11. december – Rolf Nowotny

Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster vælger det mest interessante fra kunståret 2013. Hver dag fra 1. til 24. december kommer et nyt bidrag. I dag: Rolf Nowotny.

Hvilke var de mest interessante udstillinger, begivenheder og publikationer i 2013? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2013. Den ellevte i rækken er kunstneren Rolf Nowotny (f. 1978), som bor i København og som står bag udstillingsstedet Fauna. For tiden kan Nowotny opleves på Former i tilblivelse på Lunds konsthall.

UDSTILLINGER

Der var rigtigt mange udstillinger jeg gerne ville have nået at komme ud og se i det forgangne år, men især alle de nye selvorganiserede udstillingssteder som for tiden blomstrer op på den københavnske kunstscene. Specielt ville jeg gerne få lettet røven og komme ud og besøgt Another Space, Sø, Officin, New Shelter Plan og OK Corral og sørge for at komme oftere ud til Tårnet, Years, Toves og 68 sqm. Det er super livsbekræftende at så mange er i gang med at plante frøene til et nyt, fælles kunstlandskab for både nutiden og fremtiden. Jeg mener virkelig at det er noget vi alle sammen bør støtte op om (jeg selv inklusiv…).Jeg ville meget gerne have tilføjet mange flere, men min dovenskab, tid og spalteplads forbyder det. Så her er et udpluk af de udstillinger og begivenheder som betød meget for mig i løbet af året:

 

 
Steinar Haga Kristensen, The Spread of Dilettantism 05, 2013.
Steinar Haga Kristensen, The Spread of Dilettantism 05, 2013.

 

  Steinar Haga Kristensen, The Spread of Dilletantism, Johan Berggren, Malmö.

Skulle man finde sig selv hastigt synkende i kviksand, siges det at man bør modstå instinktet til at kæmpe sig fri i panik og i stedet give sig hen og lade sig forføre af sandet. Kun på den måde bliver man fri. Jeg har overgivet mig til et landskab af rebsophængte kontortæpper, flatbed-printede motiver med den mørkeste skandinaviske ekspressionisme, propogandistiske, interdimensionelle relieffer, tungt, tungt ler og epoxy der svider i næsen. Og gentagelsen. Gentagelsen. De to mennesker i blåt. De pisser i ansigtet af en rødglødende sol. Han siger at måske bliver to figurationer til abstraktion og to abstraktioner til figuration. Jeg nikker med en pludselig forståelse.  

       
 
Ditte Gantriis, CASUAL FRIDAY, 2013, detalje. Fotograf: Jan Søndergaard.
Ditte Gantriis, CASUAL FRIDAY, 2013, detalje. Fotograf: Jan Søndergaard.
  Ditte Gantriis, Casual Friday, Peter Amby Gallery, København.

Gratis Cola Zero i frokostpausen. Facebookchat med chefen. Medarbejderudviklingssamtalen. 80 timers arbejdsuge. Ingen barsel. Og frem bag en kontorbregne i baggrunden titter kunsten ængsteligt frem, reduceret ned til sine mest banale, dekorative komponenter. Malerierne danser hulahula for vores fornøjelse. Det er den generiske æstetik for ankomsthallen, mødelokalet, hotelværelset, visiteringslokalet. Det er den tandløse pynt som vil have dig til at løsne op, slappe af og adlyde. Ditte pejler sig ind på den instrumentaliserede æstetiks æstetik. Hun forstørrer, afbøjer og sender den tilbage, forandret og dog så meget mere genkendeligt.  Blød management forstår at slaget om de ansattes saftige kroppe foregår over Nespressomaskinen. Nespresso til alle!

       
 
Julia Haller, Untitled, 2013.
Julia Haller, Untitled, 2013.
  Julia Haller og Hans Christian Lotz, Christian Andersen, København.

Udstillingen havde ingen titel. De havde skrevet ingen pressemeddelelse. De havde hængt ugrundede lærreder med telefontegningsagtige krusseduller og gamle, sovesplettede køleskabslåger op på væggen. De havde taget lyset med sig og så efterlod de Christian der i mørket.

       
  Tiril Hasselknippe   Tiril Hasselknippe, Canyon Cruise, Peinture et sculpture, København.

Hasselknippe havde krystaliseret bølgesprøjt og hakket dem op i blåtonede saltbrud, kun for at sprinkle dem henover Biancas nette plankegulv. Også hun havde taget lyset fra gallerirummet. Jeg stod i skumringen med det svindende sollys reflektende i de azurblå polyesterblandinger og listede så ind i det tilstødende lokale hvor to faretruende punktsvejsningsdekorerede stålkroppe stod som meget virkelige skygger af mit eget, faretruende id.

       
  david douard   David Douard, NARROW COLD LOVEL, Signal, Malmö.

Ved indgangen hilser to uformlige tøjdukkemænd mig. De er bundet op med gyldne kæder, én op ad væggen, én liggende på en nøgen skumgummimadras. Han har lavet dem sammen med sine børn. Indenfor hænger der glober fra loftet omviklede med hvidmalet pap og fra deres vacumblæste akrylnethinder stirrer de med udbrændte pupiler mod en kommende, kyklopisk opstand (tænker jeg). Men han siger at det er pikke eller æg. Jeg sætter mig og læser en stak udprint af dårligt dikterede slagråb fra diverse Occupy Wall Street aktioner som bliver til lyrik fra en fjern undergrundkultur jeg ikke kender til endnu.

