Ihsan Saad Ihsan Tahir, أخْتَفو وَراءْ ألشَمْس (They Disappeared Behind the Sun), All all all, København
En af de mest delikate, men alligevel stærkeste udstillinger, jeg har set i meget lang tid. For mig havde det allermest spændende aspekt at gøre med kunstnerens rejse til og fra de valgte motiver og materialer, og hvordan historien, der nærmest fremstod som stillbilleder fra en film, berettede om en stilhed så stærk, at det ikke rækker blot at kalde den poetisk. Det føltes som at komme hjem – og på samme tid som om man aldrig har haft et hjem. Ligesom kunstneren selv, der mistede sin stemme for en tid, blev jeg tavs og uden ord.
Sall Lam Toro, Obsidian Dream Love Letters, New Sh*t Vol. 7, Edison-scenen, Frederiksberg, kurateret af Escarleth Romo Pozo
Nogle af de sværeste elementer at arbejde med i kunsten er det poetiske, det politiske og det futuristiske. Sall Lam Toros performance formåede at knytte alle disse elementer sammen i en helhed. Det fik mig til at føle mig som en del af både en gammel profeti og en fjern, forhåbentlig smuk fremtid.
J.G Arvidsson, Yours To Keep, Galleri Nicolai Wallner, København
Et af mine yndlingsmedier er malerier, og et af mine mindst foretrukne rum er det sterile udstillingsrum. Men efter at have set Arvidssons afgangsudstilling i 2020, måtte jeg ind i hans univers igen. Jeg følte, at jeg havde ventet for længe. Jeg vil gerne vide mere om, hvad jeg måske har overset i Arvidssons malerier. Jeg vil gerne være en del af Arvidssons malerier hver dag. Jeg vil se verden gennem hans palet, og jeg vil invitere forskere og digtere og min mor – alle, der er kloge – til at fortælle mig mere. Vi er nødt til at se på det sammen, alle sammen på samme tid, for én persons blik er slet ikke nok til at begribe storheden i Arvidssons fantastiske og dybe univers.
Eliyah Mesayer er kunstner, bosat i København. Hun er stifter af Illiyeen og Mesayer Fonden for Statsløse Unge. Mesayer udstillede for nylig installationen Mighty Migrant som en del af Bad Timing or How to Write History Without Objects på Den Frie. Hun er p.t. på et residency hos Art Hub Copenhagen.
Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her