Illiyeen

Eliyah Mesayers stat for de statsløse er ikke forankret i et sted eller en geografi, men af menneskelige møder og alkymistiske forbindelser.

Eliyah Mesayer. Foto: Christian Marx.

«Det er et godt tidspunkt, du kommer på, det er en vigtig tid for mig», siger Eliyah Mesayer, mens hun åbner døren ind til kælderen under et boligkompleks. Vi går i mørket, gennem først den ene, så den anden, lange kældergang, før hun standser foran en dør og åbner. Stemningen ændrer sig fuldstændig, da vi træder ind i en slags magikerens hule, et excentrisk værksted fra et helt andet sted. Vi befinder os i Vermundsgade i Københavns nordvestkvarter, men det kunne også have været New York eller Beirut. Det kunne også godt have været et helt andet årti. 

Over alt, på reoler og borde, står små og store abstrakte skulpturer, flest i sortbejdset træ. Det fortsætter i de tilstødende rum. I et hjørne, bag flere skulpturer, sidder en mand, bøjet over en computer. Kunstneren Galvin Harrison præsenterer sig og siger, at jeg bare skal spørge, hvis der er noget, jeg vil vide. Instrumental musik, sandsynligvis tonerne af en arabisk oud, lyder fra højttalerne, og jeg har allerede 300 spørgsmål på tungen. 

Mesayer sætter kaffe over og viser mig hen til et rydeligt skrivebord, hendes plads. Her har hun været artist in residence siden foråret 2020. Det er Galvin Harrison, der har inviteret hende til at sidde i lokalerne, som er kernen i TNG (The New Generation), et kvarterløftsprojekt under kommunens helhedsplan, som skal give nyt liv til området omkring Krakas Plads. 

Nu sidder Mesayer dér og arbejder med sine egne projekter, men møder også de unge fra området, der kommer forbi og for eksempel laver en skulptur. Det er bare en af de mange projekter, som foregår i regi af TNG og som på en særlig måde blander sig med Mesayers projekter. Man skal ikke tale længe med hende, før man mærker, at det er mere end bare en praktisk ordning. Det er familie, kolleger, samfund. Mens vi taler, bliver jeg introduceret til flere af dem, når de kommer forbi for at aflevere noget, aftale noget eller bare få en kop kaffe.  

Fra statsborgerskab til Statens Museum for Kunst

På opslagstavlen over skrivebordet hænger et officielt dokument fra Københavns Politi med Eliyah Mesayers fulde navn på. Det er en anmeldelse af en demonstration den 12. november 2020, hvoraf det fremgår, at ruten starter på Krakas Plads, lige udenfor den bygning, vi sidder i, og at formålet er, at transportere en skulptur til Statens Museum for Kunst, hvor den skal placeres i et af gallerierne. Under materialer er anført ’trækvogn og lille højttaler på ladcykel’. 

«Den hænger dér, fordi jeg blev statsborger samme år. Så det var min første officielle handling som dansk statsborger. Politiet havde dog regnet ud, at det ikke var en demonstration på den måde, de eksorterede os i vognen hele vejen», siger Mesayer og smiler. 

Statsborgerskab er et begreb, som nævnes hyppigt, når man taler med den unge kunstner. At Mesayer – der er født i Kuwait i 1987 af en mor, der kommer af en beduinslægt – først som 32-årig fik dansk statsborgerskab har ikke kun haft stor indflydelse på hendes liv og muligheder, det ligger også i kernen af hendes kunstneriske aktiviteter. Eksempelvis projektet Illiyeen, navnet på den nation for de statsløse, som Mesayer har udviklet over de sidste par år. Selve det arabiske navn ’Illiyeen’ betyder i sit koranske ophav ’de ophøjede’, ’de mest sublime’. Heraf stammer også navnet Eliyah. 

Eliyah Mesayer, 50 uniformer og 50 digte og frimærker, 2020. Installation view, Afgangsudstilling fra Det Jyske Kunstakademi, Kunsthal Aarhus, 2020. Foto: Mikkel Kaldal.

