To uniformerede mænd går taktfast ned gennem hovedgaden i Nuuk. De deler flyers ud og opfordrer forbipasserende til at lade sig hverve til den grønlandske hær. Om kort tid vil det grønlandske militær nemlig invadere Danmark, og derefter resten af verden.
Performancen er en del af værket Melting Barricades fra 2004, som er et samarbejde mellem Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen. Silis Høegh, som er født i Qaqotoq og i dag bor i Nuuk, er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2010 og står bag en række dokumentarfilm, herunder Sumé – Lyden af en revolution (2014). Havsteen-Mikkelsen er født på Ærø og bor i København, hvor han blev uddannet fra kunstakademiet i 2009 og i dag primært arbejder som maler med interesse for arkitektur og klima.
Melting Barricades blev et gennembrudsværk for begge kunstnere. Det består, udover hvervekampagnen i gågaden, af propagandafilm og -plakater, grønlandske militæruniformer, en strategi for mediemanipulation og alt, hvad der ellers hører til en invasion af et fremmed territorie. I 2004 blev det udstillet i to forskellige versioner på en skole i Nuuk og Nordatlantens Brygge i København, henholdsvis i skikkelse af en bunker til beskyttelse af grønlandske værdier og af en art militærbase til planlægning af den videre invasion. Siden er det blevet vist i et utal af sammenhænge, senest på Kunsthal Charlottenborg i 2022 med den internationale gruppeudstilling New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea.
I løbet af de 20 år, der er gået, siden værket blev vist første gang, er det ikke blevet mindre aktuelt. Siden Præsident Trump for nylig erklærede, at amerikansk kontrol med Grønland er en nødvendighed og Trump Junior tog på charmeoffensiv i Nuuk, har debatten om Grønlands fremtid raset. Hvad skal der ske i Arktis? Skal Grønland indgå en free associationaftale med USA? Og bliver Grønland omsider selvstændigt?
Også i Danmark har Trumps udmelding sat gang i en debat om, hvordan fremtiden for Rigsfællesskabet ser ud. Pludselig ser vi tv-debatter med adskillige grønlandske politikere, nogle endda på grønlandsk, mens halvdelen af landets journalister satte sig på et fly mod den nye lufthavn i Nuuk. Har vi taget Grønland for givet? Kan vi risikere at miste svimlende 98% af det danske territorie? Og hvad ville det i givet fald betyde for Danmarks geopolitiske situation?
Melting Barricades er netop blevet indkøbt til samlingen på Nuuk Kunstmuseum, hvor det også var udstillet fra oktober til december sidste år. Nuuk Kunstmuseum blev indviet i 2005, men samlingen på omkring 350 værker er af ældre dato, heriblandt værker af europæiske kunstnere, der har opholdt sig i Grønland (eksempelvis Christine Deichmann, J.E.C. Rasmussen og Harald Moltke) og af nyere grønlandske kunstnere som Miki Jacobsen, Buuti Pedersen, Jessie Kleeman og Pia Arke.
Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsens værk leger med tanken om, at historien kunne have et omvendt fortegn: At Danmark kunne være blevet koloniseret, at det var de danske stednavne, der blev erstattet af grønlandske og at det var grønlandske værdier, der herskede i hele Rigsfællesskabet. Spørgsmålet er så, hvilke værdier, det i så fald ville være? Hvilke værdier er værd at kæmpe for?
Melting Barricade opstiller et scenarie, hvor Grønland er en selvstændig nation. Hvorfor valgte I at tage udgangspunkt i militæret for at åbne den samtale?
