Der er aldrig så meget glamour omkring kunstpriser, som der er omkring film- eller musikpriser. Det forsøger Foreningen af Danske Kunstkritikere, den lokale afdeling af det internationale kritikerforbund AICA, at gøre noget ved.
Årets Kunstkritikerpris, der har været uddelt siden 1995, fandt sted i eftermiddags ved en blomster-og-hvidvins-reception på Kunsthal Charlottenborg i København. Antallet af priser var i år desuden firedoblet. Bestyrelsesmedlem Kristian Handberg, der bød velkommen, håbede, at arrangementets mere offentlige karakter ville medvirke til at gøre prisuddelingen til en mere synlig tradition i dansk kunstliv, herunder naturligvis at fremhæve kunstkritikken som virke.
Kunstkritikerprisen blev i år uddelt i fire kategorier, som blev vurderet af en jury, nedsat af foreningens bestyrelse, bestående af rektor for Det Jyske Kunstakademi Judith Schwarzbart; lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, Mathias Danbolt; samt kritiker og kommunikationsmedarbejder ved Nordatlantens Brygge, Mai Misfeldt. Også denne procedure er en nyskabelse. Tidligere priser har været valgt ved afstemning blandt foreningens medlemmer på baggrund af nomineringer fra samme. I år er det også medlemmerne, der har indstillet, men juryen, der har lavet shortlister og kåret vinderne.
Vinder af årets udstilling 2020 blev Jane Jin Kaisen for udstillingen Community of Parting, som fandt sted på Kunsthal Charlottenborg sidste sommer. I samme kategori var shortlistet to andre soloudstillinger; Sammy Balojis Other Tales på Kunsthal Aarhus og Anne Haanings Half Hidden på Den Frie Udstillingsbygning, København.
Danbolt, som holdt pristalen for Kaisen, pointerede udstillingens flerstemmige karakter med plads til, at det politiske og det personlige kunne folde sig ind og ud af hinanden. Udstillingen blev desuden fremhævet for sin poetiske sensibilitet og for at være et vigtigt bidrag til kunstnerisk forskning indenfor feltet ’restorative justice’.
Prisen for årets kunstpublikation gik til Ophør oprør – dagbog fra en indlæggelse af Jakob Jakobsen, Antipyrine. Udgivelsen var nomineret sammen med Peter Brandts No Safe Place, Realy Simpel Syndication Press og Maria Kjær Themsens Berørt – Om dansk kunst i det nye årtusinde, Strandberg Publishing.
I pristalen til Jakobsen kaldte Schwarzbart bogen for et kampråb på vegne af alle i det psykiatriske system og alle, som befinder sig på kanten af samfundet i det hele taget. Jakobsen kvitterede for prisen med at læse op fra bogens sidste kapitel ’Dag 78: udskrivelsen’
Rosa Marie Frangs podcast «Rosas Reality Radio» vandt prisen for årets kunstbegivenhed. I samme kategori var nomineret filmprogrammet Efterrystelser kurateret af Mai Takawira på Kunsthal Charlottenborg og performance-installationen Ghosthouse kurateret af Anna Weile Kjær på den Frie Udstillingsbygning.
Specialprisen for et særligt coronatiltag 2020 gik til Walking Copenhagen af Metropolis (100 kunstnere, 100 vandringer i Kbh, 100 dage), nomineret sammen med Ny Carlsberg Fondets performancefestival UP Close kurateret af Natalia Gutman og Koloristernes fællesmaleri på facaden af Den Frie Udstillingsbygning.
Desuden modtog dagbladet Politikens mangeårige kritiker, siden 1988, Peter Michael Hornung prisen for årets kunstkritiker for «et dedikeret og inspirerende virke i dansk kunstkritik». Hornings pris blev ikke udpeget af juryen, men af 15. Juni Fonden, som har støttet og muliggjort samtlige af årets priser.
«Hvorfor bliver man kunstkritiker? Og skal man overhovedet det?», indledte Hornung sin takketale og fortalte, at hans vej ind i kunstkritikken var kommet via far og farfar, begge kunstnere. Ikke altid lige nemt, måtte man forstå. Lidt som at komme ud af en købmandsslægt og blive ansat i Told & Skat, ræsonnerede Hornung, som også omtalte sig selv som en uddødende og heldig race, som har haft fastansættelse på avisen med samme vilkår som andre journalister, fast løn, ferie, ret til sygedage og så videre. Noget som ikke længere er nogen kunstkritiker forundt i dag.
Til lejligheden havde Hornung opgjort samtlige af sine anmeldelser i relationer til de hjerter, som Politikens anmeldere uddeler, mellem nul og seks, og var kommet frem til et gennemsnitstal tæt på fem. At det ikke lå tættere på middel forklarede han med, at danskerne ikke er et voldsomt kunstelskende folk. Man skal ikke give dem for mange grunde til at ikke at begive sig ind på museerne, lød det. Derfor måtte kritikeren i høj grad være en bro, hvorfor formidleren bliver en naturlig position i dette farvand.
Med disse refleksioner fra dansk kritiks nestor sluttede en festlig uddeling af årets kunstkritikerpriser.