Foreløbig har Illiyeen sit eget postvæsen, Mesayers afgangsprojekt fra Det Jyske Kunstakademi i 2020. Der er også Illiyeen-uniformer, og en Illiyeen-nationalsang, som blev uropført ved performancen på Statens Museum for Kunst. Der er også to sort-hvide, semi-abstrakte film (Illiyeen I, 2019 og Illiyeen II, 2020), som, ligesom Mesayers øvrige fotoarbejde, udspringer af en interesse for fotografiets grundelementer, de kemiske processer, der ligger bag – ikke mindst inspireret af præislamisk alkymi, særligt Abu Musa Jabir ibn Hayyan (721-815), også kaldet kemiens fader. 

Normalt bliver nationer defineret ved et fysisk sted, snarere end i forhold til tid og temporalitet. Men eftersom Illiyeen ikke er forankret i et afgrænset sted eller geografisk område, er de statsløse borgere kittet sammen af noget andet, eksempelvis mødet mellem mennesker eller kemiske forbindelser. Det er blandt andet det, som udfoldes i de forskellige dele af Illiyeen, der nu eksisterer. 

På trækvognen, som det lille optog havde med sig fra Krakas Plads, stod en stor abstrakt skulptur af samme sortbejdsede skikkelse, som de mange skulpturer i værkstedet. Mesayer omtaler den som ’kapellet’, den ligner både en slags magisk orgel eller et helligt skrin. Ved ankomsten til museet blev den båret op i en sal med kunst fra 1890erne, deriblandt flere hovedværker indenfor dansk symbolisme; malerier af Einar Nielsen, Og i hans øjne så jeg døden (1887) og af Joakim Skovgaard, Kristus i de dødes rige (1891-94).

Det er i disse omgivelser – hvor også Niels Hansen Jacobsens skulptur Døden og moderen (1892) er placeret – at Eliyah, sammen med to performere (Angel Wei Bernild og Stine Victoria), opførte en fem timer lang performance – alle iført sorte Illiyeen-dragter med, hvad Eliyah kalder, ’royale detaljer i blå og guld’. Mesayer og Angel havde desuden et par lange stave i hånden. Fra en knitrende båndoptager blev nationalhymnen afspillet, igen og igen, mens Angel sang og Stine Victoria delte hymnens tekst ud til publikum. 

Du ønskede specifikt, at din performance skulle foregå i dette rum. Hvorfor?

«Det hele handler om død og genfødsel og det gør det også i denne sal, for eksempel den utrolige Niels Hansen Jacobsen-skulptur med den grumme død med leen på ryggen. Illiyeen-hymnens tekst handler om, at vi har behov for en politisk død, for at vi kan genopstå. Hver gang hymnen sluttede lød en række trommeslag, som gav os 7-8 skridt til at indtage nye positioner, som vi forblev i under hele hymnens afspilning. På et tidspunkt knælede jeg foran døden med leen. Min skikkelse med den lange stav blev en form for opråb. Folk blev der i lang tid, jeg tror de opfangede det, mit forsøg på at forholde mig til døden på en måde. Nationen eksisterer jo inde i mig, men skal også dø for, at den kan leve.» 

Eliyah Mesayer, Illiyeen National Anthem, performance på Statens Museum for Kunst, København, 2020. Foto: Jesper Helbo.

I den sidste del af performancen trådte Mesayer op i kapellet, der stod placeret foran Skovgaard-maleriet – et temmelig religiøst motiv, hvor Guds lys strømmer gennem Kristusfiguren og nærmest også gennem kunstneren selv. Den nærmest ophøjede stemning blev ekstra forstærket af den sidste strofe af Illiyeen-hymnen: «Our swords bend / Cutting into horizon / And the gates of death / will shine in awe / in awe of the mighty migrant.»

Der var noget næsten sakralt over situationen til sidst, omkring den nye nation, omkring dig. Hvilken rolle indtog du dér?

