Den mondæne trappeopgang, der leder til det nyåbnede nonprofit udstillingssted Dag Hammarskjölds Allé 42D, 4 sal, afslører ikke lige med det samme, at man er på vej ind i en kampzone. Salgsprisen på den svimlende 616 kvadratmeter store herskabslejlighed, der udgør rammerne for udstillingsstedet, slog i 2018 rekorden for det dyreste lejlighedssalg i København. Rekorden er siden blevet slået med længder, men alligevel: Det var ikke lige i dette borgerskabets Tornerosetårn, jeg ville have gættet, at en kritik af eugenik, klassesamfund og misogyne voldelige undertrykkelsesmekanismer ville udfolde sig.
Ikke desto mindre er det tilfældet. Gruppeudstillingen Fear and Fauna er arrangeret i samarbejde mellem udstillingsstedet og den feministiske platform, ARIEL, og allerede ved det første værk, jeg ser i udstillingen, der i forskelligartede medier breder sig i de mange højloftede stuer med parketgulve, bliver jeg konfronteret.
Som et lokkende blikfang er videoværket Ghost Agency Prologue (2023) af Ghost Agency (Gro Sarauw og Anni Garza Lau) projiceret op på væggen lige over for entreen i den første stue. Værket består af overvågningsoptagelser fra offentlige og private lokationer i Mexico. Den nysgerrighed, værket fanger mig med, bliver hurtigt afløst af et voldsomt ubehag. Autentiske scener fra gadebilledet udspiller sig; scene efter scene viser mænd, der overfalder og begår vold mod kvinder. Alt, fra uønskede tilnærmelser over 8. marts-protester til optagelser af decideret dødsvold, giver mig sved på panden og hjertebanken. Men fordi billedsiden er blevet digitalt forvrænget, virker de chokerende scener samtidig mærkeligt drømmeagtige. Ghost Agency peger med værket på kvinders og andre udsattes mangel på samfundsmæssige rettigheder og (digital) sikkerhed.
At arbejde med andres konkrete smerte ud fra en generel og samfundsmæssig dagsorden er en balanceakt, som Ghost Agency behersker. Værket føles som at stirre ind i et afgrundsdybt digitalt arkiv, et sort hul af et mareridt, men bliver aldrig for patosbåret i sin tydeligt politiske stillingtagen.
Et andet værk, der skaber et overrumplende ubehag i mig, er Marina Dubias a sound which hurts and lashes (2023), en totalinstallation i form af en fuldt møbleret sofastue. Ud over alle møbler ligger der gråtonet konfetti. Hele stuen er som druknet i en uhyggelig konfettisuppe, der langsomt trænger igennem alle mure og sprækker. Konfettien, der vælter ud af potteplanterne, ud af huller i møblerne, ud af lange rifter i tapetet, er af lavet af papir fra massemediers reportager om vold, og værket handler om den frygt, volden indgyder i mennesker. Men også, som jeg forstår det, om mediernes egen voldsudøvelse, når de benytter sig af affektmanipulation som primær salgsmetode. Det subversive voldskonfetti-greb gør sofastuen noget så unheimlich.
Selvom de fleste værker på udstillingen har en kunstnerisk aktivistisk dagsorden, forekommer Fear and Fauna allermest introvert og sorgfuld. Tydeligst i Gina Arizpe Garzas værk, A Matter of Time (2018-23), som ifølge værkformidlingen er et resultat af en omfattende «efterforskning af vold og kvindedrab i kontekst af Juarez-regionen i Mexico». Performanceværket består af to kvinder, der sidder og karter bomuld og spinder garn på en gammeldags spinderok. Jeg læser videre, at bomuldstrådene giver de glemte kvinder deres stemmer tilbage. Og det kunne måske godt have været en slags Torneroses triumf: Kvinderne tager spinderokkens søvngiftige ten til sig og transformerer den til et lammende våben mod overgreb. Men i mine øjne, har de i kraft af værkets form snarere sat sig for at spinde et symbolsk sovekammer. For de to (unavngivne) performere skaber med deres tråd en kæmpe afskærmning, der med tiden bliver opak og isolerer dem fra publikum. Patriarkatets tårnhøje mure er her selvvalgte. Værkets form er ulykkelig, på grænsen til det symbolsk selvskadende, og jeg bliver i tvivl, om Tornerose nogensinde vil undfly sin skæbne?
Folkene bag Fear and Fauna ville nok svare ja. I deres præsentation af udstillingen skriver de, at de vil sætte fokus på «overlappet mellem race- og kønsbaseret vold og volden mod det mere-end-menneskelige […]» der, som jeg forstår dem, muliggøres af en global kultur med eugeniske understrømme, som til stadighed fastholder folk og køn i indsnævrende kategorier. Eugenikken forankrer de i botanikeren Carl von Linnés arbejde med at inddele alt levende i kategorier, som de forholder sig kritisk til. Derudover peger kuratorerne på, at det virtuelle og fysiske liv, i kraft af ny AI-intelligens, er indbyrdes forbundne i den moderne verden, og kalder med udstillingen til rettighedsrevolte i drømmen om frihed. Alt dette formidles i en teoretisk retorik, man skal være en særdeles trænet læser, for at kunne tolke. Måske en form for helgarderingsskærm i sig selv? Hvem henvender de sig egentlig til? Nok ikke de allermest rettighedsløse.
Ganske givet er det alt sammen kloge betragtninger, men allermest læser jeg mellem linjerne et kuratorisk behov for at signalere beherskelse af en moralsk tænkning, der er sympatisk og sammenhængende, men som paradoksalt risikerer at fastholde værkerne i et stramt intellektuelt domæne. Det bliver lejlighedsvis så retorisk ekvilibristisk, at værkerne drukner i at skulle betyde alt og intet i ønsket om at få alle tænkelige samfundsmæssige aspekter med. Det samme kan man sige om selve kurateringen, som har inkorporeret værker, der omhandler seksual- og voldspolitik, digital sikkerhedspolitik, racistiske samfundsstrukturer, biopolitik, queer-, køns- og affektteori og mere til. Alle disse emner er naturligvis indbyrdes forbundne, og mange af værkerne er gode, men det er meget at rumme i en enkelt udstilling. Selvom kurateringen sikkert er forankret i gode intentioner om at udfolde det komplekse, er det samtidig en kurators opgave at afvise og ekskludere, for derigennem at skabe frugtbar grund, hvorpå værkerne kan udfolde sig. For nu at skifte eventyrmetafor, havde en hugget hæl og klippet tå ikke skadet nogen her på Dag Hammerskjölds Allé.
