Løvfald

Valgflæsk, øregas, udjokkede klipklappere og en flot drop-out-kunstner. Det danske kunstefterår har det vildt.

Lee Lozano, uden titel, 1961. Farvekridt på papir, 41.8 x 34.8 cm © The Estate of Lee Lozano. Courtesy Hauser & Wirth. Foto Thomas Barratt.

En af de sidste varme sommeraftener var jeg til en ret fortryllende fødselsdagsfest i en have med bugnende figen- og pæretræer. Vi var ikke langt inde i forretten før min bordherre, en altid årvågen kunstner, kom med en overraskende prognose for det folketingsvalg, som alle venter på, at statsministeren snart udskriver.

«Valgkampen kommer til at handle om kunst», sagde han. Og uddybede – til mit angiveligt skeptiske ansigtsudtryk – «billedkunsten er jo en foræring til et valg, der står til at blive vundet af den, der kan distancere sig mest fra ’de københavnske saloner’».

Udtrykket er ikke hans, men lanceret af det nye højrepopulistiske parti Danmarksdemokraterne (jeps, kære svenske læsere, med forbillede i jeres Sverigedemokraterna). Pludselig kunne jeg godt se det. De sidste par år har billedkunsten vist sig – med dens hurtigt (fejl)aflæste visualitet – at være den perfekte illustration af værdikampe af enhver slags.

Men alligevel, får vi virkelig et billedkunstvalg? Det ved vi snart. I mellemtiden modtager min øresnegl flere informationer om besynderlige historier fra kunstverdenen, som forfølges af store medier med nidkært inkriminerende vinkler. Det er som om, man leder efter en ny buste-sag eller et bad girl-frækt oprør på Kunstakademiet. Og jeg har utrolig lyst til at dele nogle af disse gakkede ’graversager’, men har også set for meget hovedløs kulturjournalistik sætte ild til sig selv og alle os andre med selv det vådeste brænde, så jeg tier og håber det bedste.

Imens har kunstnere og godtfolk børstet sommerfuglestøvet af skuldrene og retter blikket mod sagen selv. Sæsonen blev som vanligt skudt igang med de københavnske kunstmesser Chart og Enter og diverse ’collateral events’, som det hedder med biennalelingo, deriblandt Charts nye lovende koncept, en udstilling i Tivoli med 15 udendørsværker, der kan opleves resten af måneden i verdens ældste forlystelseshave.

Sæsonens første institutionsfernisering var Den Frie Udstillingbygnings En anden surrealisme, Anna Weile Kjærs gruppeudstilling, som allerede ser ud til at være en af efterårets højdepunkter og en kommende reference for alle mulige tiltrængte samtaler om den kuraterede udstilling. Fortsættelse følger.

Det er sjovt med surrealisme. Det passer åbenbart godt i tiden, og har allerede været i vælten i nogle år med vægtige præsentationer på mange store internationale institutioner, senest på årets Venedigbiennale, hvis udstillingstitel, Milk of Dreams, er taget fra titlen på en børnebog af Leonora Carrington. I næste uge åbner Arken en retrospektiv af Carrington, en central figur i den internationale surrealismens inderkreds, og en avantgarde-kunstner, hvor låget virkelig er poppet af på en stadig ret forfriskende måde. Dette er i øvrigt første udstilling under Arkens nye direktør, Marie Nipper, men endnu ikke en del af hendes programlægning.

Flere af de andre store museer går også i avantgarde-sporet. ARoS i Aarhus byder på den hidtil største præsentation af Franciska Clausen (1899-1986), som var dansk født men opholdt sig i lange perioder i 20erne og 30ernes europæiske kunstmetropoler, mens Louisiana viser Det kolde øje, der handler Neue Sachlichkeit-bevægelsen og 1920ernes tyske kunst- og kulturliv (arrangeret i samarbejde med Centre Pompidou). Omtrent samtidig viser Statens Museum for Kunst (i samarbejde med MoMA, New York) en Matisse-udstilling centreret omkring det i grunden helt vildt underlige maleri Det røde atelier fra 1911, et nøgleværk i europæisk modernisme.

Installation view, Nanna Abell, Psychodile, Vestjyllands Kunstpavillon, Videbæk, 2022. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen.

Hvad avantgarde-bevægelserne er for museerne, er det samfundsanalytiske perspektiv for en kunsthal som Charlottenborg, der om kort tid åbner gruppeudstillingen Post-Capital – Art and Economics of the Digital Age, som tager afsæt i «det iboende paradoks ved at have et kapitalistisk system, der både er afhængigt og truet af teknologiske fremskridt». Kunstnerne tæller eksempelvis Simon Denny, Katja Novitskova og Oliver Laric, mens den tilhørende reader har bidrag af blandt andre Hito Steyerl, McKenzie Wark og Shoshana Zuboff.

