Forårsudstillingerne

Der er en tendens til, at det bliver sværere og sværere at finde selve udstillingsprogrammet på mange danske kunsthaller og museers hjemmesider. Ofte skal man grave sig igennem en rokoko-skov af undermapper, før man under «Besøg os» eller «Det sker» kommer frem til kerneaktiviteten, udstillingerne. Tendensen er sandsynligvis vokset frem i takt med, at der stilles flere og flere krav til institutionernes underholdningspalet; fra lav-din-egen-performance-workshop over mødregruppe-brunch til udlejning af fest- og konferencelokaler. Der er ikke noget i vejen med forsamlingshus-ambitionen, men når den sættes i forgrunden risikerer man let at grave sin egen grav (inklusive en helt kunstscenes) i et kulturpolitisk klima, som i forvejen ikke besynger kunstfaglig autoritet.

Kunstfaglig autoritet består blandt andet i, at udstillingsstederne producerer og kuraterer deres egne udstillinger helt fra bunden. Man mærker det faktisk tydeligt, når en udstilling er resultatet af et dedikeret samarbejde mellem kunstner og institution – når sparringen mellem kunstner og kurator er foregået i et tillidsfuldt rum over længere tid. Det er der heldigvis en del eksempler på.

Kunsthal Charlottenborg viser for tiden en egenproduktion med newzealandske Michael Stevensons hjemmebyggede flysimulatorer, hvor publikum tages på imaginære flyveture ind i virtuelle landskaber baseret på afsidesliggende egne i Papua Ny Guineas højland – og måske også forvilder sig på en videre rejse ind i Stevensons idiosynkratiske, filigranagtige historieskrivning.

X-rummet på Statens Museum for Kunst har efterhånden gjort det til sit vartegn at investere i nyproduktioner, ofte med ganske ombejlede internationale kunstnere. I marts gælder det britiske Ed Atkins, hvis computergenererede videokunst ikke har været til at komme uden om de seneste år – og altså heldigvis heller ikke længere er det i København, når X-rummet præsenterer Safe Conduct, en omgang haute couture HD-video ved Atkins.

Sæsonens øvrige internationale samtidskunststjerner gemmer sig (nogle gange lidt for godt) i det omfattende program, der går under titlen «Images 2016», som er produceret i regi af Center for Kultur og Udvikling (CKU), som regeringen desværre har valgt at nedlægge, men som altså endnu i 2016 byder på 21 udstillinger på kunstinstitutioner overalt i Danmark. Fokus er på «globale udfordringer og kunstnerens rolle i samfundet med kunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten». Der lader til at være flere vedkommende udstillinger iblandt, hvorfor man også håber, at den lidt stedmoderlige formidling, som ofte følger disse projekter på værtsinstitutionernes hjemmesider, vågner lidt op og tager lidt mere ejerskab på udstillingerne, når ferniseringsdagen kommer.

Af forårets Images-udstillinger ser jeg frem til: Merchants of Dreams, som viser marokkansk samtidskunst kurateret af Christian Skovbjerg og huset af både Viborg Kunsthal og Brandts i Odense; El Anatsuis monumentale gobeliner på Trapholt i Kolding; samt, ligeledes på Trapholt, den senegalesiske kurator N’Gone Falls When Things Fall Apart, der kredser om tidens voksende intolerance og frygt for fremmede kulturer med kunstnere fra Cameroun, Palæstina, Vietnam, Uganda og andre steder, hvis samtidskunst vi sjældent præsenteres for hertillands – heriblandt en række etablerede navne såsom Pascale Marthine Tayou, Rehema Chachage og Tiffany Chung. Sidstnævnte sås dog også i efteråret på CAMP, det københavnske udstillingssted for migrationskunst, hvortil Chung netop har doneret halvdelen af et salg til Louisiana. CAMP er lukningstruet efter at have mistet deres tilskud fra netop CKU. Man må håbe på flere af den slags lykkelige cross-overs dette forår – selvom det selvfølgelig ville være klædeligt, hvis andre end kunstnerne betalte.

Louisiana tegner sig også for en egenproduktion, udstillingen Eye Attack, som også kunne have heddet «Eye Candy» idet den viser værker af 40 kunstnere indenfor den kunstretning, der brød frem i midt-1950erne og som dyrker optiske illusioner, såkaldt Op Art. Ifølge presseteksten spiller Victor Vasarely og Bridget Riley de altdominerende hovedroller. Det er så absolut et legitimt cast til sammenhængen, men det er ligesom med Beatles eller Stones. Jeg foretrækker Riley til enhver tid.

