I maleriet er figuration altid en form for reduktion, men man undervurderer kunstmarkedets nye darling Issy Wood, hvis man reducerer hendes malerier til ren millennial-klynk.
Humor og undergravende kritik er tilbage på Berlin Biennalen, men udstillingen er bedst, når den er mest alvorlig.
Fatima Hellbergs farvel til Bonner Kunstverein er en intim og fortættet udstilling til ære for hendes afdøde kollega Alan Longino.
Francis Picabia var i enhver forstand maksimalist. Men det er de minimalistiske værker, der scorer flest point på udstillingen med hans senværker i Paris.
Albert Oehlen havde tidligt fingrene i en computer. Det førte til en gentænkning af maleriet og af selve ideen om kunst. Han er en fin rollemodel for AI-generationen.
Esben Weile Kjær er muligvis et stjerneskud, men hans Solar System i Aalborg består af rottebefængte ruiner, mutationer og falske diamanter. Er der substans i hans solsystem?
Titlen på Simon Dybbroe Møllers midtkarriereudstilling, Thick & Thin, antyder en undersøgelse af skulpturens væsen. Kunstnerens overvejelser om arbejdskraft rammer dog langt hårdere.
Organisatoriske ændringer skal sikre en skandalefri Documenta 16. Men hvor troværdig er en verdensudstilling for kunst i Tyskland med det nuværende kulturelle klima?
Ingen kurator. Ikke engang en udvælgelseskomité. Hvad sker der med Documenta? Er det tid til at begynde forfra – eller er enden nær?
Francis Alÿs’ Children’s Games er befolket af en international skare af anonyme hovedpersoner. Men fra hvilket perspektiv kan kunstner og publikum mødes på tværs af tid, rum og kulturer?
Er skandalen, der ruller henover Documenta 15, en tragedie for kunsten, kritikken eller den tyske debat om antisemitisme?
En drøm i krise? Europa Endlos er et kuratorisk essay om Europa sat op imod et bagtæppe af ironi, globalisering og Brexit.
Den 13:e upplagan vill att vi ska skämmas.
Lawrence Abu Hamdans akustiske kartlegginger på Munchmuseet blåser nytt liv i kunst som kunnskapsproduksjon.
Sterke farger redder ikke Johannes Høies nye veggmaleri på Aker brygge fra de arkaiske klisjeenes grep.
I maleriet er figuration altid en form for reduktion, men man undervurderer kunstmarkedets nye darling Issy Wood, hvis man reducerer hendes malerier til ren millennial-klynk.
Kunstkritikk stöds av
