Forestil dig Marlon Brando i A Street Car Named Desire. Det er 1951, han er inkarnationen af den nye verden efter krigen, og han er iført en tynd, stramtsiddende hvid T-shirt. Et billede, som udover at generere en omsætning på 180 millioner dollars forvandlede den indtil da forholdsvis anonyme beklædningsgenstand til et ikon for den gryende amerikanske modernisme og dens særlige mytologiske sammenkobling af rebelsk begær og hårdt arbejde, det beskidte og rene, af drømmen og virkeligheden. Forestil dig ham så morfet ind i – eller frem til – nutidens digitaliserede verden, den nye verden 2.0, et sted mellem en blue screen i et tv-program og en højteknologisk designfabrik i traditionen efter Andy Warhol. Og forestil dig endeligt, at han dér i det mærkværdige krydspunkt af kreative processer med en smart, undersøgende sans for det håndfaste og med et distinkt æstetisk glimt i øjet parafraserer Gilles Deleuze og Felix Guattaris 1000 Plateauer og spørger: «Hvordan er man en krop uden organer i 2013?» Hvis du kan forestille dig det, så er du godt på vej til Sandra Vaka Olsens soloudstilling Body Carrier, som for tiden kan ses som åbningsudstillingen på Fauna på det ydre Nørrebro i København.
Hvis det er for abstrakt, så fortvivl ikke for udover at generere en lille eksplosion af associationer gennem sin leg med referencer har udstillingens værker også en ret så konkret kvalitet.
Det første man ser, ser man gennem ruden til det lille udstillingslokale. Eller rettere på vinduet til udstillingslokalet. For Vaka Olsen har hængt (hvad der kort efter viser sig at være) tre små fotoværker på selve glasset med bagsiden ud ad, så man kan læse den håndskrevne titel. «Suncreamsspill», står der. En underspillet suspense, som når man træder ind i lokalet viser sig at skulle tages helt bogstaveligt i forhold til en lille serie værker, hvor hun i en minimalistisk Jackson Pollock-stil har splattet solcreme ud på fotografier af en hånd (og et enkelt af computerkabler) inden hun har fremkaldt dem. Effekten er både plat og elegant. Den abstrakte ekspressionismes frigjorte malergestus er forskudt og forvrænget til solcremes kulturelle logik om kropslig beskyttelse og en sammensat metode, der uhøjtideligt dekonstruerer de forestillinger om mediers formelle autoritet, som omgiver de gamle drenges lærreder. Umiddelbart en ironisk omgang med kunsthistorien, men billederne har samtidig en gådefuld karakter, som er dybere end et postmoderne overfladespil, uanset at dybden findes på overfladen. De har noget af den aura, som også findes i Man Rays rayografier fra starten af forrige århundrede, men den er mere kølig og fræk end spirituel.
En implicit reference til surrealisme synes også at gemme sig i de tre skulpturer, som står på gulvet. Her sker der et usædvanligt møde mellem en hvid t-shirt (eller er det Marlon Brandons spøgelse, der giver den som modernistisk monokrom?) og en stiliseret aluminiumsbænk påtrykt print af en blå computerskærm med solcremeklatter på (maleriet repræsenteret af organiske former og mediebevidsthed fra David Cronenbergs film Invasion of the Body Snatchers og Videodrome). Det er et tvetydigt møde. For samtidig med at skulpturerne er fascinerende som fremmedobjekter, er de også næsten for lækre i deres stramme udtryk, ligeså meget hip mode som eksperimenterende filosofisk undersøgelse. Men det er dog ikke et decideret problem, snarere en vellykket gensidig uveksling, hvor æstetikkens forførende appel baner vej for refleksionen, og refleksionen giver substans til æstetikken.
Omdrejningspunktet for det hele er kroppen. Den nye krop. Kroppen uden organer. Netværkskroppen. Det er en krop som ikke er defineret ved sin enhedskarakter, men gennem dens endeløse mulighed for teknologiske modificering og mediering. Som i Vaka Olsens udstilling på IMO tidligere på året er skellet mellem det analoge og digitale definitivt overskredet – ikke længere et issue, om end hun ikke som Cronenberg drager en dystopisk konklusion – og kroppen kan indgå alle mulig og umulige processer og konstellationer i en slags udvidet fænomenologisk tilstand. Det er en ny tilstand, som kalder på nye krops- og sindsudvidende billeder, og i den sammenhæng er Body Carrier et seriøst vellykket bud.
