Nationalpatologisk

Med Riget Exodus genskaber Lars von Trier sit nikotingule billede af Danmarks største hospital. Satiren fordrives desværre af diverse forhistoriske blikke på verden.

Lars von Trier, Riget Exodus, 2022, still. Foto: Henrik Ohsten.

Akkurat som jeg har sat mig i biografsædet for at se de to første afsnit af Lars von Triers Riget Exodus, sætter en hjerneskærende hovedpine ind i hele højre side af mit kranie. Seks sekunder med voldsom smerte, der ikke overtages af lyksaligheden, da den forsvinder. Måske fordi Zentropas navn pludselig træder frem på skærmen og tager min opmærksomhed hen mod produktionsselskabet, der alle dage har leveret dansk film og tv, dårlige arbejdsvilkår og krænkende ledelse.

Velkommen til den danske kunstbranche, hvor der er højt til loftet og fundamentet er så fugtigt, at selv skimmelsvampen for længst har fundet bedre dele af samfundet at bo i. Og netop som både identitetspolitiske og nationalpatriotiske vinde blæser højest, ja så er Lars von Trier vendt tilbage til sin legendariske sygehus-gysersatire Riget, der med otte afsnit i to sæsoner kørte over fjernsynsskærmen i 1994 og 1997 og gav nationen et dejligt forskruet forhold til Rigshospitalet.

Riget Exodus finder sted i en udgave af i dag. Legendariske Bodil Jørgensen, der med sin blanding af skrøbelighed og styrke kan fungere i alle slags fortællinger, spiller søvngængeren Karen, der efter at have set Rigets første sæsoner på DVD frustreres af dens uklare slutning. I søvne finder Karen vej til Rigshospitalet for at lede efter svar. Hun får sig selv indlagt med hjælp fra en svensk hacker, der slipper en journal ind i systemet med diagnosen somnambulisme – søvngængeri; en lidelse, den hidsige neurolog Naver (Nikolaj Lie-Kaas) finder stor interesse i ukonventionelt at operere væk.

Det milde metalag, at Riget også er en tv-serie i Riget Exodus vikles hurtigt ind i en regulær handling, hvor karakterer fra serien-i-serien indgår med verden i den nye sæson. En stor del af de originale skuespillere genoptager deres roller, mens afdøde skuespillere som Jens Okking, hvis portør Bulder erstattes af Nicolas Bro, der hedder Balder, men bliver kaldt Bulder, for at ensrette kontinuiteten en smule. Det er lidt sjovt.

Overlæge Stig Helmer er her heller ikke mere, men hans søn Helmer Jr. spillet af Mikael Persbrandt ankommer med helikopter som nyansat overlæge, både for at undersøge nationen der gjorde hans far sindssyg og samtidig hive dansk lægevidenskab op til de ellers uopnåelige svenske standarder. Nabodrilleriet fortsætter præcis, hvor det slap, det tages faktisk endnu længere ud med bl.a. en loge for Anonyme Svenskere, der mødes i kælderen og deler deres groteske følelser for moderlandet.

Efter en smuk og farverig intro til serien, hvor en flagermus får de tunge svingdøre til at åbne sig, så Karen kan træde ind gennem porten til Riget, bleges billedet igen i samme sepiafilter som i 90erne og lægger sig som en nikotingullig tåge hen over det danske sygehusvæsen og dets spekulative ansatte. Den syge stemning gennemsyrer stadig hospitalet på trods af nye tiltag af institutionel transparens som kaldes «de åbne døres gennemgribende politik» – ingen døre må låses, som Lars Mikkelsens vage, sensitive overlæge Pontopidan har indført, mens han konstant låser sig selv inde for at pleje sin grundlæggende angst. Hykleri er igen et fremtrædende personlighedstræk for mange af seriens karakterer.

Eksempelvis er Persbrandt fuldstændig glimrende som den hykleriske overlæge, der med både episke armbevægelser og køligt overblik neutraliserer alle pronominer og indføre wokeness på hospitalet. To brune rengøringsfolk bliver hurtigt iklædt doktorkåber for at tilfredsstille Helmer jr.’s overfladiske krav om diversitet på arbejdspladsen. En stikpille, der udstiller vores behov for hurtige løsninger på problemer med hvid magt. Men grinet blegner hurtigt, for i stedet for at diversificere sin rollebesætning, så den afspejler virkeligheden i det danske samfund og dets institutioner, vælger von Trier helt hvidt cast og sender det simpleste ansvar videre ved blot at satirisere hen over spørgsmålet om repræsentation. Nå, øv.

Lars von Trier, Riget Exodus, 2022, still. Foto: Henrik Ohsten.

