Før Theis Wendts aktuelle gennembrud med sine lækre træ- og printværker, hvor han er kommet i stald hos københavnergalleriet Andersen’s, gjorde kunstneren det i farverige malerier og var tilknyttet galleriet Christoffer Egelund (der mest handler med netop farverigt maleri). Men så skiftede kunstneren fundamentalt stil, genre og materiale, og fik for alvor opmærksomhed med udstillingen ON-TILTED på Traneudstillingen tidligere i år. Her viste han yderst dekorative spejlfolier, der omhandlede rumlige dannelser, flade og dybde, og mdf-plader omdannet til bunker af savsmuld på gulvet. En meget gennemført installatorisk integration af de to mest markante tendenser på samtidskunstscenen lige nu (som derimod ikke er så optaget af figurativt maleri): rum/flade-undersøgelsen og materialebehandlingen (mdf, savsmuld, folie). Det var efter denne udstilling (der meget apropos særligt blev hypet via skærmen på facebook), at Wendt (f. 1981) kom ind hos Andersen’s, hvor han nu præsenterer sin første solo-udstilling.
Udstillingen kaldes Excavation, som er en betegnelse man bruger om arkæologiske udgravninger. Den består af seks gyldne teaktræsbilleder i kropsstørrelse (ca. 2 meter høje og 1, 5 meter brede), som er meget lig de lækre træbilleder Andersen’s valgte at promovere den nye kunstner med på Chart-messen på Charlottenborg (og som virkelig tog sig godt ud sammen med sildebensparketgulve og stuk).
De seks værker er næsten ens, men de er væsensforskellige i ophav og materialitet – heri udstillingens pointe: de tre er skabt med en rigtig teaktræramme og med glas (den klassiske version af et ophængt billede: med glas og ramme), hvor de tre resterende derimod er helt flade digitale prints, hvor glasset er sat på gulvet halvvejs op ad billedet. Motivet i alle seks billeder ligner lidt et sauna-interiør, skabt som digitale fotoprints med repetitioner over samme tema: trærammen, eller træpaneler, i forskellige lyse og mørke nuancer, skaber forestillingen om dybde, hvorfor forskellige rumlige dannelser opstår i billedet. Der er altså tale om to forskellige billedskabende strategier, der både spejler hinanden og «diskuterer» hinandens ophav og effekt, som; hvordan oplever vi forskellige former for rumlighed? Kan den visuelle illusion af dybde på et fladt print være lige så effektfuld, som en reel dybde?
«Dybde er stadig det nye,» skrev Merleau-Ponty tilbage i 1961 (i L’Oeil et L’ésprit), hvor han beskrev forskellige kunstneriske undersøgelser (fra Cézanne til Robert Delauney). For Merleau-Ponty handlede det om, hvordan kroppen sanser verden, før bevidstheden kan danne erfaring af den. Det var før vi fik skærme og virtuelle verdner, men undersøgelsen udi dybde, perspektiv og perception er stadig lige aktuel. Det nye er, at skærmen i dag nærmest er en forlængelse af vores krop. Og ja, den illuderer dybde og perspektiv og viser os verden igennem dens flade på 2 millimeter. Mange kunstnere arbejder aktuelt med dette moderne paradoks og vilkår for verdenssansning. Og Theis Wendts nye stil rammer meget præcist lige ind i dén feltundersøgelse – på en næsten spekulativ præcis (og lækker) måde.
Det interessante ved Wendts værker er dog, at det hele i bund og grund handler om sansninger – om kroppens oplevelse af det virtuelle illuderede rum kontra det manifeste faktiske rum. Wendt synes at pege på, at det ene rum, kan være lige så effektfuldt som det andet, ligeså virkeligt. Og det er selvfølgelig sandt, at det, der opleves, sanses. Men hvordan det sanses er trods alt ikke det samme. Man kunne spørge, med Merleau-Ponty: sanser kroppen reelt med gennem skærmen?
Et eksempel; den nyeste forskning peger på at tekst, der læses på en skærm, huskes langt dårligere, end tekst læst på papir. Hvorfor? Fordi vores hjerne først og fremmest er trænet i at danne rumligt overblik, og er der ikke noget reelt rum (som på skærmen) lagres den viden ikke på samme måde, som hvis teksten kan anskues i konkret rumlige dimensioner. Der er altså ikke bare en reel sanselighed til forskel, der er også en neurologisk, som gør disse aktuelle kunstneriske undersøgelser interessante på mange niveauer. Hos Wendt er denne «billeddiskussion» altså pakket ind i meget appetitlige æstetiske «rammer», som nok er reelt undersøgende – hvorfor analogien til arkæologien ikke er helt ved siden af (vi er stadig midt i undersøgelsen af dybde, perception, kopien og originalen, realiteten og gengivelsen af den) – men som er så lækker (i look, emne og tematik), at det begynder at pege tilbage på sig selv som et emne i værkerne; det glatte, lækre look, der umiddelbart virker dyb og rummelig, men som er lige så overfladisk som den er smuk. Ingen tvivl om at værkerne er utrolig flotte, at diskussionen er relevant, og at det hele går op i en skøn enhed af aktuel trendy æstetik, men det er samtidig næsten for meget af det gode; for fortænkt, på grænsen til det decideret spekulative, til at det rigtig rammer.
