8. december

Hvilke udstillinger og begivenheder var de mest mindeværdige i kunståret 2019? I dag svarer en af Kunstkritikks faste skribenter, Louise Steiwer.

Vénus fra Lespugue, fundet i grotte des Rideaux, Lespugue, Haute-Garonne, yngre palæolitikum – 23 000 år før vor tidsregning. Mammutelfenben, 14,7 × 6 × 3,6 cm. Musée de l’homme, Paris © MNHN – Jean-Christophe Domenech.

Prehistoire, une énigme moderne, Centre Pompidou, Paris. Kurateret af Cécile Debray, Rémi Labrusse & Maria Stavrinaki.

Prøv at forestille dig, hvor vildt det må have været i 1830’erne, da arkæologiske udgravninger afdækkede menneskets forhistorie – et begreb, der dækker hele den lange periode, der går forud for skriftsproget – og det europæiske borgerskab pludselig måtte se sit ophav træde ud af de bibelske tåger og ind i verdensudstillingerne dioramaer iklædt dyreskind og neandertaler-træk! Pompidou-centrets sommerudstilling afsøgte det enorme erkendelsesskred, der blev sat igang ved fundet af de første forhistoriske kunstobjekter og krydsklippede imellem modernitetens optagethed af det forhistoriske og en imponerede mængde ældgamle objekter. Sal efter sal pegede udstillingen på det tidsløse i det moderne, og det sært moderne i det forhistoriske på en måde, så man blev helt svimmel af at følge den kolbøtte-i-velkurateret-slowmotion, som menneskehedens historie blev ved med at tage hele vejen frem til samtidskunsten og dens fortælling om livet efter mennesket.

Fantasmer, installation view, Rønnebæksholm, 2019. Foto: David Stjernholm.

Fantasmer, Rønnebæksholm, Næstved. Kurateret af Mathias Kryger. 

Apropos kuratoriske kolbøtter havde Mathias Kryger på Rønnebæksholm sammensat den psykiatriske patient og outsiderkunstner Ingeborg Prehn med de to samtidskunstnere Julie Nord og Roee Rosen. Udstillingen etablerede en jazzet, sensibel forbindelse imellem Prehns manglende biografi, Rosens totalt fiktive autofiktion og Nords Unheimliche, genspenst-agtige figurer på en måde, hvor det blev umuligt at skelne imellem faktiske ligheder, kuratoriske postulater og ens eget begær efter at penetrere Prehns temmelig ordinære, men også overraskende uhyggelige, portrætter af for længst afdøde kendisser. Tilsat en god portion herregårdsromantik og knirkende gulvbrædder var vi ude i en udstilling, jeg nødig ville være alene i natten over.

Jesper Just, Cadavre Exquis, Revolver, 2019. Foto: Østerbro Teater.

Jesper Just, Cadavre Exquis, Revolver på Teater Republique, København

«Cadavre exquis» er navnet på den leg, hvor man skriftes til at tegne videre på den sidste streg på et foldet papir, så det endelige resultat bliver en barok, uforudsigelig figur, sammensat af alle deltageres tegninger. På Revolver, Teater Republiques mindre scene, stod Jesper Just for første del af en tegning, hvis grundingredienser var rokokooutfits, sexede pasteller, hæmningsløs flirten med kameraet og en storskrigende Johannes Lilleøre. Resten af forestillingen udspillede sig i et spændingsfelt mellem publikum og et totalt intimiderende kamera, der imellem forproducerede filmsekvenser af publikumsrækkerne klippede til direkte optagelser af ens eget rødmende ansigt på storskærmen. Rimelig lækkert og helt vildt grænseoverskridende.

– Kunsthistoriker Louise Steiwer (f. 1983) er en af Kunstkritikks faste skribenter og bosiddende i København. Hun er også en af kræfterne bag det kunstnerdrevne udstillingssted OK Corral, Frederiksberg.

Diskussion