Under pandemien har mange grænseovergange over hele verden været lukkede. Nedlukningerne har blandt andet sat et stærkt præg på områder i Finnmark, hvor nordmænd, samer, finner og russere ellers deler hverdagen under fredelige forhold. Årets udgave af festivalen Barents Spektakel satte fokus på denne lockdownsituation og vores længsel efter og forestillinger om dem derovre på den anden side af grænsen. Den del af publikum som havde mulighed for at drage til Svanvik til de afsluttende begivenheder om søndagen, fik en meget konkret oplevelse af grænseområdet, her hvor grænsen mellem Norge og Rusland løber midt i den tilfrosne Pasvikelv. Den truende russiske invasion af Ukraine brød ud i aktive krigshandlinger på festivalens anden dag, og med et trylleslag var dele af programmet forældet, eller de fik en helt anden betydning end man i udgangspunktet havde tænkt.
For én som aldrig har været i Finnmark før, blev det en stærk oplevelse at gå i fakkeltog mod Putins krig i et område som er så præget af tætheden mellem landene. Norske Tine Surel Lange og russiske Pavlo Grazhdanskijs performance Two sides of the river, hvor høje lyde skulle sendes på tværs af grænsen og blive til en slags fælles «musik», blev gennemført i en noget amputeret form, eftersom Grazhdanskij måtte melde afbud på grund af snestorm. Beskeden blev modtaget med skeptisk latter af fakkeltoget. Vi var med det samme tilbage i en koldkrigsagtig tankegang, hvor vi fornemmede at russiske myndigheder undertrykker sit folk, men vejrudsigten for Nikel understøttede faktisk årsagen til aflysningen. I sneen stod Lange alene ved sine højtalere. Først sendte hun lyde af sted i en slags morsekode for at etablere kontakt, siden fulgte en komposition skabt på basis af lokale optagelser af tågehorn, som guider søfolk sikkert gennem vandene. På den anden side af grænsen skulle Grazhdanskij have svaret med en komposition skabt af lyde fra uddaterede varselssirener. Det var svært ikke at tænke på den eksplosive lyd- og lyskonversation mellem forskere og aliens i den amerikanske film Close Encounters of the Third Kind (1977), men begejstringen udeblev desværre. I stedet blev det en melankolsk og forfrossen seance hvor vi lyttede efter et svar som vi vidste aldrig ville komme.
Tilbage i Kirkenes lykkedes det i løbet af festivalen at skabe to intense zoner med mangfoldig aktivitet: Gågadeområdet uden for udstillingsrummet Terminal B, og det gamle hotel (ved navn «Turisthotellet») som genåbnede til lejligheden og forvandlede sig til et varmt og inkluderende festivalhjem. Det gik fint an at spadsere gennem den lille bykerne, fra Amund Sjølie Sveens tankevækkende og mildt provokerende lysreklameskilt Make the North Great Again forbi Moder Spørgsmålstegn – et stort spørgsmålstegn skabt af knuste spejle (en del af programmet som rettede sig mod børn) – til den finske kunstner Rikka Keränens skulpturfamilie From and Towards Basic Elements, en serie af små improviserede lerovne i bølgende former som spruttede røg og ild og langsomt smeltede deres eget fundament af sne og is. Keränen var til stede og passede ilden og svarede på spørgsmål fra forbipasserende. På den måde blev gågaden til et vellykket spørgsmålsepicenter.
Udstillingen The best country in the world på Terminal B fremstod lidt vag og uforløst. Fire norske og fire russiske kunstnere havde skabt værker ud fra idéen om rejsehåndbogen. Alle kunstnerne skulle have været i Kirkenes på et residency som under lockdown blev til en zoom-baseret workshop. Måske ikke de bedste forudsætninger for en vellykket gruppeudstilling. Kunstrejsehåndbogen, altså udstillingen, skulle fremmane karakteristiske træk («seværdigheder») ved det land som det ikke var muligt at besøge fysisk. Natalja Jegorova havde i værket Gjennom planter fordybet sig i plantelivet i den norske region, og hendes bidrag fremvistes ved hjælp af gammeldags overheadprojektorer (kan det blive mere koldkrigsagtigt?), som en lidt statisk vægprojektion af tegnede plantearter, men også ved hjælp af en mere levende ophængt «bog» af skrøbelige plantetegninger. Bogsiderne spredte sig ud til alle sider fra bogryggen. Således blev bogen selv en slags plantevækst, og værket fremstod som udstillingens akse.