«Jeg var til stede som en persona, der beskytter kapellet, en vogter, ikke med en form for høj rang, men de sidste to timer skete der noget andet. Jeg tog staven på en anden måde, slog den i jorden og trådte op i kapellet, hvor jeg blev under resten af sangen. Kapellet stod præcis foran Jesusfiguren i maleriet, så jeg trådte på en måde ind på den plads og midt i maleriets lyskilde. Tror det så dramatisk ud, for jeg kunne mærke det på min egen krop.»

The mighty migrant 

Der er tilsyneladende mange forgreninger i den statsløse stat Illiyeen. Det gælder ikke kun de forskelige mennesker og institutioner, der er involveret på forskellige niveauer. Der er også flere  æstetiske udløbere, eksempelvis glider Galvin Harrison og TNGs sortbejsede træskulpturer naturligt sammen med Illiyeens sorte kapper og ditto uniformer. 

Hvordan er relationen mellem din og Harrisons æstetik?

«Jeg ville gerne afspille hymnen fra en slags kapel og mange af Galvins skulpturer har lidt denne kvalitet, så han byggede videre på en anden skulptur, gjorde plads til vores båndoptager og indsatte et par trin, så jeg kunne gå op i den. Han lavede også vores stave sammen med nogle af de unge fra TNG. Men ja, det er lidt sjovt med min æstetik, som altid har set sådan her ud», siger Eliyah og peger ned af sit kulsorte tøj med tilhørende sorte militærstøvler.» 

Eliyah Mesayer, Illiyeen National Anthem, performance på Statens Museum for Kunst, København, 2020. Foto: Jesper Helbo.

«Galvin har lavet disse skulpturer længe, måske før jeg blev født, men vi har en fælles mission. Det er en dynamik, som kalder på at blive brugt. Det er den sortklædte beduin, der møder den hardcore skulptør med en matchende stil.»

«Vi har været meget heldige med det møde, og der bliver ved med at komme nye folk indover. Det bliver så tæt et samarbejde, at vi til sidst kan læse hinandens kropssprog. Det er vigtigt, for selvom vi eksempelvis taler om scenen og stemningen før vi går igang, så har vi ikke nogen drejebog eller laver en generaløvelse, det er jo ikke et bryllup. På museet kunne vi bare nikke til hinanden, så vidste vi, hvad der skulle ske eller om jeg havde brug for vand. Jeg kan ikke lide at sige ’familie’, men det er det, vi er.»

Men også lidt forfriskende at bruge ordet familie i stedet for ’kollektiv’, som måske har en lidt slidt betydning i kunstsammenhæng?

«Sandt, men på den anden side er der også lidt corporate over ’we’re family’», siger Eliyah på drævende amerikansk, mens hun griner.

Når man har man din beduinske baggrund i baghovedet giver ’familie’ også en ekstra betydning.

«Nemlig, vi er også en stamme.»

I er desuden klædt helt i sort, som er ret markant, nogen ville sige voldsomt, især når den optræder på uniformer i et optog. Hvad tænker du om det?

«Den sorte farve betyder noget andet for mig. I beduinsk kultur er det farven for mod og stolthed. Det kan man også se i det portræt af min mor, som jeg har brugt i flere værker, hvor hun er iklædt traditionelle beduinske klæder, helt sorte.» 

Er der andre aspekter af beduinsk kultur, som indviede vil genkende i din æstetik?

«Min arabiske dialekt er stadig beduinsk, jeg har ikke markeringer i mit sprog – det, der hedder ’kasra’. For mange arabere lyder det meget flydende, og der opstår nye fortolkninger i det. Det var derfor, jeg synes det var spændende at bruge det her på Krakas Plads, tæt på Mjølnerparken. Også fordi der er en ny generation med et nyt sprog.» 

Så hvad hører de, når de hører dig tale? 