       
 
Allisson Katz, Whale, 2013.
Allisson Katz, Whale, 2013.
  Alisson Katz, The Thames Started Moving. Someone in Oxford is running a bath, Johan Bergreen, Malmö.

Alisson er ude på at opløse min smag, min dejlige smag, den smag som jeg har arbejdet så længe og hårdt på at sofistikere, at gøre min. Hun springer så meget rundt mellem stilarter og figuration at jeg må opgive alle pejlemærker; min referenceramme, min logik, ja, selv min dejlige smag. Her er en fisk, her er en pære hængende i ståltråd, her er en lertunge i en potte og her er udsigten fra en eller anden balkon. Og farver og stilarter hultertilbulter. Nåhrja, og her er en gruppe aber og et tilfældigt mønster. Figurationerne flimrer for mine øjne for i stedet at danse ud i glad abstraktion, ligesom Steinar sagde.

       
  Uffe Isolotto   Uffe Isolotto, :-)@3D, Toves Galleri, København.

Jeg stod indeni en bil (en Prius) og så den udenfra. Den var skåret i strimler og klæbet op på væggene omkring mig. Den var i en én-tilén skala i anaglyph 3D. Omkring mig lå græske amforavaser designede af Uffe og hånddrejede af Bjarne. Vaserne transporterede væsker, bilen kroppe og snabel@et information. Han påstår at snabel@et var forkortelsen for «amfora» og Prius er latin for «først». Nu begynder Tiden og Stedet at løbe om hjørner med mig. Ude foran ligger et afhugget hoved med en giftiggrøn Fantomasmaske på. Under den skjuler sig garanteret et hånende smileyface.

 

Events

 
Foto: Tiril Hasselknippe.
Foto: Tiril Hasselknippe.

 

  Performance af Matthew Lutz-Kinoy i forbindelse med udstillingen Tenant (Vittorio Brodmann, Calla Henkel og Max Pitigoff), CEO, Malmö.

Jeg tror faktisk ikke at der var nogen grænsedragning mellem «liv» og «kunst» den aften, og siden har jeg spurgt mig selv hvorfor det egentligt også er så vigtigt. Men jeg ved stadig ikke om vi deltog i en performance eller crashede et bryllup.

Under ferniseringen bar de på nogle flotte, klodsede keramiksmykker som de havde brændt nede på stranden aftenen før. Den selvsamme, mørke strand som vi senere skulle stå på oplyst af hvert vores stearinlys i ring omkring to barfodede brudepar med deres flettede blomsterkranse i håret, under en hvid, hjemmelavet bomuldsbaldakin. Vi passerede lunken vodka rundt imellem os og der blev holdt hjertelige taler og inderlige bryllupsløfter og til sidst løb vi ned ad badebroen til fælles skinnydipping under den svenske midsommermåne.

 

UDGIVELSER

  Nic Guagnini   Nic Guagni, Some Notes on Dickface, Lars Friedrich, Berlin (PDF).

Jeg håber at Guagni er fascineret af sin egen væmmelse og igennem den prøver at opnå et kritisk potentiale. Eller også er han bare et kynisk røvhul. I hæftet som medfulgte hans soloudstilling beskrev Guagni først sine teorier omkring billede og tid i forhold til sympati. Han siger at forbryder og offer med tider udflades i et samme non-empatisk felt, fordi det er så lang tid siden at fotografierne var taget og at de derfor går fra at være subjekter til ikoniske vidnesbyrd. Billederne viser bunker af afhuggede fødder fra den amerikanske borgerkrig, døde soldater, en slaves gennempiskede ryg, Auschwitz’ massegrave og videre til en mark af skeletter. Men den store trigger for min afsky er ikke så meget billederne, men derimod de latterlige pikkemænd som teksten er udformet i (!). «Dickface» er en font designet af Bill Hayden og Nic Guagni. Pikkene er helt vildt malplaceret i forhold til indholdet og netop derfor er jeg pludselig ekstrem sensitiv overfor det materiale jeg sidder med i hånden. Min moral bobler så jeg virkelig føler den. Pikketeksten associerer sig videre igennem marxistiske og freudianske fetishforståelser til kastrationsangst, hoarderens antikapitalistiske modstandspotentiale og videre til næseamputationer som strafmiddel i oldtidens ægypten. «Sex gave me cancer» siger Michael Douglas på forsiden af et sladderblad, et Hieronimous Bosch-udsnit af helvede og modeller i skakternede buksedragter og powersuits. Henover udklippene er der spredt billeder af Guagnis keramikskulpturer som forestiller sammeklappede næser, ører og pikke. «Dickface» kan downloades her for 1$.

       
  Hellboy   Mike Mignola, Hellboy in Hell #1-4, Dark Horse Entertainment.

Endelig. Jeg har ventet i flere år på at Mignola skulle vende tilbage til blyanten. Jeg har brug for Mignolas spartanske streg, hans præcision, hans sorte blæk, hans stil. For det er nemlig stilen, der er det egentlige indhold i Hellboy for mig, hvilket også er grunden til at det bare ikke dutter når andre i hans fravær har overtaget. Mignolas’ univers veksler altid mellem at træde frem fra mørket for på samme tid at vige tilbage fra lyset. Fortællingerne bevæger sig på den måde mellem forskellige former for opaciteter, noget jeg også selv forsøger at opnå i min kunst. Så selvom hans verden er tæt pakket med superheltekvad, Lovecraft, nazimystik og folkefortælling er den alligevel så let beboelig fordi der altid er plads til én trold mere i mørket, selv mig.

 

11

Diskussion