Institutionskritikkens dronning

Andrea Fraser udfolder sin praksis – eller modpraksis som hun kalder den – i en forelæsning på Det Fynske Kunstakademi, del af en seminarrække omkring kunstskabelse og institutionel kritik.

Andrea Fraser, Museum Highlights: A Gallery Talk, 1989. Still, DVD  29′. Courtesy kunstneren og Friedrich Petzel Gallery, New York.
Andrea Fraser, Museum Highlights: A Gallery Talk, 1989. Still, DVD 29′. Courtesy kunstneren og Friedrich Petzel Gallery, New York.

Andrea Fraser er et ikon indenfor den institutionskritiske kunst. Siden værket Museum Highlights (1989) – hvor hun i rollen som den fiktive museumsomviser Jane Castleton gav intetanende besøgende en tour på Philadelphia Museum of Art, som fuldstændig dekonstruerede museets offentlige fremtoning – har hun via humor og præcise parodier skabt adskillige værker, der afslører strukturelle skævheder i kunstverdenen og dens institutioner.

Mandag den 25. november kl.13.00 kan man på Det Fynske Kunstakademi i Odense opleve Fraser fortælle om sin praksis under overskriften «What is at stake for participants in Contemporary Art». Med Frasers institutionskritiske greb in mente er det måske meget sigende, at det netop er her det offentligt tilgængelige arrangementet foregår. Det Fynske Kunstakademi er efterhånden blevet synonymt med en særlig kritisk selvbevidsthed omkring akademiet som institution, og for at eksperimentere med undervisningssituationer og uddannelsesformater. Således har akademiet ingen traditionelle afdelinger og undervisningen, som foregår på tværs af årgange, består ofte af workshops.

Det kommende arrangement med Andrea Fraser sker på initiativ af den danske kunstner Sidsel Meineche Hansen (f.1981), som for tiden er gæsteprofessor på akademiet. Meineche Hansen har i en årrække arbejdet med seminarserier og rundbordssamtaler som en central del af sin kunstneriske praksis, der med hendes egne ord kan beskrives som «en undersøgelse af nervøsitet som en form for institutionel kritik og et praktisk forsøg på at udvikle en feministisk organisationsform mellem teori og praksis». Frasers kommende forelæsning og seminar, er således på én og samme tid dét, det er: en artist talk, hvor hun udfolder sin praksis – men det er samtidig, og i ligeså høj grad, en del af Meineche Hansens kunstneriske praksis samt en del af kunstakademiets udtalte ambition om at undersøge alternative undervisningsformater. Frasers bidrag indgår i Sidsel Meineche Hansens projekt Micro-Political Anthropology, som er en række interdisciplinære rundbordsseminarer, der har som mål at «udvikle en institutionel kritik, der er specifik situationsbestemt og at betragte organisationsformer som en del af kunstskabelsesprocessen.» – som det hedder i  introduktionen til seminarrækken.

Andrea Frasers kritik af de uhensigtsmæssige mekanismer og strukturer i kunstverdenen og navnlig på kunstmarkedet har medført, at hun ofte har opfordret andre til at trække sig ud af kunstverdenen – ligesom hun flere gange har annonceret, at hun selv er i færd med at gøre det. Forhåbentligt sker det ikke før tirsdag.

I sin performance Kunst muss hängen, 2001 opførte Fraser i en appropriering af den mandlige kunstnerkliché - en tale afholdt i 1995 af en fuld Martin Kippenberger. Alle Kippenbergers ord og bevægelser blev imiteret til perfektion. Kippenberger var en personlig bekendt af Fraser.
I sin performance Kunst muss hängen, 2001 opførte Fraser i en appropriering af den mandlige kunstnerkliché – en tale afholdt i 1995 af en fuld Martin Kippenberger. Alle Kippenbergers ord og bevægelser blev imiteret til perfektion. Kippenberger var en personlig bekendt af Fraser.

 

Diskussion