«De hører den mest posh udgave af arabisk, svarende til det en slags rigsdansk, lidt a la Dronningens nytårtale. Fx siger vi ikke ’tak for mad’, men ’evigt bord’. Så det er meget poetisk og også lidt alvorligt. Man velsigner hele tiden, ikke sådan at man nævner Gud hele tiden, men mere en velsignelse af naturen, jorden. Det er mere ydmygt, man taler aldrig udover sig selv, fx hvis ikke man har et bord, så ville jeg aldrig sige ’evigt bord’.» 

Hvad ville man så sige?

«Så ville jeg sige ’sufra’, som forholder sig til, at man serverer på gulvet. Man drejer hele tiden sproget i forhold til den, der taler, så det er et meget personligt sprog.»

Selve betegnelsen ’beduin’ er afledt af det arabiske ’badawi’, som betyder ’nomadiske beboere i ørkenen’. Det henviser til de nomadestammer, som bor i ørkenerne i Mellemøsten, på Sinaihalvøen og i Sahara. Dannelsen af stater og etableringen af faste grænser har dog generelt gjort det svært for beduinerne at bevæge sig rundt. Mesayer og hendes søskende er alle født i Kuwait, ingen af dem lever som beduiner længere, men andre dele af hendes familie lever stadig nomadelivet på den traditionelle måde.

Eliyah Mesayer, Illiyeen I, 2019, still.

«Jeg ved desværre ikke så meget om min familie for tiden, hvordan de har det under corona for eksempel. Tid er et helt andet koncept dér. Der er ikke noget internet, der kommer nyt, når det kommer. Min bedstemor bor i Bashra-området, hun har en grund nu, men midt i et kæmpe ørkenområde, så det er stadig meget isoleret. Min mor kan godt få fat på hende, hvis hun vil, men der er ikke nogen grund til det som sådan. De lever allerede i en boble og får ikke besøg udefra, så de lever egentlig ret sikkert og er allerede trænet i den form for isolation. Det har jeg tænkt en del på i denne tid, fordi jeg kender mange, der har haft det svært med ensomheden, mens jeg selv er god til at være alene. Jeg er vant til at forsvinde i en til to uger, måske en måned.»

Hvor tager du så hen?

«Jeg tager helt væk fra kunsten og tager på en slags mental vandring, hvor jeg fokuserer på naturen og finder en accept i at tingene bare sker, som de sker. Når jeg siger ’natur’, så mener jeg også familie, børn, de mest naturlige dele af livet. Jeg forsvinder i hverdagens gøremål og finder en stor ro i det. Det er også ret stort at skulle bygge på en nation hver dag.» 

Bodyguards og alkymister

En tidlig morgen, nogle dage før performancen på Statens Museum for Kunst, ser jeg et Insta-opslag fra Den Frie Udstillingsbygning, der annoncerer en performance af Eliyah Mesayer, der skal finde sted foran kunsthallen om en halv time. Jeg drikker hurtigt min kaffe på cafeen og cykler afsted. En særlig stemning af bissende trafikanter og højtidelig vagtparade præger Oslo Plads den morgen.

Foran kunsthallens corona-nedlukkede hoveddør står en Illiyeen-vagt iført uniform, kappe og maske. Den anden vagt, kunstneren selv, går runder på pladsen, hun paraderer frem og tilbage. Nogle af de travle morgencyklister vender hovedet, andre ænser ingenting. På ryggen bærer Mesayer en slags anordning, hvor syv sorte flag er fastgjort. De flagrer efter hende, når hun går. I en stat, som ikke er defineret af et geografisk sted, må nationens flag bæres af borgerne selv.

Det var en fascinerende situation midt i den københavnske morgentrafik. I var en slags vagthold i flotte uniformer, nærmest som den ceremonielle schweizergarde, der beskytter paven i Vatikanet, men hvad betyder det at vogte foran Den Frie?

«Vi var Illiyeen-vogtere, og vi havde besejret institutionen. Det var derfor, jeg gik rundt om bygningen og kaldte hæren hjem, jeg sagde: ’Vi har vundet!’. Vogterne passer på nationen, men de aktiverer den også. I den time performancen varede havde Illiyeen også en kunsthal. Den Frie Udstillingsbygning tilhørte de statsløses stat.»