Så er det mere uigennemskueligt, hvad der foregår på Gl. Strand, som konstant vrider programmet, så man aldrig helt ved, hvor vi er på vej hen – dog ofte ret forfriskende. Fra sidste sæson med de grafiske design-koryfæer M/M (Paris) og et scoop af en udstilling med Zanele Muholi byder den gamle kunstforening på den radikale 1960er-kunstner Lee Lozano, hvis radikale ouevre blev skabt over kun et årti, inden hun i 1972 droppede helt ud, af kunsten og New York City. Det er en udstilling, jeg virkelig ser frem til og heller ikke havde ventet på dansk grund.

Fra Gl. Strand kan man vinke over kanalen til Thorvaldsens Museum, som har gang i et mindst lige så overraskende navn med den irsk-fødte, formelle 80er-skulptør Sean Scully. Allerede over sommeren blev tre monumentale søjleskulpturer i egetræ beamet ned på pladsen foran Bindesbølls flotte museum – ifølge Scully en reference til den store flåde af træskibe i Københavns Havn, der bød Bertel Thorvaldsen velkommen, da den berømte billedhugger vendte hjem fra Italien i 1838. Kunsten i det offentlige rum kommer i mange afskygninger og ad mange veje og vildveje. Måske Scullys kolosser er et studie værd for det nye post-graduate-program i monumental og bygningsintegreret kunst, som Det Fynske Kunstakademi netop har optaget de første studerende til og som ledes af kunstneren Marie Lund.

Flere jobs til kunstnere er en god ting, især i en tid, hvor politikerne har et evigt øje på kunstnernes beskæftigelsesforhold og holder akademierne op på det. Her tæller Søren Taaning godt med i statistikken. Den sidste årrække har Taaning ledet Dansk Talentakademi i Holstebro, han er medgrundlægger af natur- og kunstparken Deep Forest Art Land (tidligere Skovsnogen) og i disse dage indtager han rektorsædet på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Det er et skrøbeligt tidspunkt for akademiet, der står midt i at flytte til helt nyopførte bygninger. Af pressemeddelelsen, der annoncerede den nye rektor, fremgik det, at Taaning vil samarbejde endnu tættere med omverdenen og vægte akademiets synlighed i byen. Det plejer at være en god strategi for de mindre akademier, som er svært afhængige af kommunens velvillighed. 

Tora Schultz, Wiper, 2022. Print på aluminum, 79 x 125 cm. Installation view, Tora Schultz, Dirty, Palace Enterprise, København, 2022. Foto: Jan Søndergaard.

Jeg har tidligere applauderet det høje niveau i Vestjyllands Kunstpavillon i den lille by Videbæk, og programmet er ikke blevet mindre interessant under Paola Paleari og Anne Zychalak Stoltens dirigering. Efter udstillinger med eksempelvis Birke Gorm og Tanja Nis-Hansen er det for tiden Nanna Abells tørre men snu skulpturer, der sniger sig hen over gulv og vægge, heriblandt et styks udjokket klipklap. I november følger sidste udstilling under duoens ledelse, en solo med Mette Winckelmann.

Soloudstillinger har længe været Overgadens ting. Aktuelt er henholdsvis Helene Nymann og Marie Kølbæk Iversen på plakaten. Senere gælder det blandt andre Tora Schultz, som siden sin dimission fra Mejan i Stockholm i 2021 hurtigt er blevet synlig på den københavnske scene. For tiden er hun aktuel på En anden surrealisme og med en soloudstilling i galleriet Palace Enterprise. På Overgaden indgår hun i kunsthallens talentudviklingsprogram for unge kunstnere.

Jeg ser også frem til at gense Francis Alÿs’ humanistiske videoinstallation Children’s Games, som for tiden kan ses i Den Belgiske Pavillon på Venedigbiennalen, og som Copenhagen Contemporary viser i oktober. Det er lige efter Mette Wollers Dangereous When Wet samme sted. Kurator Woller har tidligere bekendt sig til den såkaldte hydrofeminisme, som denne gang lader til at nå nye højder med malerier udstillet i vand og en synkronsvømmingsperformance. Selve hovedudstilling er i Kildeskovshallens svømmehal og på kunstnerlisten finder man blandt andre Filip Berg, Tamara Alegre, Freja Sofie Kirk, Melanie Kitti og Élie Autin.

Jeg er næppe den eneste, der har bemærket, at The Pictures Generation de sidste par år oftere og oftere dukker op i samtaler og udstillinger. Det er som om disse 80er-kunstnere fra U.S.A. – og deres benhårde appropriationskunst med afsæt i den potente, kommercielle billedkultur omkring dem – foregreb noget, som vi det sidste årti ser tydeligt hos en yngre generation af kunstnere. Det føles derfor helt til tiden, at Louisiana viser appropriationsprinsen over dem alle, Richard Prince. Jeg er spændt på at finde ud af, hvad det betyder i 2022 at gense Princes fotografi af en kopi af et reklamebillede af den ensomme Marlboro-cowboy.

Richard Prince, Untitled (Cowboy), 2016 C-print i to dele. Courtesy kunstneren © Richard Prince Studio.