Har du prøvet at være på en rejse, hvor du aktivt opsøger steder med det formål at tage et bestemt billede? Eller kender du det, at du allerede inden du tager afsted har en klar idé, hvilke motiver, du gerne vil indfange på foto? Så gør du dig måske skyldig i tropaganda: I den mere eller mindre bevidste æstetisering af et sted, der medvirker til at fastholde bestemte forestillinger om dets karakter. Og det er måske ikke så uskyldigt, som det ser ud på instagram.
I udgivelsenTropaganda undersøger Mathias Danbolt, professor i kunsthistorie på Københavns Universitet, billedets rolle i forståelsen af Danmarks koloniale tilstedeværelse i Caribien. Og, spoiler alert, for Danbolt er koloniseringen ikke begrænset til perioden 1672-1917, hvor de tre øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix var en dansk koloni, men trækker spor ind i en samtid, hvor Caribiens æstetiske og fysiske fremtoning i høj grad er formet af vestlige turisters forventninger om et tropisk paradis. Begrebet «tropaganda», som Danbolt har lånt fra den caribiske kurator Priscilla Hintz Rivera Knights, beskriver således en æstetisk strategi, hvor idyllisering og sanselighed tilslører historiske konflikter og overgreb, og Danbolts bog er derfor især en undersøgelse af billeder, der ofte opfattes som uskyldige og apolitiske.
Tropaganda er en udgivelse, der favner bredt, fra Jeannette Ehlers’ samtidige praksis over Jens Juels portrætkunst fra slutningen af 1700-tallet til logoet for Cirkel Kaffe. Den er en opsummering af Danbolts kolonialismeforskning, skrevet i et relativt tilgængeligt sprog og fordelt over ni kapitler med forskellige temaer, der i princippet kan læses hver for sig. Nytilkommere til begrebet afkolonisering kan altså starte her.
Hvert kapitel tager udgangspunkt i en nærlæsning af få værker, der bruges som prisme for at udfolde bredere billedpolitiske problemstillinger. Danbolts vilje til at læse imod kunstnerens intentioner, – der senest gav udslag i en mediedebat om den danske kunstner Erik A. Frandsens skulptur Bar Roma (2023) i Randers – viser sig ret frugtbar overfor værker, der, ifølge Danbolt, normaliserer racistiske forestillinger, eller skjuler og fastholder etablerede magtforhold.
Med så bredt et materiale, fra reklamer over guldaldermalerier til samtidskunst, er det klart, at ikke alle kapitler kan virke lige appellerende på alle. Jeg lader mig særligt fange af Danbolts analyse af Jens Juels portrætter af plantageejerne Adam Levin og Susanne Søbøtker fra 1792, der er fuldkommen blottede for koloniale spor, både i selve malerierne og i receptionen af dem. Danbolt fortæller levende om ægteparrets samtid og plantage, og fremhæver hvordan portrætterne, skabt af tidens mest fremtrædende portrætmaler, var med til at indskrive dem i en københavnsk overklasse, der ellers ikke havde høje tanker om nyrige bonderøve fra St. Croix.
Interessant er også kapitlet om amatørmaleren Frederik von Scholtens akvareller fra Dansk Vestindien fra i perioden 1833-1846, der stadig i dag anvendes i kolonihistoriske bøger som neutrale illustrationer. Her redegør Danbolt overbevisende for, hvordan de pittoreske landskaber fremstiller slavesamfundet som civiliseret og velordnet, og hvordan dette æstetiserende blik – og alt det, det overser – fortsat former vores forståelse af fortiden. Ikke ulig rejsefotos på instagram i dag, som i øvrigt ofte tages fra de samme udkigsposter, som von Scholten malede fra.
Et superrelevant spørgsmål om, hvorfor der stort set ikke er nogen malerier af koloniale landskaber på Statens Museum for Kunst, åbner en for mig ukendt historie om etableringen af museet som et national-ideologisk projekt, der stod i et modsætningsforhold til enevældens imperialisme i Den Kongelige Billedsamling, der gik forud for museet. Kapitlet forklarer også, hvordan kunsthistoriefaget har overladt det koloniale billedarkiv til antropologien, fordi materialet genremæssigt er tættere på topografiske prospekter og instrumentelle tegninger end på det autonome og ophøjede landskabsmaleri. I det hele taget er min interesse for disse første kapitler farvet af, at det er områder, jeg ikke havde en stor forhåndsviden om, og her viser Danbolt sig som en virkelig engageret formidler, der også lejlighedsvis er ret morsom – særligt i sin udvælgelse af citater fra såvel turistbrochurer som fra kunsthistorikere og debattørers ukritiske læsning af billedmaterialet.
Mindre interessant finder jeg et utroligt langt kapitel om emballagen til den såkaldte Cirkel Kaffe fra FDBs (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, i dag dagligvarevirksomheden Coops). Den forudsigelige pointe i den lange gennemgang af reklame- og varemærkekultur fra 1880’erne til i dag er selvfølgelig, at Cirkelpigen er en racialiseret figur, der trækker på kolonialismens æstetiske arv. Den pointe tror jeg, de færreste af Danbolts læsere ville stille spørgsmålstegn ved, hvorfor kapitlet inddirekte kommer til at fremstå som et forsvar for nogle af de pointer, professoren har fået hug for i den bredere offentlige debat.
Her iscenesætter Danbolt sig selv (og bogens samtidskunstnere, som fx La Vaughn Belle, Trine Mee Sook Gleerup og Julie Edel Hardenberg) som den, der forstyrrer den gode stemning blandt debattører, der har fremført, at billedet af Cirkelpigen først blev racistisk, da nogen påstod, at det var det. Danbolt betegner modstandernes argument med det ret skønne begreb «retro-racisme»: Det forhold at antiracistisk kritik altid fremstår utidssvarende i et debatklima, hvor henvisninger til, at «det var en anden tid» anses som gyldige.
I Danbolts optik var det åbenlyst ikke «en anden tid», og bogens overordnede udsagn er således, at kolonihistoriens eftervirkninger har konsekvenser langt ind i samtiden. En klar bonus er derfor et væld af spændende info om Jomfruøerne i dag, fx at etableringen af en nationalpark på St. John ikke blot har udgrænset øens beboere, men også helt konkret skjult ruinerne af kolonitidens plantager, eller at bevaringsplanerne for den koloniale arkitektur på øerne favoriserer det danske byggeri, mens de ignorerer afrocaribiske bygningsstilarter fra samme periode.
Man får virkelig lyst til at besøge Jomfruøerne af at læse Danbolts bog, hvilket – givet hans kritik af turismeindustrien – helt sikkert ikke er en tilsigtet effekt. Men jeg tror, hvis jeg en dag kommer afsted, at jeg vil tænke mig om, før jeg tager kameraet frem.