Inuk Silis Høegh: Grønland er et af de få lande i verden, som aldrig har været i krig, derfor var det sjovt at lave en hær. Krig får folk til at tænke over, hvilke værdier, der er værd at kæmpe og dø for. I Grønland taler man meget om selvstændighed, og det ville også være fint. Spørgsmålet er, hvad man egentlig vil med den? Hvilke værdier vil man bygge en ny nation på? Derfor var en del af vores projekt en tegnekonkurrence for grønlandske børn, som handlede om at undersøge disse værdier, Konklusionen blev: Åbenhed og fred. Så da vi i værkets fiktive univers invaderede resten af verden, var det for at skabe fred ved at hælde isbjerge ned over alle konflikter – for at køle det hele lidt ned, ikke?
Det handler også om empowerment af et lillebitte koloniseret folk, som måske også i sit eget selvbillede har været lidt tilbageholdende. Man siger, at angreb er det bedste forsvar, og vores forsvar imod kulturimperialismen er måske at gå til modangreb. Ud over alle aspekterne omkring geopolitik, kulturimperialisme og mediemanipulation er det også bare sjovt at forestille sig, at verdens mindste folk kunne invadere hele verden.
Hvordan så den politiske samtale om grønlandsk selvstændighed ud i 2004?
Asmund Havsteen-Mikkelsen: Debatten har jo pågået i hvert fald siden 1970’erne. I Inuks dokumentarfilm om bandet Sumé ser man, hvordan rockmusikken var med til at skabe en form for kulturel selvbevidsthed, men også hvordan den identitet var presset af det danske forsøg på at modernisere Grønland. Det var det, der skete med betænkningerne G50 og G60, de to store moderniseringsplaner for et moderne Grønland. I den proces mistede Grønland sig selv, men det er også her selvstændighedsbevægelsen starter.
I 2004 havde man stadig Hjemmestyret, og der var fortsat mange områder, som lå under dansk kontrol, herunder ansvaret for udvinding af råstoffer fra den grønlandske undergrund. Derfor virkede selvstændigheden også langt væk. Men med Selvstyreloven fra 2009, hvor flere områder kunne hjemtages til grønlandsk kontrol, og senest den arktiske strategi «Nothing about us without us» fra 2024, er det pludselig meget tættere på. I 2004 var det stadig en mulighed at lave noget humoristisk om selvstændighedsdebatten, sådan som vi gjorde med Melting Barricades. I dag tror jeg ikke, der er ret mange, som ville synes, at det var morsomt, hvis Inuk og jeg gik rundt i hovedgaden i Nuuk i militæruniformer og talte om at invadere USA.
ISH: Til forskel fra 2004 har de grønlandske politikere i dag et helt andet mod. Emner, man ikke talte højt om dengang, har fået en stemme, fx er illusionen om Danmark som ’den gode kolonimagt’, der handlede ‘i bedste mening’ brudt sammen. Danmark er også begyndt at lytte lidt mere nu, hvor USA er kommet på banen. Jeg så DR-programmet Debatten om rigsfællesskabets fremtid for nylig. Normalt ville der højst stå en enkelt grønlænder henne i hjørnet, fordi man føler, at man skal invitere én. Denne gang var der et helt panel af grønlændere. Pludselig var der bare en helt anden stemning i rummet. Det virkede for én gangs skyld som om, de danske politikere lyttede.
Er det jeres oplevelse, at det især er i den danske ende af relationen, at noget har forandret sig over de sidste 20 år?
AHM: Der er i hvert fald også noget, der har flyttet sig i Danmark. I 2014 blev der nedsat en forsoningskommission, hvortil Helle Thorning Schmidt (socialdemokratisk statsminister, 2011-2015) svarede: ‘Vi har ikke behov for forsoning’, hvilket jo er så dumt, som noget kan være. Men fordi der pludselig er en amerikansk interesse i Grønland, virker det som om, selvstændigheden bliver fremskyndet.
ISH: Egentlig tror jeg, at forandringen er startet i Grønland. Der er sket en gradvis myndiggørelse af det grønlandske folk. Utilfredsheden med at ligge under Danmark stammer tilbage fra 1953, hvor Grønland blev et dansk amt, og siden er den vokset i takt med, at Grønland har fået mere selvforståelse.
