22. december

Kunstkritikks redaktør i København ser tilbage på et år med kunstkup, sensuelt filmmørke og en udstilling, der slog revner i den lokale kunstscene.

Jens Haaning, profilbillede fra Facebook, uploaded 2016.

Jens Haaning Take the Money and Run (an Average Austrian year Income, 2007 and an Average Danish year Income, 2010), 2021, Kunsten, Aalborg, 2021.

Der er skandalekunst og så er der kunst, som er skandaliserende på en så konceptuel og hovedpinefremkaldende måde, at det fortsætter med at knage længe efter, medierne har ryddet forsiderne. Jens Haaning løb med en halv million kroner, gav museet det bedste besøgstal nogensinde og et fantastisk værk, der ikke kun var en forlængelse af hans eget værk gennem årtier, men også trak tråde til den tørreste konceptkunst af den slags, man spiser til morgenmad i Østeuropa.

Installation view, «As I Write, I am Lying, I Hope» kurateret af Kristian Vistrup Madsen, værker af Rochelle Goldberg, Thoravej 29, Art Hub, København 2021. Foto: David Stjernholm.

Thoravej 29, Art Hub, København. Kurateret af Andreas Führer, Awa Konaté, Kristian Vistrup Madsen, Mette Woller, FCNN.

Som klæbrigt fluepapir dinglende fra loftet indfangede denne minibiennale forbavsende meget af det, der svæver i kunsten og tidsånden netop nu. Med fem forskellige kuratoriske positioner under samme tag var samtalen en giga konstruktion og det hele i grunden noget rod. Men Thoravej 29 slog revner i den detailregulerede københavnske kunstscene og lod nye luftbobler stige til vejrs – eksempelvis Rochelle Goldbergs transparente samling af glasskåle, plastfolie og små vandpytter eller Jelsen Lee Innocents brønde med sortfarvet vand. Ilttilførslen – herunder det strittende, rasende og altings opløsning – kom dog også af den nedslidte bygnings kommunale og midlertidige karakter. Det er sværere at se fortsættelsen for sig, når Art Hub og Bikubenfonden, efter arkitektonisk make-over, flytter ind om et par år, men lige dér var det sprødt og vigtigt.

Edward Owens, Tomorrow’s Promise, 1967, 16mm, colour, 45 min.

Edward Owens, A Cinema for Edward Owens, præsenteret af Terassen hos Red Tracy, København.

Dobbelt- og triple-eksponerede billeder mellem lange sekvenser af filmmørke med næsten lukket blænder, som kun tillader den dybeste sensuelle celluloidknitren at trænge igennem – som om det sparsomme lys kun udgår fra en glødende cigaret eller fra den glimtende perlekæde om den mørke hals. En queeret Jack Smith-vibe, bare tusind gange mere underspillet, er filmene af Edward Owens (1949-2009), som jeg aldrig havde hørt om før. Den nomadiske biograf Terassen leverede den subtile præsentation (inklusive publikation med Owens’ 23 år lange brevveksling med sin næsten platoniske elsker) og viste hele ouevret – i alt 80 minutter, fra 1966 og 1967 – mens vi sad på gulvet i Red Tracys magiske lydstudie. En af den slags sensommerkunstaftener, man lever for.

Se øvrige bidrag i julekalenderen her.