Langt fra striber, optisk bedrag og skarpe cirkelslag byder Tranen i Hellerup på følsomt forår under temaet «Sensibility». Først en udstilling med Astrid Svangren, der med sin «shamanistiske sensualitet» lader sit sværmeriske, udvidede maleri indtage rummet. Derpå følger en udstilling med Uffe Isolotto, der, ikke mindre følsomt, tager udgangspunkt i Michael Strunges «Vi folder drømmens faner ud» ­– dansk 80er-lyriks, punk-romantiske hovedværk.

Følsomt plejer ikke at være adjektiver, man hæfter på hverken A-Kassen eller Gardar Eide Einarsson, som dette forår udstiller i deres københavnske gallerier, henholdsvis Galleri Nicolai Wallner og Nils Stærk. Men hvem ved…

Et par nye udstillingssteder vover også forårets skarpe lys. I februar gælder det Vermilion Sands ved kunstner Kevin Malcolm og kurator Nikolaj Stobbe. Første udstilling fokuserer på kartografiets kulturhistorie med bidrag af Owen Armour, Desmond Church, Lise Harlev, Runo Lagomarsino og Adriana Ramić.

Et andet nyt sted er Age of Aquarius, som holder til i en taghave på 6. sal med udsigt over Københavns skyline. Stedet drives af Uffe Isolotto og Nanna Starck og ligger i direkte forlængelse af kunstnerparrets privatbolig. En symbolsk forspirring af have og udstillingsplatform sker i starten af april, hvor «lys, røg og vand» vil udgøre en scenografi omkring en koncertudstilling med Christian Jeppsson, Gry Bagøien, JG Biberkopf og naboen Peter.

De nye direktører sætter også deres præg på forårsprogrammerne. Kunsthal Aarhus’ Jacob Fabricius tiltrådte stillingen for kun to uger siden, men har allerede sat britiske Camilla Wills på programmet. På Statens Museum for Kunst har Mikkel Bogh kurateret sin første udstilling på museet. Tæt på – Intimiteter i kunsten udfolder historien om intimsfæren og den private krops indtog i kunsten fra 1730-1930 (med blandt andre Edvard Munch, Vilhelm Hammershøi, Martinus Rørbye, Ejnar Nielsen og Berthe Morisot). Imens markerer Birgitte Kirkhoff, at der er en ny sherif i Roskilde – sådan som det efterhånden er blevet coutume – ved at lancere en ny grafisk identitet, som desuden skal manifestere museets nye retning «som relevant samfundsaktør». Museets 25 års jubilæumsudstilling, I dag. I går. I morgen. betjener sig dog af et velkendt greb: en håndfuld kunstnere (heriblandt Hannah Heilmann, Olof Olsson og Claus Haxholm) er inviteret til at dykke ned i stedets arkiv og revitalisere institutionens fortid i en kurateret udstilling.

Og så meddeler Kulturministeriet i en pressemeddelelse i dag, at analyseinstituttet Oxford Research har analyseret indsatsen af en stort anlagt dansk kultursatsning i Kina inklusive en række dansk-kinesiske samarbejdsaftaler. Ministeriet nævner blandt andet ARoS’ aktuelle udstilling med kinesisk samtidskunst A New Dynasty – Created in China. Analyseinstituttet konkluderer: «Resultatet vidner om en høj tilfredshedsgrad og et stort fagligt udbytte blandt de danske deltagere.» Tillykke med det.

Men man kan også starte sæsonen hjemme med en kop kaffe og fortrøstningsfuldt konstatere, at et af Danmark længst eksisterende nulevende kunsttidsskrifter Pist Protta lever i bedste velgående. No.1 udkom i 1981 og no. 77 er, traditionen tro, netop blevet leveret på cykel af en af redaktørerne selv og er en stimulerende udgivelse med lige dele febrilske og nervesvækkede bidrag af blandt andre Henriette Heise, Amalie Smith, Cia Rinne, Søren Andreasen og Kirstine Aarkrog. Eller sagt på en anden måde: «Resultatet vidner om en høj tilfredshedsgrad og et stort fagligt udbytte blandt de danske deltagere.»