Hvordan ser I tilbage på jeres fællesværk her 20 år senere? Ville man kunne lave det samme i dag, eller er eksempelvis humoren en anden?
ISH: En markant forskel fra 2004 til i dag handler om, at vi har fået et lidt andet forhold til sandhed. Værket handler en del om mediemanipulation. Jeg husker, at vi var overraskede over, hvor godt det lykkedes. Vi ryddede jo avisforsiderne i Grønland og folk var enormt forvirrede. Vi blev blandt andet politianmeldt, og nyhedsredaktionen på nationalt fjernsyn turde ikke sende noget om projektet, før de havde været i kontakt med Hjemmestyret. Det kom bag på mig, for vi havde tydeligt annonceret vores performance som en kunstevent.
Den humoristiske side af værket var tænkt som en slags trojansk hest. Humor virker afvæbnende og får umiddelbart folk til at trække på smilebåndet, men samtidig sætter det måske nogle tanker i gang. Når værket blev taget så alvorligt, handler det også om en forskel i humor, hvor man i Grønland ikke bruger så meget ironi. I dag er der et langt større fokus på fake news og misinformation, de fleste har en indbygget skepsis overfor nyhedsformidlingen.
AHM: De fleste kunstprojekter, man laver, har en begrænset levetid, men Melting Barricades har haft en enorm lang virkningshistorie, og bliver ved med at afføde nye reaktioner. Nivi Christensen, som er leder af Nuuk Kunstmuseum, oplevede projektet som ti-årig elev på skolen i Nuuk. Nu, 20 år senere, har hun indkøbt det til museets samling.
Det peger vel også på, at den samtale, der er omkring grønlandsk selvstændighed, stadig er uløst? Hvordan ser I på værket i relation til den aktuelle og ret ophidsede situation?
ISH: Når jeg tænker over værkets grundspørgsmål i dag, ser jeg to totalt modsatrettede tendenser. På den ene side er der et helt nyt fokus på oprindelige folks rettigheder, og man kan ikke længere bare ignorere oprindelige folks egen vilje, som man har gjort historisk. Samtaler om fortidens overgreb bliver taget op igen, og på den måde er der dele af det, vi efterlyste i værket, blevet til virkelighed. På den anden side er imperialismen tilsyneladende tilbage. Vi er tilbage et sted, hvor stormagter invaderer nabolande for at udvide deres territorie, og hvor det pludselig virker som om, vi ikke har lært ret meget af historien. Tingene kører i ring.
Det samme gælder den grønlandske selvstændighedsdebat. Det er i virkeligheden den samme som for 20 år siden. Det handler stadig om, hvilke værdier, vi skal bygge vores nation på, hvem vi skal være venner med og hvordan vi konkret skal forvalte selvstændigheden. Nu kommer de multinationale mineselskaber, som har flere advokater end vi har slædehunde, og så bliver det bare et andet magtforhold, vi skal forholde os til, økonomisk og geopolitisk.
Hvad tror I, at den sidste måneds geopolitiske debat, kommer til at afføde i henholdsvis Grønland og Danmark?
ISH: Der skal være valg i Grønland senest til april. Det bliver ret spændende, for fronterne er trukket kraftigt op. I Grønland har vi fået nogle politikere, der tør sige fra, og i Danmark har man pludselig opdaget, at Grønland er noget værd og at Rigsfællesskabet er noget, man gerne vil beholde. Min frygt går på kampen om sandheden. Jeg tror, at både Danmark og USA har store interesser i at blande sig i det grønlandske valg, og jeg er bange for, at det bliver sådan en algoritmekrig med en masse misinformation. Lige om lidt kommer alle mulige til at stå og vifte med deres dollarsedler for at få adgang til den grønlandske undergrund, og så bliver vi nødt til at holde fast i os selv.