Det bliver hurtigt tydeligt, at et af de nye samfundsmæssige ærinder Riget Exodus gør sig i, er en behandling af identitetspolitik. En misforståelse omkring et pronomen resulterer i en fejloperation af Karens søvngængeri og på nederste hylde i denne scenes dramaturgi, skal man forstå, at kønsneutrale pronominer er farlige for samfundet.

Det er nok en forsimpling, men sådan fremstår Riget Exodus selv – som en bevidst plat forsimpling af kompleksitet. Et dedikeret snowflake som jeg (findes der ærligt talt noget mere poetisk end at være et snefnug?) skal bruge meget energi på at sortere i satiren og incitamentet bag. Jeg bliver hyperbevidst om det voksende behov for at vide præcis, hvor kunstnere står i forhold til deres udsagn. Der er ingen tvivl om, at vi, i hvert fald i billedkunsten, i dag har brug for at vide, hvem kunstneren er som menneske, før vi kan forholde os fuldkomment til værket. Biografien er vigtigere end nogensinde, på godt og ondt. Dette øjensynligt for at stille kunstnere til ansvar og gøre kunst til et endnu mere præcist rum for decideret behandling af samfundets problemer.

Nuvel, man kan ikke få pamol og panodil samtidigt, eller det kan man, men så får man det skidt, lige så skidt som at se overlæge Helmer Jr. spillet af Persbrandt, der i virkelighedens verden har adskillige MeToo-anklager hængende over sig, forsøge vikle sig ud af en sexchikanesag på arbejdspladsen, efter han på akavet vis over e-mail har forsøgt at få samtykke til et klask i røven på Tuva Novotnys karakter Anna Gram. En Zentropa-produktion, der laver sjov med seksuelle krænkelser føles omtrent lige så sørgeligt som et trafikuheld på E20 tilsat dåselatter. Hvis dog bare Exodus var tilsat en ond dåselatter, kunne det være, at platheden havde en rask chance for at transcenderer noget som helst og skabe en reel følelsesmæssig reaktion af ægte uhygge.

Det er nærliggende, at sammenligne Riget Exodus med David Lynchs Twin Peaks: The Return,  der i 2017 også rullede over skærmen mere end 25 år efter originalen. Men modsat Lynch, der på alle parametre overgik sit forlæg i underlighed, fordrejet psykologi og decideret uhygge, går von Trier direkte tilbage til samme Blegedam og den vanvittigt makabre udlægning af lægevidenskabens højborg, der for 25 år siden fik alle op af sofaen i bedste sendetid.

Men i denne ombæring føles opskriften smagsløs og udvasket. Den nationalpatologiske satire, der engang havde væsentligt bid, smager som tynd saftevand efter en hård tur op af Rigshospitalets mange trapper. Øv. Havde vi regnet med, at Lars von Trier og Zentropa stadig skulle være leveringsdygtig af samfundssatire på et nuanceret plan? Snydt igen. Det er svært at navigere og overskue seriens gode scener og karakterer, når de anale julelege og humoren sparker nedad på den mest smølfede og danske måde.

«Smerten er din ven» lyder mantraet på en smertekonference, hvor glade læger får rullende goodiebags med påskriften «free shit» som var det en medicinalindustriel R     imowa signeret af Virgil Abloh. Men al den eksistentielle smerte, der grundlægger von Triers værker føles i dag så uendeligt trættende, når den igen og igen mest af alt uddrives gennem misogyni, fobisk angst og halvdårlig humor.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke stille den fulde diagnose før hele hospitalsbesøget er færdigt, bevares, men Riget Exodus føles godt nok som et rutinebesøg hos en læge, der stadig mener, at «angst er en gave for en kunstner», som min egen tidligere læge engang sagde, da jeg desperat havde brug for en henvisning til psykolog. Serien misser dermed en oplagt chance at kommentere på et sygehusvæsen, ja en offentlig sektor, der er ved at smuldre i takt med at velfærdssamfundet afmonteres institution for institution. I stedet retter von Trier og co. trivielle skud fra hoften mod identitetspolitik, digitalisering og MeToo.

Von Trier har alle dage været meget optaget af at nedgøre sig selv. Eller i hvert fald udstille den perfide hvide mands sølle eksistens. Det kan man ikke sige er fuldstændigt irrelevant, da verden er fuld af disse. Men verden drejer også rundt og den triste nihilisme, der driver Riget Exodus føles som en kreativ autopilot, hvilket mest af alt producerer en dosis fordums TV for alle, der lider af syndromet nostalgia universalis.

Riget Exodus kan streames på Viaplay fra 9. oktober. Bliver senere vist på DR1.

Lars von Trier, Riget Exodus, 2022, still. Foto: Christian Geisnæs.