Nikolaj Bøgh har skrevet et indlæg på baggrund af Kunstkritikks dækning af Akademiraadets debatarrangement «Monument og forbrydelse». Selvom dækningen på mange måder var fair nok, så ville det have været bedre, hvis Nikolaj Bøgh havde deltaget i arrangementet, som han rent faktisk var inviteret til, selvom han siger han ikke var. Det siger sig selv, at der går nogle nuancer tabt i en journalistisk gengivelse, lige meget hvor omhyggeligt den er skrevet.
I Akademiraadet må vi nok erkende, at det var naivt at tro, at vi på nuværende tidspunkt kunne have en mere nuanceret faglig debat om skulpturer og monumenter i det offentlige rum, og hvordan de bl.a. bidrager til opbygningen af identitet. Men hvis man deltog i arrangementet, ville man have kunnet konstatere, at indlæggene med en enkelt undtagelse på hver deres måde handlede om monumenter og mindesmærker i en bredere forstand.
Arrangementet var i høj grad inspireret af den britiske sociolog Gary Younges forskning og personlige overvejelser, og derfor var han inviteret som en af hovedtalerne. Da vi må konstatere, at hans indlæg har været svært at forstå for mange tilhørere, er rådet i gang med at oversætte det til dansk, og det vil snart blive lagt op på vores hjemmeside.
Gary Younge ridsede de mange problemer op, der er forbundet med at lade ét enkelt individ repræsentere en sag eller en identitet, og han diskuterede de aktuelle begivenheder, der har ført til en international bevægelse for at få fjernet konkrete statuer, der repræsenterer undertrykkelse af mindretal. Og så fortalte han om, hvordan de fleste af de statuer, der nu tages ned eller ødelægges i USA og UK, er sat op mellem 1890 og 1915. Man satte ikke en statue op af slavehandleren Colston, da han døde i 1721, eller kort efter, men i 1895. Man satte ikke statuer af sydstatsgeneraler op i Richmond lige efter borgerkrigen, men i 1890. Det gjorde man, fordi man havde et budskab om hvid overhøjhed i en sammenhæng, hvor sydstaterne i USA gennem særlovgivning modarbejdede sorte amerikaneres adgang til de demokratiske institutioner.
Som Gary Younge nævnte i sit indlæg, er der tilsvarende statuer i Danmark fra perioden 1880-1945, der bidrager til opbygningen af en national identitet baseret på myter og forestillingen om en særlig dansk karakter, der er bedre end andre nationers. Det er bare nogle andre myter og en anden forestilling end den i USA eller UK. Og det er bestemt værd at undersøge.
Nikolaj Bøgh konkluderer ud fra Louise Steiwers reportage fra arrangementet, at det ikke er let for Akademiraadet at balancere i den aktuelle situation. Det er ikke rigtigt. Akademiraadet har en ret klar holdning til sagen og forløbet, og rådet har både skrevet om det og talt om det flere gange i det forløbne år. Måske er problemstillingen snarere, at rådets holdning er for nuanceret for de to fløje. For rådet mener, at debatten, der fulgte i kølvandet på busteaktionen, har været både unuanceret, polariseret og ufrugtbar. En debat, hvor historiefortællingen er blevet brugt i en konfrontatorisk politisk kamp om nutiden. Rådet mener ikke, at historien kan udlægges éntydigt, eller at det giver mening at bruge historien til at føre bevis for f.eks. nutidens ulighed. Lige som det omvendt ingen mening giver at benægte, at minoritetspersoner kan føle sig marginaliseret. Der findes ulighed i dag, ligesom forskelsbehandling finder sted.
Når Nikolaj Bøgh insinuerer, at Akademiraadet skulle have ændret holdning til busteaktionen, er det ikke rigtigt. Da det den 6. november 2020 blev offentliggjort, at Frederik V-busten var blevet stjålet fra Charlottenborgs Festsal og efterfølgende kastet i havnen, var vi, som ejere af busten, selvfølgelig ikke i tvivl om, at det skulle anmeldes til politiet. Ingen vidste, på dette tidspunkt, hvem der stod bag aktionen, lige som der nok heller ikke var mange, der var klar over, at busten var del af den statslige kunstsamling, som Akademiraadet varetager. Her er det værd at bemærke, at angrebet på busten kom som et lyn fra en klar himmel. Der var mao. ingen, der på noget tidspunkt, så vidt vi er orienteret, har givet udtryk for, at bustens tilstedeværelse i Festsalen skulle være problematisk eller skulle virke følelsesmæssigt anstødelig.
Da Akademiraadet havde set videoen af busteaktionen (idoart.dk) fredag den 6. november, var vi – som sagt – ikke i tvivl om, at sagen skulle anmeldes. Da vi efterfølgende kontaktede politiet, fik vi imidlertid at vide, at sagen allerede var «offentligt påtalt» og at politiet derfor allerede var gået i gang med at efterforske den. Det er altså ikke en politianmeldelse fra Akademiraadet, der har foranlediget efterforskningen, men derimod offentliggørelsen af bustevideoen på idoart.dk og den efterfølgende offentlige bevågenhed og mediestorm, som den skabte.
