Hvilke var de mest interessante udstillinger, begivenheder og publikationer i 2013? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2013. Den ellevte i rækken er kunstneren Rolf Nowotny (f. 1978), som bor i København og som står bag udstillingsstedet Fauna. For tiden kan Nowotny opleves på Former i tilblivelse på Lunds konsthall.
UDSTILLINGER
Der var rigtigt mange udstillinger jeg gerne ville have nået at komme ud og se i det forgangne år, men især alle de nye selvorganiserede udstillingssteder som for tiden blomstrer op på den københavnske kunstscene. Specielt ville jeg gerne få lettet røven og komme ud og besøgt Another Space, Sø, Officin, New Shelter Plan og OK Corral og sørge for at komme oftere ud til Tårnet, Years, Toves og 68 sqm. Det er super livsbekræftende at så mange er i gang med at plante frøene til et nyt, fælles kunstlandskab for både nutiden og fremtiden. Jeg mener virkelig at det er noget vi alle sammen bør støtte op om (jeg selv inklusiv…).Jeg ville meget gerne have tilføjet mange flere, men min dovenskab, tid og spalteplads forbyder det. Så her er et udpluk af de udstillinger og begivenheder som betød meget for mig i løbet af året:
Events
|
Performance af Matthew Lutz-Kinoy i forbindelse med udstillingen Tenant (Vittorio Brodmann, Calla Henkel og Max Pitigoff), CEO, Malmö.
Jeg tror faktisk ikke at der var nogen grænsedragning mellem «liv» og «kunst» den aften, og siden har jeg spurgt mig selv hvorfor det egentligt også er så vigtigt. Men jeg ved stadig ikke om vi deltog i en performance eller crashede et bryllup. Under ferniseringen bar de på nogle flotte, klodsede keramiksmykker som de havde brændt nede på stranden aftenen før. Den selvsamme, mørke strand som vi senere skulle stå på oplyst af hvert vores stearinlys i ring omkring to barfodede brudepar med deres flettede blomsterkranse i håret, under en hvid, hjemmelavet bomuldsbaldakin. Vi passerede lunken vodka rundt imellem os og der blev holdt hjertelige taler og inderlige bryllupsløfter og til sidst løb vi ned ad badebroen til fælles skinnydipping under den svenske midsommermåne. |
UDGIVELSER
Nic Guagni, Some Notes on Dickface, Lars Friedrich, Berlin (PDF).
Jeg håber at Guagni er fascineret af sin egen væmmelse og igennem den prøver at opnå et kritisk potentiale. Eller også er han bare et kynisk røvhul. I hæftet som medfulgte hans soloudstilling beskrev Guagni først sine teorier omkring billede og tid i forhold til sympati. Han siger at forbryder og offer med tider udflades i et samme non-empatisk felt, fordi det er så lang tid siden at fotografierne var taget og at de derfor går fra at være subjekter til ikoniske vidnesbyrd. Billederne viser bunker af afhuggede fødder fra den amerikanske borgerkrig, døde soldater, en slaves gennempiskede ryg, Auschwitz’ massegrave og videre til en mark af skeletter. Men den store trigger for min afsky er ikke så meget billederne, men derimod de latterlige pikkemænd som teksten er udformet i (!). «Dickface» er en font designet af Bill Hayden og Nic Guagni. Pikkene er helt vildt malplaceret i forhold til indholdet og netop derfor er jeg pludselig ekstrem sensitiv overfor det materiale jeg sidder med i hånden. Min moral bobler så jeg virkelig føler den. Pikketeksten associerer sig videre igennem marxistiske og freudianske fetishforståelser til kastrationsangst, hoarderens antikapitalistiske modstandspotentiale og videre til næseamputationer som strafmiddel i oldtidens ægypten. «Sex gave me cancer» siger Michael Douglas på forsiden af et sladderblad, et Hieronimous Bosch-udsnit af helvede og modeller i skakternede buksedragter og powersuits. Henover udklippene er der spredt billeder af Guagnis keramikskulpturer som forestiller sammeklappede næser, ører og pikke. «Dickface» kan downloades her for 1$. |
|||
Mike Mignola, Hellboy in Hell #1-4, Dark Horse Entertainment.
Endelig. Jeg har ventet i flere år på at Mignola skulle vende tilbage til blyanten. Jeg har brug for Mignolas spartanske streg, hans præcision, hans sorte blæk, hans stil. For det er nemlig stilen, der er det egentlige indhold i Hellboy for mig, hvilket også er grunden til at det bare ikke dutter når andre i hans fravær har overtaget. Mignolas’ univers veksler altid mellem at træde frem fra mørket for på samme tid at vige tilbage fra lyset. Fortællingerne bevæger sig på den måde mellem forskellige former for opaciteter, noget jeg også selv forsøger at opnå i min kunst. Så selvom hans verden er tæt pakket med superheltekvad, Lovecraft, nazimystik og folkefortælling er den alligevel så let beboelig fordi der altid er plads til én trold mere i mørket, selv mig.
|
Diskussion