AHM: Jeg tror også, vi kan forvente amerikansk indblanding i det grønlandske valg. I USA er man jo ved at lave en narrativ om, at Danmark er racistisk og har forsømt Grønland ved at nægte dem at tage råstofferne op af jorden. Vi ser jo allerede, hvordan Elon Musk blander sig i europæisk politik. Fra et dansk perspektiv synes jeg, at debatten allerede har flyttet noget. Man er pludselig blevet enormt nervøs for at miste det, man tidligere har taget for givet. Der er en sund selvransagelse, hvor danskerne kigger indad og anerkender, at vi har begået store fejl.
ISH: De fleste grønlændere blev ret forfærdede over Trumps udmeldinger, men den respekt, som grønlænderne bliver mødt med i den danske offentlighed nu, havde ikke fundet sted uden ham. Jeg håber, at resultatet af hele dette cirkus bliver en større anerkendelse fra Danmark og en større ligeværdighed i diskussioner, der vedrører Grønland. Jeg tror dybest set, at grønlænderne gerne vil Danmark, for grønlænderne har altid været kollektivister for at kunne overleve, og på den måde har vi et kulturelt bånd til den danske socialdemokratisme. USA har en helt anden kultur, baseret på konkurrence og individualisme, og det verdensbillede er meget fremmed for grønlænderne.
Men der er også grønlændere, der taler om, at Grønland har meget stærke kulturelle bånd til de oprindelige folk i Nordamerika?
ISH: Ja, til inuit-befolkningen i Canada og Alaska, men Grønland er det eneste område, hvor inuit er majoriteten i deres eget land. Vi har bevaret vores sprog og selvforståelse på en anden måde, end de har været i stand til. Til gengæld har de bevaret dele af den gamle kultur, som vi har mistet, og derfor har vi en interesse i hinanden. Men inuit i Nordamerika har ikke deres eget selvstændige territorie, omend der er områder med selvstyre, så det bliver vanskeligt at lave reelle politiske samarbejder med dem. Hvis Grønland skal gebærde sig som nation, skal vi finde et økonomisk ståsted, og det skal ske gennem samarbejder med andre nationer.
Hvad tror I, det kommer til at betyde for kulturlivet i Grønland, hvis eller når man opnår en højere grad af selvstændighed?
ISH: Jeg håber, det vil styrke den grønlandske kunstscene. Det grønlandske publikum er ret lille, og det gør det generelt svært at overleve som kunstner på kommercielle vilkår. Derfor håber jeg, at vi får lavet en solid kulturpolitik, der anerkender at kunsten er vigtig for den grønlandske selvforståelse. Det er en lang proces, for på den ene side er der en vilje til at kæmpe for grønlandsk sprog og kultur. På den anden side er der ikke rigtig handling bag ordene. Når sundhedsvæsenet er ved at falde fra hinanden, så er det selvfølgelig det, man prioriterer politisk.
Der er masser af kunst og musik i Grønland, men det er især noget, folk laver i deres fritid. Jeg håber, vi kan styrke den professionelle kunstscene, og det kræver politisk vilje. De professionelle kunstnere i Grønland har længe måtte orientere sig meget imod Europa for at overleve, men vi er så langt fra resten af verden, at det også kan være problematisk. Man vil gerne producere noget kunst, som taler til grønlænderne og kan starte debatter her, og det er svært, hvis man samtidig har det ene ben i Europa. Det er ikke så let at lave værker, der fungerer lige godt begge steder.
Det har tidligere været meget vanskeligt at få grønlandsk kunst vist på Louisiana eller Statens Museum for Kunst. Da Louisiana i 2014 lavede den store udstilling om Arktis, var der ikke én eneste kunstner med inuit-baggrund, hvilket jo er helt vildt, især fordi Danmark ikke selv er en del af Arktis. Indenfor de sidste par år har Jessie Kleemann haft soloudstilling på Statens Museum for Kunst og Inuuteq Storch har repræsenteret Danmark på Venedigbiennalen. Så det er begyndt at ændre sig.
