Den aktuelle udstilling med 200 års fotohistorie, Verden omkring os, der netop er åbnet på Den Nationale Fotosamling, bliver med al sandsynlighed en af museets sidste. Som led i regeringens spareplan skal Det Kgl. Bibliotek, som huser fotosamlingen, spare svimlende 62,5 millioner kroner, svarende til ni procent af bibliotekets årlige budget.
Det Kgl. Bibliotek har indsamlet fotografier, kunstneriske såvel som kulturhistoriske, siden oprettelsen af Kort- og Billedafdelingen i 1902. Det var fotohistorikeren Bjørn Ochsner, der i begyndelsen af 1950’erne systematisk formede grundlaget for det, der nu hedder Den Nationale Fotosamling. Samlingen består af over 50.000 fotografiske værker samt en større billedsamling på over 18 millioner fysiske billeder.
Indtil i dag har stedet arbejdet med forskning i og formidling af samlingen, samt med udstillinger og talks med nationale og internationale kunstnere. Men nu strammer Det Kgl. Bibliotek garnet og stopper al indkøb af nye fotografier, mens samlingens kurator med ansvar for særudstillinger afskediges. Dette lader en enkelt ansat tilbage til at varetage alle ovennævnte opgaver i den kolossale samling.
Selvom regeringens spareplan – det såkaldte «flerårige arbejdsprogram for staten» – påstår at fokus er på «administrationsbesparelser», er det altså åbenbart, at kniven også rammer forskning og videnskabelige områder. I «arbejdsprogrammet», lanceret i august i år, fremlægges besparelserne side om side med nye prioriteringer, heriblandt en «styrkelse af Forsvaret og sikkerhed, hvilket vil betyde flere ansatte inden for disse områder.»
Meldingen om den drastiske nedskæring af Den Nationale Fotosamling kom midt i oktober. Som en art salpetersyre i det åbne sår udsendte kulturminister Jakob Engel-Schmidt et par uger senere en «Deklaration om nødvendigheden af kultur og medier som et sikkerhedsværn for vores europæiske demokratier», som kulturministre fra hele EU, plus Norge og Storbritannien, har tilsluttet sig.
I den flotte deklaration, som er forfattet på engelsk og kan læses i sin helhed på kulturministeriets hjemmeside, fremgår det at: «Vores kulturarv, materiel, immateriel og digital, fungerer som levende hukommelse, der forbinder os til vores fortid og med hinanden». Og at «kunsten tilbyder en stærk og fri udtryksform gennem hvilken vi kan reflektere over, udfordre og genbekræfte de demokratiske værdier, vi står for.»
Man gnubber sig i øjnene og fælder en lille tåre, når kulturministrene med stor patos taler om de europæiske kulturer og kunsten som åndsopløftende i mødet med udefrakommende trusler. Om brugen af kunstig intelligens lyder det: «Det bliver tiltagende sværere at skelne mellem autentisk og AI-genereret eller manipuleret online materiale […] Digitalt manipulerede billeder og videoer kan så grundlæggende tvivl om, hvad der er sande repræsentationer af virkeligheden og hvad der ikke er.»
Altså er det at se på verden gennem fotografier og igennem et metablik på fotografiets væsen og funktion, især i krigstider, øverst på Kulturministeriets dagsorden. Samme dagsorden har sjovt nok også været den kuratoriske linje for Den Nationale Fotosamlings særudstillinger, mindst siden 2021, hvor Charlotte Præstegaard Schwartz tiltrådte som kurator.
Udstillinger som Ukranian Diary – Fotografi af Boris Mikhailov fra 1966 til i dag (2024-2025), To Rum (2023) med samtidskunstnerne Per Bak Jensen og Ismar Čirkinagić, der udforskede krigens væsen både som indre og ydre tilstand, og den enorme udstilling med den journalistiske krigsfotograf og kunstner Lee Miller (2022-2023), viste hvordan fotografi både er netop dokumenterende, men også kan være poetisk og flertydigt. Altså har Den Nationale Fotosamling – flere år før Kulturministeren selv fandt det presserende – arbejdet for at uddybe forståelsen af fotografi i krisetider. Under Præstegaard Schwartz har stedet stået bemærkelsesværdigt stærkt som internationalt samlingssted for fotointeresserede på tværs af lande og kulturer.
Kulturministerens floromvundne retorik er en pinlig snublefælde, når hans førte politik samtidig udsulter landets eneste institution, der arbejder systematisk på at forstå nutidens digitale udfordringer fra et historisk, samtidsmæssigt, fotografisk ontologisk og fænomenologisk perspektiv. Eller for nu at skære det ud i pap: De digitale manipulationsteknikker, som ministeren nævner som en trussel mod kultur og demokrati, og som regeringen ønsker at prioritere samfundsmidler til forsvaret mod, er jo født ud af den fotografiske genre.
Fra nu af findes der ingen større institutioner i Danmark, der har reelle ressourcer til at varetage denne specifikke kunstneriske genre. Verden omkring os bliver formentlig museets sidste bud på en udstilling, der forbinder fotografiets kulturarv til de allernyeste fotografiske udtryk, skaber forbindelser og forståelse mellem generationer både menneskeligt, geografisk og teknologisk. Jeg kan ikke forestille mig en mere slående udstillingstitel, alt taget i betragtning.