Turisttematikken var også fremtrædende i Janna Thöle-Juul og Malin Lin Nordströms værk Waters of Mars, som man måtte til Turisthotellet for at opleve. En fyldt postkortreol med egenreklame var alt som var tilbage i Terminal B’s lokaler. De to kunstnere havde ladet sig inspirere af en mystisk gammel spa på den russiske side med samme navn som værket. Installationen var en lidt skræmmende oplevelse, men jeg forsvandt også ind i det mørkelagte rum med maksimal kunstkritisk oplevelsesvillighed. En stærk lugt sivede ud fra et moseagtigt område som vi passerede på smalle planker, som det er typisk på fjeldet. Et brummende blackmetalagtigt soundtrack og den krybende følelse af en slags hallucinatorisk påvirkning fra de stærke lugte gjorde mig snart ganske desorienteret og ude af stand til at vurdere om planken under mig bevægede sig eller ikke. Vagten udenfor kunne bekræfte mig i at planken faktisk bevægede sig. Andre mere jordnære oplevelser blev diskuteret, mens den sensitive sjæl måtte sidde og komme sig nogle minutter. Knitrende grene i rødt lys, en flimrende video og nogle mærkelige hvide larvepupper på gulvet var del af en effektfuld installation. Hvis dette er en spa, get me outta here fast!
En anden installation som fik sit eget rum, var Espen Sommer Eides videoværk Arkadia 02-22 som man måtte stride sig igennem snemasserne i retning mod grænsemuseet for at opleve. Eide har arbejdet sammen med maskinintelligens om et værk som vægtlægger tilfældighed og repetition. Maskinøjet har udvalgt elementer i et større arkiv af film, som Eide har optaget i regionen igennem flere år. Hvad synes maskinøjet er vigtigt at bevare? Dyr og mennesker slipper ofte igennem nåleøjet, men væsnernes afgrænsning flimrer; er dette ben på hunden egentlig så vigtigt? Maskinøjet svarer nej-ja-nej-ja. En mand som ror er vigtig, men årerne flimrer og synes mindre vigtige. Værket var i sort-hvid med underliggende lyd og billede af en grammofonplade som kørte rundt på inderste rille. En nostalgisk og stillestående fornemmelse blev fremmanet, som et blafrende, svigtende minde. Der fulgte flere sekvenser med andre stemninger og greb, men de blev aldrig helt så dragende.
Symposiet The Sweetness of Living tematiserede global opvarmning og brugte Donna Haraway-inspirerede indgangsvinkler hvor køer, rener og torsk blev vigtige samarbejdspartnere. Performanceforelæsninger af italienske Tea Andreoletti og et samarbejde mellem den britiske antropolog Tim Ingold og den samiske kunstner Matti Aikio blev hver på sin måde velfungerende indslag. Barents Spektakel har en tradition for socialt engageret performancekunst som griber ind i det show, som er politikken. Amund Sjølie Sveen og Tea Andreoletti står i samme situationistiske tradition som Morten Traavik, en nærmest fast deltager på Barents Spektakel. Sidstnævnte holdt et foredrag i forkant af det emotionelle og ret crazy fjernsynsbro-arrangement som foregik aftenen efter. Her talte beboere i Kirkenes og Nikel med hinanden via en direkte sending. Et højdepunkt var det samiske Guns ’n’ Roses-inspirerede rockband Not My Time To Die som efterfølgende væltede salen. Show, spectacle, politik og rock? Hvad kan være mere koldkrigsagtigt?
Artikkelen ble endret 23. mars 2022, kl 11.02.