Kan du fortælle lidt mere om vagterne, hvad vil det sige, at de både passer på nationen og aktiverer den samtidig?

«Jeg kalder dem egentlig for ’bodyguards’, og de er blandt andet inspireret af den palæstinenske kunstner Khaled Hourani, som under meget besvær fik arrangeret et udlån af et Picasso-maleri fra Van Abbesmuseum i Eindhoven til The International Academy of Art Palestine i Ramallah. Det var første gang nogensinde, at et moderne mesterværk kunne opleves af et palæstinensisk publikum. Maleriet var under opsyn af to vagter under hele udstillingsperioden og i den korte periode havde Ramallah på en måde et moderne museum. Jeg var især fascineret af det, de to vagter symboliserede, at de fysisk legitimerede en palæstinensisk stat.» 

Eliyah Mesayer, Seven Flags, 2020, performance foran Den Frie Udstillingsbygning, Købehavn, del af Den Frie Morgen. Foto: Malle Madsen.

«Første gang jeg brugte mine bodyguards var i Lissabon i 2019, da jeg holdt en forelæsning på Hangar Residency, hvor jeg viste den første Illiyeen-film. Jeg havde på forhånd bestemt, at jeg ville møde op som alkymisten, som havde blandet alle disse billeder, tekster og lyde, alle disse stemmer. Men jeg ved af erfaring, at folk hurtigt begynder at stille personlige spørgsmål, ’Hvor er du fra?’, ’Hvad er din religion?’, og så går jeg lidt ind i mig selv, fordi jeg prøver at bevare denne her persona. Derfor havde jeg en bodyguard med, iklædt uniformen, så man kunne se, hun var en del af nationen. Hun var instrueret i at afbryde folk, der stillede personlige spørgsmål. Hun var så god, hun kunne nærmest høre på tonefaldet, når der var et på vej.» 

Hvad kunne det være for spørgsmål?

«Til en forelæsning i Bergen Kunsthall var der for eksempel en fyr, der sagde, at det var amerikanernes fortjeneste, at Golfkrigen sluttede. Jeg svarede, at historisk set var det ikke sådan, de kom bare i den sidste del af en krig, der havde varet meget længere. Det svar kunne han ikke lide, jeg kunne mærke, han gerne ville ha en konfrontation omkring det. Og her trådte bodyguarden ind, hun gik hen og stillede sig foran ham, kiggede ham i øjnene og nikkede til ham. Så vendte hun sig mod mig og nikkede igen. Det er ret intenst, det afbryder samtalen totalt. Folk kiggede lidt undrende rundt på hinanden Jeg havde aftalt med arrangørerne, at vi bare skulle gå videre til næste spørgsmål, det var meget kraftfuldt faktisk.»

Ligesom vagterne både vogter og aktiverer nationen, er bodyguarden så også en, der både beskytter alkymisten og faciliterer selve den alkymistiske proces?

«Ja, alkymisten og bodyguarden er meget nært forbundne. Et grundmantra inden for alkymien er, at man aldrig oversætter, man transformerer. Bodyguarden muliggør helt konkret, at den proces kan finde sted. Og jeg har kæmpet længe for at få lov til at transformere – og ikke hele tiden at skulle oversætte og forklare.»

«Det begyndte allerede længe, før jeg gik offentligt ud med min kunst. Da jeg studerede på Det Jyske Kunstakademi blev mine alkymistiske processer ofte kritiseret for ikke at være rigtig fotografi, men at det bare handlede om islam. Mange ville simpelt hen ikke acceptere, at det ikke handlede om det, så jeg brugte en del energi på at forsvare mig. Jeg husker især en undervisningssituation, hvor det spidsede til. Heldigvis var Yvette Brackman ekstern underviser den dag. Hvis det ikke havde været for hende lige den dag, tror jeg faktisk ikke, jeg ville have modet til at tale højt nu. Hun skar igennem og fortalte hele skolen, at alle har et ansvar for at løfte niveauet rent uddannelsesmæssigt og anstrenge sig for at sætte sig ind i, hvad andre studerende laver, især til en gennemgang.» 

