Postkort fra Wien

Gad vide hvilken strand det er man klæder om på i Isa Genzkens strandhuse – måske det alligevel ikke er så langt fra Josef Dabernigs motorvejsbro, som man umiddelbart skulle tro.

Isa Genzken, Strandhäuser zum Umziehen, 2000. Foto: Sofie Thorsen.
Isa Genzken, Strandhäuser zum Umziehen, 2000. Foto: Sofie Thorsen.

Hvis man kan rive sig løs fra diverse cafeer og udendørs-lounges omkring Museumsquartier i Wien, så viser Kunsthalle Wien udstillingen I am Isa Genzken, The Only Female Fool, mens naboen Mumok viser Josef Dabernigs retrospektive udstilling Rock the Void. Arkitektur er et hovedtema i begge kunstnernes værker, og jeg har længe glædet mig til udstillingerne.

Jeg har set udstillingerne overfladisk og bruger en varm juni eftermiddag til at gå i dybden. Og til at køle af. Rock the Void er ved første blik en virkelig tom udstilling. Rummene er struktureret af hvide kuber i en form for perspektivisk forløb, væghængte aluminiumsrammer og stramt opstillede vitriner med tegninger og tekstværker. Når man går tættere på værkerne fortsætter ordenen i detaljen. Jeg kender mange af værkerne i forvejen, men i en udstilling af denne her størrelse grænser disciplinen til det uhyggelige – hvis altså ikke optegnelserne af banaliteter var så absurde: En håndskrevet, nøjagtig opremsning af det antal cigaretter, Dabernig har røget i løbet af 31 år; en nærmest kærlig statistik over hvor meget benzin han igennem årene har fyldt på sine biler – og på hvilke tankstationer;  og den håndskrevne kopi af F. X. Mayers stadigvæk populære diætbog, der anbefaler mælk og hvidt brød til at genoprette balancen i tarmsystemet, som Dabernig har gengivet – under en slags arbejdsdiæt – siddende på en ubekvem sten ved floden. En form for kur erstattet af en anden.

Krop, kur, disciplinering og system, men også rejse er gennemgående temaer i alle værker. Det fortsætter i filmene, som præsenteres i de hvide kuber – den del af hans værk, jeg holder allermest af. Filmene foregår som regel i sære arkitektoniske randområder, på en gammel landevej, polske fodboldstadier, italienske hoteller fra 60erne, slidt central- og sydeuropæisk arkitektur. Og selvom blikket på rummene aldrig er romantisk, så er de altid sært tiltrækkende. Jeg får en morbid lyst til et ophold på det tidligere kursted for sovjetiske filmfolk i Hypercrisis. Jeg vil med på køreturen igennem de italienske landskaber i Lancia Thema. Og jeg vil faktisk gerne besøge den tjekkiske bjergby i Rosa Coeli, trods vintersjap.

I Dabernigs nyeste film film River Plate (2013) optræder en række af de skuespillere, der medvirker i flere af hans film – en gruppe mennesker, der solbader på stenene ved en brusende bjergflod, under en motorvejsbro, mellem klipper og byggeaffald. Kameraet går helt tæt på kroppene, på detaljer i tøjet, på vegetationen. Fornemmelsen af rolig solbadning kombineres med en venten på et eller andet, ledsaget af lyden af biler, der kører over samlingerne i broen. Bump. Bump. Bump. Indtil et uvejr bryder ud og regnen tordner ned over motorvejsbroen.

Inde hos naboen, Kunsthalle Wien, fortsætter rejsen på en måde hos Isa Genzken, selv om det her er en helt anden, moderne arkitektur fra kapitalismens urbane centre, der spiller hovedrollen. Her er de glitrende Soziale fassaden (2002), collager bestående af spejlende folier og sølvbånd. Her er hendes fotocollagebøger fra New York, som vises sammen med Dan Grahams Homes for America (1965). Her er de helt nye værker New Buildings for Berlin (2014) – abstrakte højhusmodeller af farvede glasplader. Genzkens glitrende by er er et helt andet sted at besøge end Dabernigs Centraleuropa – men ikke mindre tiltrækkende, og ikke mindre uhyggelig. Der vil jeg også hen. 

Bag ved en lang række skulpturer på høje sokler, Strandhäuser zum Umziehen (2000), hænger et af mine yndlingsværker: Dan Grahams Private Public Space: The Corporate Atrium Garden (1987) – en dokumentarisk collage-fortælling af tekst og billeder om atrierne, de kunstige indendørs paradiser i New Yorks skyskrabere. Foran står Genzkens små farvestrålende materialecollager som små byggerier – komplet med sandstrand på sokkel, befolket af dameben og udklippede papirmennesker – et sted mellem badehytte, slumarkitektur og abstrakt skulptur. Jeg ved ikke helt hvilken strand, det er man klæder om på i Isa Genzkens strandhuse, men måske der alligevel ikke er så langt til Josef Dabernigs motorvejsbro, som man umiddelbart skulle tro.

 

Sofie Thorsen, f. 1971, er billedkunster bosat i Wien. Thorsen havde soloudstilling på Krobath i Wien, 2014 og bidrog til gruppeudstillingen Family på IMO i København i 2014.

Diskussion