Der gøres i denne krisetid mange forsøg på, hvordan man kan skabe billedkunstneriske oplevelser digitalt. Museer og kunsthaller viser deres arkivfotos på Instagram, videokunsten rykker ud på digitale platforme og man kan sågar tage til livestreamede ferniseringer og hænge ud i online showrooms – helt uden at forlade matriklen.
Museet for Samtidskunst har siden 2018 drevet platformen «Podcast for Samtidskunst» i samarbejde med The Lake Radio; en podcast med kunstnerinterviews originale lydværker af både ældre og nyere dato – fra Henning Christiansen til Goodiepal og Lea Porsager. Over den første uge af den danske karantæneperiode har de bedt tre kunstnere skabe et værk, der adresserer den aktuelle situation, hvor corona-virussen spreder sig verden over og folk sidder isoleret i deres hjem.
Lydværkerne har tre forskellige geografiske udgangspunkter: Svenske Sara Sjölin taler fra sit atelier i København, mens Zeinab Sharhidi Marnani og Davide Savorani befinder sig i henholdsvis Iran og Italien – to af de lande, der er hårdest ramt af virussen.
Davide Savoranis værk SAFE har et interaktivt element, der gør det til det mest fængende af de tre. Vi møder karakteren Safe, der er en slags online-meditationsguide med smørblød, nærmest computeragtig stemme af den slags, mange af os har stiftet bekendtskab med igennem de seneste uger. Jeg lukker øjnene og følger Safes instruktioner om at genkalde mig det seneste ansigt, jeg har set, for at kunne falde til ro midt i al uroen. Safe er dog ikke selv helt upåvirket af situationen, og falder ud af rollen, da hun fortæller om de skræmte øjne, der tittede frem over en ansigtsmaske på vej gennem et nedlukket Milano. Selv meditationsguides bliver åbenbart ængstelige i isolation.
Zeinab Sharhidi Marnanis værk Blue-green består af en kollage af lydklip, som hun har gemt på sin telefon og lytter til, når hun har brug for opmuntring. Vi hører lyden af naboen, der spiller musik og af børn, der synger, taler og griner. Disse lidt private optagelser er klippet sammen med lyden af fuglesang over Teheran, der ellers normalt er overdøvet af trafikstøj. Nu er byen stille og naturen træder frem.
Sara Sjölins 47 minutter lange podcast, Panik i gaden, er en blanding af intime betroelser og en art mordgåde med en coronasmittet gambler som offer. Den leveres på et uendelig langsomt, monotont svensk, der får mig til at falde så meget til ro, at jeg midt i værket opdager, at jeg har misset adskillige tråde i fortællingen. Og måske gør det ikke så meget, for intimiteten i den andens ansigtsløse stemme, der taler fra en position helt tæt på mikrofonen er balsam for urolige, angstfyldte sjæle.
I denne overdigitale tid er det, vi savner mest måske netop at høre en anden persons stemme helt tæt på. Mange af os har genopdaget hvor overlegen telefonsamtalen er i forhold til de sms’er, vi ellers kommunikerer med, og således viser podcasten sig at være det perfekte medie til at opleve kunst i en krisetid. For egentlig er det, vi har brug for lige nu, bare at høre hinanden fortælle: Hvordan er det for dig? Er du okay? Er du der stadig, derude et sted?
