Kunstforeningen, der siden 2004 har kaldt sig «Gl. Strand», skal i højere grad tage ejerskab over både institutionens og adressens historiske ånd. Stedets nye direktør, Nanna Hjortenberg, borteskamoterer derfor nu, effektivt som en fiskekone på kajen, det forkortede navn til fordel for det mere konservativt klingende «Gammel Strand». Det smager lidt af mellemlederpseudoforandring, men er ifølge direktøren første skridt i udviklingen af fremtidens kunsthal.
I øvrigt ligner alt sig selv, men man skal måske ikke kimse af potentialet for at skabe noget nyt gennem en genopførsel af det gamle. Det tematiseres nemlig, med et mere storpolitisk fokus, også i den nyåbnede udstilling Things to Come af israelskfødte Yael Bartana (f. 1970). Med to større filmværker samt et par fotoserier og skulpturelle objekter spredt ud over de to øverste etager, præsenterer Gammel Strand et bredt udsnit af Bartanas praksis fra de seneste cirka ti år.
Det absolutte hovedværk i udstillingen, med den hebraiske titel Malka Germania, er et tre-kanals filmværk som Bartana oprindeligt skabte til det jødiske museum i Berlin i 2021. «Malka Germania», som kan oversættes til «Tysklands dronning» fortæller den fiktive historie om Berlins frelse fra sin historiske skyld, gennem ankomsten af en højst arisk udseende, æselridende, kvindelig messias: Malka. Hun kommer tilsyneladende ingensteds fra og bringer på sin vandring intet med sig, men der, hvor Malka går, vælder alskens både meget konkret og udefinerbart ubehag frem.
I løbet af sin vandring overværer hun således et jødisk militærs overtagelse af Berlin, destruktionen af højborgerlig tysk arvegods og fødslen af en ny tids herredømme, hvis parlament rejser sig af Wannsees ulmende dyb. Søen ved hvis bredder den historiske Wanseekonference fandt sted, hvor nazisternes systematiske folkedrab på europas jøder blev endeligt besluttet og koordineret. Men det nye parlament ligner Volkshalle fra visionen om det nazistiske tusindårsrige Germania på en prik. Hvilken frelse bringer denne kvindelige, jødisk-ariske Malka egentlig? For hvem?
Repetition er gennemgående i Malka Germanias loopede narrativ, hvor slutning og begyndelse glider sammen gennem en gruppe tyskere, der venter på en station på et tog, der aldrig kommer, så de til sidst selv vandrer af sted ud i det ingenting, hvorfra Malka dukker op. Men repetition og det, Yael Bartana kalder pre-enactments, er gennemgående greb i hendes praksis – en her og nu-gentagelse af historiske erfaringer for at skabe forandring i fremtiden.
Det kræver bred politisk, religions- og kulturhistorisk viden at forstå Bartanas udfordrende værker. Hendes tvetydige brug af nazistiske, zionistiske og jødiske symboler og talmudisk assemblageagtig samtalelogik er voldsomt kompleks. Desværre er der ingen nævneværdig hjælp at hente hos Gammel Strand. Udstillingen igennem holder værkformidlingen sig på et ufrugtbart, kortfattet faktuelt plan. Dette gælder for Malka Germania, men i endnu højere grad de øvrige værker i udstillingen, hvor flere ikke engang er tildelt titelskilte.
I det fotografiske triptykon Herzl (2015) poserer Bartana udklædt som den jødiske journalist og forfatter Theodor Herzl (1860-1904), der betragtes som fader til ideen om en stat til de fordrevne jøder. Gammel Strand formidler, hvem Herzl var, men hvorfor Bartana har fotograferet sig selv som ham, er helt uforklaret. Identificerer Bartana sig med Herzl? Hvad vil det sige at fotografere sig selv som en anden? Er det vigtigt at vide, hvorvidt Bartana, der levede et helt almindeligt liv i Israel indtil hun som ung fra flyttede til Europa og – som hun har berettet ved flere lejligheder – igennem det europæiske blik blev jøde, betragter sig selv som venstreorienteret eller kritisk over for Israels politik? Hvad er budskabet her?
