For 5-6 år siden stødte jeg ind i en video af Mark Leckey på YouTube kaldet Proposal for a Show. I et uprætentiøst sprog og på charmerende Liverpool-dialekt hørte jeg ham fortælle om en fiktiv udstilling, som han legede med tanken om at ville lave en dag og som kunne få titlen The Universal Addressability of Dumb Things. Umiddelbart lignede det, at dette oplæg til en udstilling var, hvad jeg så på skærmen: Et værk i sig selv.
Men The Universal Addressability of Dumb Things skulle dog vise sig at blive til en realitet; et konstant ekspanderende magnum opus, der i dag fylder næsten halvdelen af den nærværende survey-udstilling, Containers and Their Drivers, der for tiden vises på MoMA PS1.
Billedsiden til fortællingen i Leckeys video fra 2009 var et digitalt mock up konstrueret ud fra, hvad man kun kan forestille sig have måttet være en mangeårig, utrættelig mani, hvor han – som en anden digital hoarder – havde trawlet Internettets dybder og opbygget et monstrøst wunderkammer af JPEGs, Mov-filer og hvad ved jeg: En sovjetisk hunde-rumdragt fra den kolde krigs rumkapløb, en mekanisk krammemaskine konstrueret til sociale fobikere, en original seks-brystet sfinks af Louise Bourgeois, en Moog-synthesizer, en stor dåse Felix-kattemad, et flesh light med et kunstigt silikone-røvhul og meget, meget mere.
Det var billeder af teknologi-relaterede kuriosa og rariteter, kunstværker og fænomener, der eksemplificerede Leckeys vision for en verden, hvor alt opleves som integreret i hinanden; sammenfiltret i et holistisk hele uden separation mellem indre og ydre, mellem planter og dyr, mellem teknologi, kød og blod; en verden hvor alt er besjælet og levende – i Leckeys terminologi: «techno-animism». I en sådan verden kontemplerer Samsung køleskabe deres indre kølemekanismer, højttalere udfritter skulpturer af Henry Moore om deres eksistensberettigelse, antropomorfe Boeing 747s kigger sig over skulderen og giver os frække blikke.
Da Leckey så i 2013 rent faktisk bliver inviteret til at lave en serie af udstillinger, der skulle turnere England øjnede han muligheden for at realisere, hvad der indtil nu blot havde eksisteret som en video-trailer. Han bad således de stakkels kuratorer om at omsætte hans våde, virtuelle drømme til en håndgribelig, endnu vådere virkelighed; at rent faktisk få fat i de originale objekter fra videoen. Hvor end de måtte være og hvad end de var. Det digitale wunderkammer af virtuelle, ready-made objekter sprang nu ud af skærmen i et livligt, fysisk «theatre of things».
Samme år blev værket videreført i omfattende versioner på Gavin Brown’s Enterprise i New York, den 55. Venedigbiennale samt Kunsthalle Basel (2015), Sant’Andrea de Scaphis i Rom (2016), og for tiden præsenterer MoMA PS1 i New Yorker-bydelen Queens det næste kapitel i sagaen. Som var det et fil-navn eller måske et online akronym á la Lol eller Wtf, er projektet nu forkortet til UniAddDumThs.
I modsætning til The Universal Addressability of Dumb Things, er der denne gang ikke «blot» tale om en gentagelse af det samme sæt af objekter i et nyt arrangement. Hér har Leckey nemlig for alvor realiseret det tekno-animistiske univers, hvor alt frisættes fra deres oprindelige beskaffenheder og flyder grænseløst mellem værenstilstande.
I en ny video er Bourgeois’ sfinks eksempelvis animeret til en slasket gelé-substans, der tabes på gulvet igen og igen; opgivende kollapser under dens egen vægt. Robert Gobers skulptur af et kvindeskød, der føder et mandeben, er versioneret i skikkelse af transparent plastiklampe. En robot-hånd er genskabt som en overskaleret to-dimensionel papfigur. En Minotauros-buste er nøje kopieret og 3D-printet, så man dårligt kan kende forskel fra originalen — samme gælder for en betydelig del af de øvrige objekter.
I denne hvirvelstrøm af et univers, hvor alt bytter plads, muterer og shape-shifter i netop et holistisk, udifferentieret hele, har Leckey nu ikke kun søgt at repræsentere et techno-animistisk verdensbillede ved at fremlægge en serie passende, fundne objekter. Med UniAddDumThs har han også performet animismen i hans særlige materielle omgang med dem.
Leckey opstiller ofte objekterne i en slags stilleben præsentationer; f.eks. med green-screen baggrund. Man forstår, at sådan et arrangement skal henlede tankerne til virtuelle rum, hvori alt, som bekendt, kan løsrives fra deres kontekster og konstant indgå i nye konfigurationer. Og det er jo det, hans projekt i det hele taget arbejder med. Men den reelle effekt er, at det virker som netop et stil-leben: liv der står stille, uanimeret. At PS1 så også består af rigtig mange individuelle rum, hjælper desværre ikke rigtig på at værkerne opleves afsondret fra os – og fra hinanden. Man går og ønsker sig en udstilling, hvor hele molevitten er kurateret ud i ét stort rum; hvor udstillingens rumlige spredning omslutter beskuerne og dermed sluger dem ind som en aktiv del i det animistiske univers.
Selvom Leckey i The Universal Addressability of Dumb Things og UniAddDumThs opfører sig som en ustoppelig maskine – en big data algoritme – der tilbyder animismen som et universelt verdensbillede, der kan antages af alle, så er projektet selvfølgelig også uundgåeligt et ret så personligt selvportræt. Gennem hans udvalg af objekter er det en spejling af hans private begær; af hans fikseringer; af hans associerende wanderlust.