Eliyah Mesayer, Process no. 29, 2019, refleksion og aftryk af blå ild. Håndlavet negativ; Eliyah Mesayer, Illiyeen National blomsterkrans. Bundet af Senait fra Blomsterkomponisten II, København. Foto: I DO ART.

«Det var også deromkring, FCNN (Feminist Collective No Name) kontaktede mig og vi lavede et videointerview omkring det at være et genfærd på hvide institutioner. Det åbnede så meget op. Jeg begyndte at bære en slags uniform, et jakkesæt, og herefter talte vi bare om det hele på et helt andet plan. Det har været så spændende en rejse, og nu lever jeg bare i sådan en fantasiverden. Jeg har ikke engang haft tid at kravle efter min afgang, jeg har bare fløjet. Det har altid været min drøm at arbejde politisk og poetisk på samme tid, og det er sådan, det er nu.» 

Mesayerfonden for statsløse unge

Det politiske aspekt af Mesayers arbejde udspringer ret konkret af hendes egen opvækst som statsløs indbygger i Danmark. Det har ikke mindst formet hendes uddannelsesmuligheder. Efter at have droppet ud af gymnasiet arbejdede hun et år på et færøsk mini-cruiseskib, som lagde til i Bergen, Aberdeen, Thorshavn og Seyðisfjörður.

«Vi sejlede til Bergen hver onsdag og jeg blev helt forelsket i den by, så jeg søgte ind på Kunstakademiet i Bergen. Jeg lovede min mor at have en backup-plan, så jeg er uddannet blomsterbinder, mens jeg sparede penge op til at komme afsted. Selvom skolen gerne ville optage mig, kunne jeg ikke få lov, fordi jeg var statsløs. Utroligt nok var der to professorer på skolen, der holdt en plads til mig i de to år, det tog, før jeg fik tilladelse til at studere og tage SU med til Norge.»

«I Bergen mødte jeg den fantastiske professor Eamon O’Kane, som inspirerede mig til at gå videre med mine alkymistiske processer. Andre undervisere havde sværere ved at forholde sig til det præislamiske, men Eamon satte sig ind i det og hjalp mig til at forstå, hvordan det kunne bruges til noget mere end bare at pege på min baggrund – at det kunne handle om kunsten og om kunstens historie i dag. Det havde jeg bare ikke sprog nok til selv at forklare dengang.» 

Egentlig ville Mesayer gerne have taget sin overbygning i Bergen, men ansøgningsprocessen skulle så gå forfra og hun risikerede at skulle vente to år igen. I stedet tog hun et år fri og kom derefter ind på Det Jyske Kunstakademi. Det blev også til et halvt udvekslingsår på Det Kgl. Danske Kunstakademi og et residency på Hangar i Lissabon, et af de steder i  Schengen, som det var muligt for hende at opholde sig i uden statsborgerskab.

«Jeg endte med at være meget lidt på Det Jyske Kunstakademi. Jeg troede egentlig, jeg skulle bo i Aarhus og være tættere på min familie i Nordjylland, men jeg fandt aldrig ro dér, så jeg flyttede til København og pendlede. Rektor Judith Schwarzbart hjalp mig, hun viste mig rundt i København, blandt andet viste hun mig Det Kgl. Bibliotek, læsesalen i Den Sorte Diamant, hun vidste, jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne sidde og fordybe mig.» 

Eliyah Mesayer, Seven Flags, 2020, performance foran Den Frie Udstillingsbygning, del af Den Frie Morgen. Foto: Malle Madsen.

