig: er hegnet mest en afskærmning mod nogen udenfor eller en beskyttelse af nogen indenfor?

Der er mange gode spørgsmål i Recast, også selvom visse bliver en anelse tidsåndsartige; hvem bør vi gøre til monumenter, er det ikke yt kun at hylde døde hvide mænd, må andre stemmer ikke komme til orde? For naturligvis skal hvide patriarkater udfordres og elimineres sønder og sammen. Men jeg tror elimineringen effektiviseres, hvis de omstøbende tanker og udtryk får lov at strække sig lidt længere ud i periferien af konsensus end efterhånden veletablerede affektteoretiske diskurser. Når vi stiller velkendte spørgsmål, får vi velkendte svar.

På den anden side er bogstavelighed måske på sin plads i lige præcis dette projekt, et bibliotek er trods alt bogstavernes sted, og som kunstnerisk udpakning af et indlysende nødvendigt opgør med status quo er udstillingen gavmild og grundig. Det er en dejlig ting at stene rundt inde i skyggerne, tage sig god tid og kigge efter. Og så det er værd at se det her bibliotek, et hus der på en gang ligner udelukkelse og hemmeligheder, noget mørkt fra en fortid vi skal blive ved med at huske, skamme os lidt eller meget over og med alle midler forsøge at gøre til en lysere, bredere fremtid.