«So, where are we now? How do we approach art as the fifth estate when all our money is fundamentally dirty? Can we unstuck from a reality that is tough without escaping into the past?» – Louis Scherfig, billedkunstner og skribent, kigger op fra sit manuskript og ud på publikum, der står tæt i Simians underjordiske udstillingslokaler.
Vi er til åbningen af kunstfestivalen Under – Festival for Art Spaces og i gang med den fjerde ud af i alt fem åbningstaler, der skal klargøre, hvad det egentlig er, vi fejrer. Er det kunsten? Scenen? Eller noget helt tredje?
De fem åbningstaler er et godt billede på – og måske en satire over – festivalens organisering og i bredere forstand den unge, mere selvorganiserede scenes opbygning: Der er samskabelse, fællesskab og knudrede rollefordelinger over hele linjen. At man overhovedet er endt med at kalde Under for en kunstfestival, beror formentlig også på, at alle andre termer var for ladede med betydninger eller trak tråde til tidligere forsøg på at skabe en lignende event. En slags fravalgets princip, gætter jeg på.
I sin struktur minder Under måske mest om den alternative kunstmesse Alt_Cph som i en årrække fandt sted på Fabrikken for Kunst og Design, men som aldrig rigtig blev en frugtbar platform for hverken de deltagende selvorganiserede steder eller for publikum – måske med undtagelse af den sidste version, performancefestivallen i 2018, kurateret af Esben og Anna Weile Kjær. På Under har man inviteret fjorten danske og svenske udstillingssteder, både kommercielle og non-profit, men ingen stande eller båse som på de fleste andre messer.
I stedet ligner Under til forveksling en kurateret gruppeudstilling. Det er udstillingsstederne selv, der er kommet med forslag til kunstnere, og kuratorerne Nikolaj Stobbe fra galleriet Laguna Ouest og freelancekurator Fafaya Mogensen, der derpå har udvalgt og spundet en rød tråd igennem det hele. Vi får altså en slags portræt af den yngre del af kunstscenen, med fokus på det selvorganiserede og relativt nyetablerede.
Mens nogle af udstillingsstederne viser projekter, der er repræsentative for stedets eget dna, er den en anden halvdel del optaget af at tegne et billede af, hvad det vil sige at være ungt udstillingssted på den danske kunstscene.
I første gruppe finder vi det Nørrebro-baserede inter.pblc, der viser fem store fotografiske værker af den hippe tyske kunstner Kristina Nagel. Nagel, der tidligere har samarbejdet med brandet Balenciaga, er et oplagt valg for et udstillingssted, der opererer på kanten mellem kunst og modebranchen, og værkerne er blandt udstillingens mest opsigtsvækkende. Det er nærbilleder af underliv klædt i læder, både totalt erotiske og underligt selvbeskyttende. Man kan næsten mærke fornemmelsen af det stive materiale mod huden og høre, hvordan det knirker, når man sætter sig ned.
Ligeledes viser galleriet Matteo Cantarella et samarbejde mellem Cecilie Norgaard og den svenske kunstner Sanna Helena Berger. Bergers smalle selvbyggede Ikea-reoler står med tomme hylder og tårner sig op til ovenlysvinduerne på Simian, mens Norgaards maleri af stablede stole taler ind i den samme tingenes logik mellem ophobning, opbevaring og funktionalitet. Klassisk Canteralla.
I en gråzone imellem de to hovedstrategier finder vi Institut Funder Bakke, som har medbragt et modernistisk maleri af Kai Hardy Führer. Stedets faderfigur, både i den forstand at instituttet er placeret i hans tidligere atelier udenfor Silkeborg og at dets daglige leder, Andreas Führer, er hans søn. Valget af den ældre Führer peger således på stedets dna, men måske også på instituttets funktion på kunstscenen i dag. Med sin afsides beliggenhed er Funder Bakke også en social ramme, en slags refugium, man kan besøge og hænge ud i på en måde, der sjældent sker på små københavnske kældergallerier.
Blandt de præsentationer, der taler om den unge kunstscene og dens vilkår, styrker og sociale rammer er mest i øjnefaldende den dansk-svenske kunstner- og kuratorgruppe coyotes bar. Baren, der dannede ramme om åbningsfesten, består af møbler, der er lånt af et utal af københavnske beværtninger og bag baren finder man kunstnere, der har eller har haft bijobs som bartendere. En funktionel social ramme, hvor man oven i købet kan få serveret Mia Edelgart eller Amitai Romms yndlingsdrink og derfor helt åbenlyst udstillingens mest velfungerende værk. Den relationelle æstetik nægter tilsyneladende at dø.
