Jeg er til pressemøde på O-Overgaden, der er kaffe og croissanter, og institutionens leder Rhea Dall introducerer de to nye udstillinger med henholdsvis Karim Boumjimar og Reba Maybury som «stærkt politiske». Mine øjne glider ind i Boumjimars udstilling bag hende, og jeg undrer mig lidt. Politisk hvordan?
Boumjimar er uddannet fra Det Kgl Danske Kunstakademi i år, og måske derfor er der en lige linje fra hans afgangsværk til denne første institutionelle solo. Det er vaser, stærkt bemalede med kroppe, to meter høje, som står som en slags menneskefigurer i rummet. Og det er vægmaleri med samme typer kroppe, der slænger sig og interagerer med hinanden gennem hele O-Overgadens underetage. Det ser ret lækkert ud.
Det politiske ligger naturligvis i repræsentationen, i spørgsmålet om hvilke kroppe, der har fået plads på vaser og vægge. Her er det hurtige svar, at det har alle kroppe i verden: Ikke-binære kroppe, queer, trans- og dragfigurer møder sagnvæsner og interartslige morfer. Der er noget omfavnende over udstillingen, det føles som en varm, inkluderende praksis og et aktivt ønske om at nedbryde alt, hvad der måtte findes af kropslige normer og hierarkier.
Og selvfølgelig er det politik i den udstrækning at al repræsentation er politisk. Med det vibe shift, der kommer drønende lige imod os, med tilbagerulning af transrettigheder og den såkaldte «krig mod woke» er repræsentation tilbage i den politiske arena som noget, vi vitterligt er nødt til at forholde os til. Igen.
Hvis det politiske statement føles redundant, så føles Boumjimars streg sprød, frisk og sitrende. Den har en rytme og en ekspressiv hastighed over sig, særligt i vægmaleriet, hvor tykke sorte konturer løber og drypper og fremmaner dynamiske kroppe i hedonistisk rus. Her er masser af nøgenhed og seksualitet, et dionysisk orgie af dampende sagnfigurer og vindrueædende typer iklædt både stiletter og en solid rejsning.
Vi glider uden at bemærke det mellem tid og rum, fra det antikke Grækenland og ind på Berghains toilletter, hvor en figur på en vase liderligt blotter sin karmoisinrøde anus. Videre over på andre vaser, hvor dyr og mennesker bytter plads, forbundne og sammenviklede af dans, beruselse og begejstring. Og tilbage på væggene, hvor det hele holdes sammen af en bugtende slangekrop, som givetvis har forårsaget det syndefald, vi befinder os midt i.
Boumjimar performer som en del af ensemblet Young Boy Dancing Group, og både dansen og kropsligheden fra denne gruppe går igen i Pandemonium Paradiso. Det er eksplicit og sexet uden at være grænseoverskridende, hot og inkluderende som et darkroom med samtykkebaseret adgang. Her vrænges af det antikke kropsideal, Adonis danser med crips og kentaurere, de antikke vaser er håndmodellerede og buler blødt og uperfekt på den helt perfekte måde. Syndefaldet er skamløst, hvis man da overhovedet kan tale om et fald eller en synd, for også de hornede djævlefigurer glider med i orgiet og er nok snarere undsluppet fra en hardcore kostumefest end fra helvedes porte. Syndigt på den lækre måde, om man vil.
Natklubbens trance og den mørklagte parks cruising er de bevægelsesmønstre, der driver os gennem udstillingen, som en dans og en drift. Det er let at blive forført af Boumjimars streg, man vil gerne med til denne her fest, og man håber, at den som på Berghain varer ikke blot til den lyse morgen, men hele weekenden og allerhelst for evigt. Begæret efter andre kroppe er ikke udelukkende seksuelt, fornemmer man, men også eskapistisk. Som et dansegulv, hvor man glemmer sig selv og smelter sammen gennem dunkende rytmer til én stor fælles krop. Her vil man gerne blive, i det bløde, svedige fællesskab, hvor festens normløshed opløser individets grænser og lader os glemme ensomhed og politik.
Alt er politisk, selvfølgelig, også disse nattens engle og djævle. Gid, det ikke var sådan, tænker jeg.