Det manglende statsborgerskab stod i vejen for et kursus i præislamisk kunst på Oxford University, som stod højt på ønskelisten, men som Mesayer dog endte med at få lov til at følge online uden at få credit for det. I foråret 2020 fik hun endelig sit statsborgerskab, kun et par måneder før hun afsluttede en uddannelse, som på mange måder er formet af netop den statsløse status. Det er ikke mindst erfaringerne herfra, som har ansporet hende til at oprette Mesayerfonden, som siden 2019 har hjulpet andre statsløse unge.

Hvordan fungerer Mesayerfonden?

«Det er både rådgivning og økonomisk hjælp. De kommer her og sidder ved siden af mig med alle deres papirer. Jeg gør det ikke for dem, men hvis de sidder fast i noget, kan jeg ofte hjælpe med at finde ud af, hvem de skal spørge, så processen ikke går i stå. Jeg kan hurtigere overskue, hvor de er i processen, om de måske slet ikke kan søge før om tre år, når de er selvforsørgende, sådanne ting. Det tog mig selv 11 år at få statsborgerskab, så jeg kender til deres frustration, og nu har jeg overskud til at hjælpe lidt på vej.» 

De penge, du indsamler, eksempelvis fra den kunstauktion, som Mesayerfonden afholdt på Instagram, hvad går de præcis til?

«Det især på grund af økonomien, at folk udskyder at ansøge. Det koster 815 kroner at tage indfødsretsprøven og 3.800 kroner at søge om statsborgerskab, så her hjælper Mesayerfonden. Den sidste auktion indbragte nok til fire personer. Jeg synes, de unge skal søge, lige når de blivere 18 år, så de undgår at blive fanget i forbindelse med deres uddannelse, sådan som jeg selv blev. Det kan så hurtigt blive kompliceret, det kan bare være en coronasituation, hvor man ikke har noget job og søger om kontanthjælp og så kan der gå pludselig længere tid, før man kan søge om statsborgerskab.»

Indrejsen til Københavns Havn for sorte sejl 

På søndag afholder Mesayerfonden sin anden kunstauktion. Mesayer er næsten lidt overvældet over, hvor mange kunstnere, der har sagt ja til at bidrage med værker. Samtidig er der bud efter Illiyeen. En udstilling i en postboks på Frederiksberg, nærmere bestemt Kunsthal Aaarhus’ københavnske afdeling, er netop overstået og det næste bliver et bidrag til en performativ udstilling på Thorvaldsens Museum, hvor forskellige kunstnere er inviteret til at udstille på tre tomme sokler. Vinyludgaven af Illiyeen-hymnen og et Illiyeen-bordfødselsdagsflag bliver nogle af elementerne. 

Hvad skal der ske med Illiyeen i fremtiden? Hvad drømmer nationen om?

«Illiyen har nu et postvæsen, en nationalsang og uniformer. Fordi jeg arbejder med en hel nation, er min praksis lige pludselig meget omfattende, nærmest uendelig. Man kan jo også lave et bageri eller en nationalret, det kan blive ved. Galvin og jeg drømmer om noget rigtig stort – Illiyeen-flåden, der skal ankomme til byen, sejle ind for sorte sejl i Københavns Havn. Vi er allerede gået igang med at se på både til opkøb.” 

Det begynder at regne udenfor. Fra vinduerne er der udsigt til et smalt udendørs rum, som løber langs kælderrummet, hvor der står et par planter.

«En del af kvarterløftsprojektet handler også om en have. Der er planer om at etablere en hel myntepark, der skal sno sig gennem hele området, det er noget beboerne har ønsket sig i mange år. 

Ah, til at lave til te?

«Ja, nemlig. Så det er godt med lidt regn for planterne. Jeg bor selv Sydhavnen i et haveforeningshus, min græsplæne blev helt gul sidste år. Jeg ville gerne have en jungle indenfor, en blåregn over min seng! Det kunne være skønt. Ah, hvad sker der, corona har nærmest gjort mig til romantiker, og farverig», siger Eliyah Mesayer og griner: «Snart ser I mig kun i hvidt.»

Eliyah Mesayer, Illiyeen stamp, 2020.

Comments