Vi befinder os i et rum mellem nærbilleder af gumlende munde. Installationen Skrivespillet på Lydgalleriet i Bergen, af billedkunstneren Ingrid Berven og poet og dramatiker Cecilie Løveid, er uhyre enkel. Den består af to udgaver af samme videoværk som kører lidt forskudt: En projektion viser optagelser fra en frokostpause på Skrivekunstakademiet (Løveid underviste her indtil efteråret 2019) hvor madpakker pakkes ud og pølsemadder spises. Optagelserne er så tilpas kedelige og repetitive at lydsiden, en improviseret samtale mellem en kvindelig og en mandlig elev, får lov at træde frem. Under de gumlende munde findes en ikke mindre statisk, computerspilsagtig animation af små stregmennesker som klatrer op ad stiger fra niveau til niveau. Her sker heller intet, andet en at vi får chancen til at tænke over hvad et spil er, hvad der er spil.
De tyggende munde får mig til at overtænke indholdet i den stammende og distræte dialog mellem de to elever. Selvom der er tale om en improviseret samtale som er blevet bearbejdet, løfter lydsporet sig sjældent op og bliver til ren lyd og rytme. Jeg småler af dialogen. Gradvis hypnotiseres jeg af de tyggende munde som bliver mere og mere abstrakte for mit blik. Munden, denne transformatorstation for maden som opløses og glider ind i kroppen og for ordene som formes og stødes ud mod omverdenen. Munden, denne mildt irriterende, mildt frastødende og underligt erotiske, kropslige åbning. Pølsemaden sætter et effektivt punktum for sensuelle associationer, men samtidig foregår der eksemplarisk tygning som ikke på noget tidspunkt glider over i ulækker smasken. Det er en smagfuld performance.
Den noget nervøse og meget opbrudte samtale mellem de to elever har en del interessante og vittige momenter, en favoritformulering kunne for eksempel være: «Sara Danius tillod sig selv at blive en hummer!» Sagt meget kort væver samtalen sig omkring mad og sprog. Den mandlige elev følger en diæt hvor han skal undgå at spise ti ting, men hvad det er for ti ting husker han ikke. Lige så svært er det at huske præcis hvad den amerikanske poet John Ashbery sagde om skriften. Ikke prøv på at være tidløs, stop med at bruge ordspil, var det det? Poetikken er som diæten; der er dos and don’ts i kunsten som i livet, og det er disse regler som elevernes tanker kredser uafladeligt omkring.
Det ord som oftest bruges i avisdebatter når nogen har brug for at sige noget hånligt om skriveuddannelser, er «anorektisk», skoler som udvikler gennemreflekteret og stiliseret tekst som kan opleves som blodløs. Den anorektiske skriveskoletekst sættes gerne op mod den folkelige myte om det vilde skrivemenneske som skriver sanseligt og «virkeligt» midt i en eller anden «autentisk» livssituation. Disse fasttømrede forestillinger kan vi takke journalisterne for. Dialogen bærer ganske rigtigt præg af en vis anorektisk bekymring, men vi kommer bag om klichéerne og får et mere nuanceret indblik i hvordan dem der spiller skriveskolespillet, lever sine stille liv. Skriveskolespillet – kunstuddannelsen – handler om at blive mere bevidst om behandlingen af et materiale. Sprogmaterialet tygges og omformes ud fra en poetik, et regelværk, et sæt af personlige præferencer som den skrivende kun gradvist bevidstgør sig om.
Installationen er et samarbejde med den nyligt overståede internationale litteraturfestival LitFestBergen på Litteraturhuset som er nabo til Lydgalleriet. Temaet for årets festival var «hverdag», og Berven og Løveid er definitivt inde på noget omkring det hverdagsagtige, og om hvordan det kan omformes til kunst. LitFestBergen er en stor succes, og bryder sig heldigvis om mere end interessante forfatterpersonligheder, som for eksempel de problemer som forfattere møder i krigshærgede områder i Syrien og Palæstina. Imidlertid er det tydeligt at der er sket en markant forandring i byens kulturliv efter litteraturhusenes indtog. I løbet af 00’ere prægede Bergen Poesifest og Audiatur – festival for ny poesi byens litteraturmiljø. Disse festivaler var ikke mindre optagede af det politiske end LitFestBergen, men de satte i højere grad fokus på en æstetisk avantgarde, som var eksperimentel på den måde at de var fumlende og åbne rum hvor noget blev til snarere end at noget færdigt blev præsenteret.
LitFestBergen har poetry slam og open mic på programmet, men ellers er ungdommen kvoteret ind som de fleste andre deltagere synes at være. LitFestBergen står primært for en demokratisk avantgarde, mange modige stemmer fra forfattere som dagligt sætter livene på spil, men afholdes samtidig i eksklusive lokaler i forbindelse med en profileret restaurant som Colonialen. Dette gør paradoksalt nok LitFestBergen mindre tilgængelig end de mere vilde og ungdommelige festivaler afholdt i nedstrippede industrilokaler langt fra borgerskabet. Berven og Løveids installation holdes oppe af skriveskoleelevernes evne til at improvisere. Åbenheden i disse improvisationer vækker minder om en anden tid med en anden slags kulturel cirkulation og en anden slags famlende intensitet.