Jeg må se udstillingen tre gange; investere i det 500-kroner dyre Malka Germana-katalog, vel at mærke produceret til udstillingen på det jødiske museum i Berlin; lytte til flere podcastinterviews med kunstneren; dykke ned i hendes tidligere omfattende projekter og til sidst en tur omkring den med Bartana jævnaldrende, østrigske kunstner Elke Krystufek, før jeg opnår forklaring på det niveau, Gammel Strand burde tilbyde selv.
Elke Krystufek arbejdede i 1990’erne og 00’erne, ligesom Bartana gør nu, med den historiske antisemitiske skyld, men fra det tysk-østrigske perspektiv. Krystufeks kunstneriske sprog er mindre akademisk, men ikke mindre komplekst, når hun, ligesom Bartana, arbejder med en form for subversiv hyperidentifikation. Tag fx det fotografiske selvportræt Europa Arbeitet in Deutschland (2001). Krystufek sidder nøgen, kun iklædt en platinblond paryk, på gulvet foran et spejl, som hun fotograferer sig selv gennem. Med direkte udsyn til hendes køn ser beskueren den nazistiske propagandabog, som værket tager sin titel efter, liggende på hendes mave. Krystufek har arvet synden, genfødt nazismen og gennem fotografiets spejlvending måske, måske ikke, fordrevet den. I et andet værk, fra kollageserien Economical Love (1998), citerer Krystufek fra den semi-autobiografiske roman I Love Dick af amerikansk-jødiske Chris Kraus. Krystufek sætter tekstbidder fra bogen sammen med fotos af skuespillere udklædt som nazister og malede selvportrætter: «Jews don’t like images, I said / Because images are charged. / Believing in the transcendental power of the image and it’s Beaty is like wanting to be an Abstract Expressionist or a Cowboy».
Med hvis mund taler Krystufek? Med hvis taler Herzl-Bartana? Begge kunstnere tror på billeder og er bevidste om billeders manipulerende potentiale, men også forandringspotentiale. Af samme grund afholder begge kunstnere sig prisværdigt fra at instrumentalisere kunsten, at fremtvinge en eksplicit morale, eller iklæde kunsten, troen, håbet eller skønheden en godhedsdrapering.
Antisemitisme og zionisme flyder hos Bartana sammen og taler med tvetunget stemme om skyld, om at være offer, om frelsthedens snarer og kolonialismens tvivlsomme berettigelse. Det er forvirrende og ubehageligt på den stærkt udfordrende, befordrende måde.
I pressemeddelelsen udtrykker direktør Hjortenberg et ønske om at facilitere den demokratiske samtale, ligesom også Yael Bartana betragter sine værker som udgangspunkt for videre samfundssamtale. Desto mere ærgerligt er det, at Gammel Strand stort set undlader at udfolde Bartanas høje abstraktionssniveau og metode, og hendes insisteren på at lade kunstens tvetydige fiktionsfangarme trænge ind på «det virkeliges» domæne. I introduktionsteksten til udstillingen står der, at værkerne kræver, at man sætter sig ind i deres mange betydningslag, og at det i øvrigt er svært ikke at «have den nuværende krig og dens efterdønninger i både Mellemøsten og Europa i tankerne, når man bevæger sig gennem udstillingen». Hvilket er det eneste, Gammel Strand siger om den sag, helt uden at nævne Palæstina ved navn.
Men hvad er Gammel Strands tanker om, lige nu, at give en israelsk kunstner taletid? Det virker konfliktsky på mig, at den akutte samtid og Israels åbenlyse overmagt ikke bliver tematiseret yderligere. Ikke fra kunstnerens side, men fra kunstinstitutionen, som immervæk agerer i en meget mere jordnær, konkret kunst- og samtidspolitisk arena, og som jeg derfor godt synes, man kan forlange en politisk forholden sig af – især, når man præsenterer en så kompleks kunstner som Bartana, der blander fiktion og virkelighed på en bevidst manipulerende måde. Hvorfor gør Gammel Strand så lidt for at kvalificere publikums oplevelser både kunstnerisk og omkring kunsten?
Jeg kan ikke være den eneste, der både føler mig dårlig tilpas og meget fortabt. Og jeg kendte endda lidt til Bartana i forvejen, beskæftiger mig med krævende kunst til hverdag og har altså et langt mere privilegeret udgangspunkt end det brede kunstpublikum. Gammel Strand taber desværre Yael Bartanas fremtidsorienterede potentiale og sin egen dugfriske demokratiambition på gulvet, og gør det svært at se, hvordan man skal komme videre fra Things to Come.