Akademiraadets holdning til bustesagen, har været den samme gennem hele forløbet og vi kan derfor kun gentage vores hovedpointer fra vores tidligere udtalelser. Den 9. nov. modtager Akademiraadet en mail fra «de anonyme billedkunstnere», som Akademiraadet den 12. november 2020 offentligt svarer på. Vi skriver bl.a., at
«Salys buste af Frederik V var en del af Akademiets kunstsamling og et kondenseret udtryk for de kunstneriske idealer og den samfundsmæssige kontekst, den var skabt i. Busten er ikke skabt for at hylde racisme og slavehandel. Den er skabt i en kontekst, hvor det var normalt, at kongen var enevældig, og at slavehandel fandtes. Det er ikke en normalitet, vi finder acceptabel i dag, og det er uhyre væsentligt, at vi ikke bagatelliserer de overgreb, der fandt sted dengang. Men det er også vigtigt, at vi ikke pålægger fortiden vor tids normer. Saly skabte ikke sin kunst for at provokere, han skabte den inden for de rammer, der var for kunsten, da han levede…» […]
«Derfor mener Akademiraadet, at ødelæggelsen af Frederik V-busten – stik imod den erklærede hensigt – er kontraproduktiv i forhold til at skabe grobund for en konstruktiv offentlig diskussion af vores fortid som kolonimagt, og af nutidens væsentlige identitetspolitiske problemstillinger.
Det kunstneriske felt har, historisk set, ligesom resten af samfundet, været præget af en lang række mere eller mindre fastforankrede kulturelle forestillinger om, hvem der har mulighed for og lov til at deltage og agere i feltet. Det har skabt nogle begrænsende strukturer, hvad enten disse handler om f.eks. køn, alder eller etnicitet, som har favoriseret bestemte aktører og stemmer til fordel for andre.
Akademiraadets holdning er generelt, og upåvirket af det aktuelle tyveri og hærværk, at vi skal bryde med denne strukturelle forskelsbehandling og insistere på et åbent, inkluderende og afbalanceret menneskesyn, som ser muligheder og kvaliteter i mangfoldigheden, og som forstår, at det er i anerkendelsen af diversiteten, at vores kultur og fællesskab kan videreudvikles og styrkes. Dette gør vi ikke ved at destruere fortidens kunst, men ved at skabe en ny kunst, der er tidsvarende og betydningsfuld.»
Rådets holdning var, og er altså stadig, at selvbestaltet ødelæggelse af vores fælles kulturarv både er juridisk og politisk forkert. Samtidig anerkender rådet, at der såvel i kunst- og kulturverdenen som i resten af vores samfund findes forskellige former for ulighed og forskelsbehandling, som det i høj grad er vigtigt, at vi som demokrati gør os bevidste om og målrettet arbejder for at eliminere.
Så vidt Akademiraadets holdning til buste-aktionen. Når det er sagt, så har der i rådet været en meget stor bekymring for de involverede studerende. Det er let at forstå, at unge – også i Danmark – har haft lyst til at udtrykke deres sympati for Black Lives Matter-bevægelsen, og man kunne ønske, at de havde fundet en bedre vej dertil. Helt banalt ville Akademiraadet helt sikkert have været åbne for en faglig dialog om festsalens udsmykning i november sidste år. Og helt sikkert også for en kvalificeret samtale om den politiske betydning af statuer og andre monumenter i det offentlige rum. Den samtale forsøgte rådet at introducere med debatarrangementet.
Akademiraadet har også været bekymret for Billedkunstskolerne som institution. I vores oplæg til debatarrangementet sagde vi, at vi opfatter begivenhedsforløbet som udtryk for et ledelsessvigt. Det står vi ved, og vi håber, at skolernes nye ledelse har bedre styr på sagerne.
Det kan være svært at navigere i rollen som både kunstner og underviser på et kunstakademi, hvor det er samfundets eksplicitte forventning, at de unge uddannes til at overskride egne og andres grænser. I de sidste femten år har politikere og debattører igen og igen understreget det heroiske i provokationen og overskridelsen. Samtidig har man som underviser en særlig position i forhold til sine studerende, og det er klart, at det pålægger underviseren et helt særligt ansvar. Det burde derfor sige sig selv, at man ikke skal inddrage studerende i handlinger, der kan føre til straffesager og bortvisning.
– Akademiraadet virker til kunstens fremme og som statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål i forhold til billedkunst, arkitektur og planlægning, og står til rådighed for kommunerne og regionerne. Rådets medlemmer er valgt i en demokratisk proces af de billedkunstnere og arkitekter, der udgør Kunstnersamfundet, og er en økonomisk og politisk uafhængig organisation.
Ovenstående er en replik til indlæg af Nikolaj Bøgh.