Hvis hans subjekt ikke er tydeligt udtalt i The Universal Addressability of Dumb Things samt opfølgeren UniAddDumThs, så er det det i hvert fald i hans anden store værkkrop, Dream English Kid.
Dream English Kid indeholder værker helt tilbage fra slutningen af forrige årtusinde, og ligesom med UniAddDumThs præsenteres projektet som en udstilling i sig selv. Den udfolder sig på en hel etage med et utal af værker, og handler mest af alt om hans egen ungdom i Nordengland. Her efterlader vi den digitale hoarder og spoler tiden tilbage, hvor vi i stedet møder Mark Leckey, den analoge hoarder.
Vil man indføres i Dream English Kid, er det oplagt at studere Leckeys ikoniske gennembrud fra 1999, Fiorucci Made Me Hardcore, som også indgår på PS1. Denne video er et analogt sammenklip, hvor Leckey i flere år – i fraværet af YouTube og Google Image Search’enes bekvemmeligheder – måtte skrive et utal af breve til et utal af mennesker, som måske, måske ikke, lå inde med bidder af materiale fra hans ungdoms’ subkultur på VHS bånd. Det er ikke svært at se, hvorfor Leckey er blevet så uendeligt fascineret af de muligheder teknologien i dag tilbyder.
Resultatet er en abstrakt, kunstnerisk dokumentar, der tegner et billede af britiske subkulturers udvikling i 1970erne og 1980erne: Northern Soul og Funk. Acid House, Hardcore, Jungle – Lacoste, Burberry, Fiorucci. Og hvis disse high-end tøjbrands umiddelbart føles out of place i denne rave-kultur, som selv Leckey var en del af, så er det, man skal kigge på fænomenet «casuals»; en livlig gruppe af mere eller mindre testoterondrevne hooligans og gadedrenge der brugte fashion til at gå under autoriteternes radar samt infiltrere sociale klasser. Leckey erfarede noget umiddelbart kontraintuitivt som kontemporære generationer af kunstnere har taget til sig: Der kan findes subversivitet ved at identificere sig med establishmentets æstetik.
I Dream English Kid præsenteres vi for det ocean af værker, som Fiorucci Made Me Hardcore mere eller mindre direkte har afledt. Sytten års praksis, der cirkulerer omkring hans minder af tidsperiodens musik, brands og arkitektur; realiseret i installationer bestående af bl.a. en ny version af Fiorucci Made Me Hardcore, standere med Benson & Hedges reklamer, en dør fra hans gamle atelier, lydsystemer fra rave-parties, andres kunstværker, gadelamper, en 1:1 (!) rekonstruktion af en betonbro, han ofte gik under som ung.
Præcis ligesom i UniAddDumThs laves alt i forskellige variationer, skalaer, materialer – «originaler» og kopier. Og ligeledes er Dream English Kid’s ekstremt, akkumulative generation af værker og objekter uden tvivl et kunststykke i sig selv. Forskellen er, at hvor UniAddDumThs adresserer noget universelt relaterbart for alle nulevende væsener – de nye digitale teknologiers integration i materie og sind – så forekommer Dream English Kid måske for nogle en knivspids selvoptaget. I dette perspektiv står besættelsen af den specifikke kulturel tidsperiode i Dream English Kid umiddelbart svagere i dens evne til at engagere dets publikum.
Selvom UniAddDumThs måske ikke for alvor animerer dens publikum, og selvom Dream English Kids fremstår lidt sentimental, så får udstillingen på PS1 overbevisende præsenteret Mark Leckeys historiske betydning og den rigdom, som hans spraglede praksis tilbyder.
Da Leckey helt tilbage i 1999 lavede Fiorucci Made Me Hardcore, lagde han sten til post-net generationens besættelse af at identificere sig med establishmentets æstetik. Da han i 2009 lavede Proposal for a Show foregreb han med generøs legesyge den store bølge af kuratering af «ikke-kunst» og kunst i starten af 2010’erne. Med samme værk foregreb han Anselm Frankes stort opslåede, turnerende udstilling Animism. Modernity through the Looking Glass. Igen med samme værk havde han allerede da på sin egen esoteriske måde artikuleret den spekulative realismes oprør mod «korrelationisme». Og så er jeg slet ikke kommet ind på det teoretiske fundament for The Universal Addressability of Dumb Things, Leckeys performance lecture, The Long Tail fra 2009. Et mesterstykke hvor han med stor pædagogisk tæft og lyrisk excellence forelagde de nye digitale teknologiers konsekvenser for kulturens distribution, produktion og konsumption. En række af indsigter som post-internet-kunstnerne, nogle af hvilke der forøvrigt var hans egne elever på Städelschule, siden har udbredt.
Fremover bliver det spændende at se, om Leckey fortaber sig i at praktisere endeløse versioneringer, som hans projekters natur nu nærmest afkræver ham, eller om han også formår at nytænke supplerende spor. På udstillingen i New York fornemmer man endnu ikke anslag til noget radikalt nyt i betydning af nye værklogikker, sådan som henholdsvis The Universal Addressability of Dumb Things og Dream English Kid eksempelvis har budt på. Men i sin tid oplevedes det også som om, at hele værkkroppen, The Universal Addressability of Dumb Things, kom ind fra højre. Så mon ikke vi har noget i vente før eller senere?