Kevin Malcolm, der driver Vermilion Sands, viser en serie af egne fotografier, taget på ferier, da han var teenager. Fotografierne har ligget til opbevaring i en kælder, der under et skybrud blev oversvømmet – en situation mange prekære kunstarbejdere nok kender. Her er de monteret på bagsiden af plastiklåg fra transportkasser og dækket af resin, så de fremover både er beskyttede og lette at flytte videre til det næste atelier, når gentrificeringen rammer igen. Og så udgør de et sjovt lille hint til alle de fugtige kælderlokaler, de nye stemmer hele tiden etablerer sig i, inklusiv Simians eget.
Der er arrangeret flere paneldebatter i løbet af festivalen, og den første handler netop om den selvorganiserede scenes styrker og problemstillinger. Københavnske Jennifee-See Alternate, aalborgensiske f.eks og skēnē fra Malmø taler med moderator Stine Hebert fra Center for Practice-based Art Studies om potentialer og vanskeligheder ved at drive non-profit steder i dag, og det er en meget genkendelig samtale.
Samtalen kommer omkring klassikere som ubrændthed og økonomisk prekære forhold, men heldigvis også fællesskabsfølelse, uafhængighed og friheden til at kunne udstille lige det, man selv synes er mest spændende. Et relevant spørgsmål fra salen går på, om man egentlig kan påstå, at man står udenfor de gældende normer og systemer, når man er totalt afhængig af fondsstøtte og det afføder en interessant reflektion over, hvordan man kan arbejde uafhængigt indefra systemet.
Som generationsportræt betragtet er Under en sjov størrelse. I lighed med Simian er festivalen selvorganiseret, men har et ambitionsniveau som en middeltung institution, professionelt drevet og organiseret, stringent og cool. Den prioriterer fællesskab, samskabelse, giver plads til andre stemmer end sin egen, men den fremstår samtidig utroligt selvbevidst. Den kender tilsyneladende sit eget værd og position på scenen og har endda overskud til at joke lidt med sin prækariet. Det er en generation, der har styr på sit shit.
Samtidig er der måske en lidt overudviklet selvkontrol, midt i al professionalismen. Det hele spiller, Sara Sjölins svenske fløjtekoncert balancerer perfekt imellem det iscenesat akavede og det humoristisk forløsende, og udstillingen præsenterer sig selv med stramhed og overskud. Der erfaringsudveksles og netværkes bag kulisserne og selv det sociale rum er kurateret. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at lidt mere kaos og løssluppent rod ville være sundt for en generation, hvis enorme ambitionsniveau måske nogle gange får dem til at glemme, at det også handler om at have det sjovt, som Karin Bähler Lavér fra skēnē pointerer i paneldebatten.
Netop skēnē har medbragt et værk, jeg bliver ved at vænne tilbage til: En rødmalet, tom scene i det bagerste udstillingslokale, som senere på ugen bliver aktiveret i en slags performancelekture af kunstneren Stacey de Voe. Scenen refererer til et fænomen i 20’erne og 30’ernes Sverige, hvor unge mennesker, særligt på landet, lavede deres egne improviserede dansesteder i det fri – steder som medførte et statsligt forbud af moralske grunde. Voe trækker i sit værk tråde til lignende fænomener, som eksempelvis danseplagen i Strasbourg i 1518, hvor hundredvis af byens borgere dansede manisk rundt i dagevis, før de faldt om af udmattelse.
Måske har vi brug for flere udstillingssteder af den slags, som opstår spontant ud af et behov for udladning? Hvor man risikerer forbud og hvor der er noget andet på spil, end kunstverdenens til tider lidt indforståede logikker og positioner?
Det er egentlig bare en tanke, og måske også en al for stor fordring. Hver generation, der ankommer på kunstscenen, må gøre sig sine erfaringer med dens vilkår, begrænsninger og muligheder, og hver generation flytter scenen en anelse i en ny retning. Med Under giver den unge scene os et virkeligt interessant indblik i deres verden, en toplækker udstilling og måske vigtigst, et socialt rum for fællesskab og erfaringsdeling, der helt klart har manglet. The kids are alright.
