I et Paris, hvor smeltede skraldespande og forkullede bycykler flyder i gaderne, er kunsthallen Lafayette Anticipations for tiden hjemsted for et lille skatkammer af Hélène Fauquet. Det er kunstnerens første soloudstilling på en institution i hendes eget hjemland, og jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men bliver lettet over, at Fauquet ikke har ladet sig rive med og lavet et kæmpe greb. «Stor» har indtil videre ikke været hendes skala og er det heller ikke i rummet på øverste sal i den lille, smidige kunsthal i byens centrum.
Vivresse (en sammentrækning af vie og ivresse, liv og rus/begær) er en bogstavelig talt funklende udstilling, der i al sin enkelhed består af syv små skulpturer placeret på hver sin sokkel. Hver skulptur består af en forsølvet eller perlebesat billedramme af den eksklusive slags, man ser på direktørens mahogniskrivebord eller på et dyrt reolsystem, og som normalt rummer fotografier af nogens kære. Men i stedet for portrætter er billedfeltet fyldt ud af en eller flere konkylier, havsnegle eller muslingeskaller, påsat, lidt som når østers limer sig fast på en sten eller et klippestykke under vandet. Det hele fremstår meget appetitligt. Hvem elsker ikke konkylier eller flotte muslingeskaller? Jo mere excentriske, perlemorsskinnende, spirallerende og abnorme, jo bedre.
Spotlyset på de lakerede havskaller, perler og sølvrammer fremmer det blanke og polerede indtryk, et sted mellem juvelbutik og kitschet kuriosa. Men også med en sødmefyldt humor. Også lidt smykkebutik for børn. Eller, som formidlingsteksten foreslår; «en samling kuriositeter bjærget fra undervandsbyen Bikini Bottoms.» Altså fra animationsserien SvampeBob Firkant, som jeg ikke har skænket mange tanker det sidste årti, men sjovt nok stødte på flere gange under mit ophold i Paris. Eksempelvis i et billede af en parisisk demonstrant, udklædt som SvampeBob Firkant, der holder et «Taxer les riches»-skilt op under en af månedens store demonstrationer.
Det fik mig til at tænke på en sandhed, som gælder, så længe vi endnu har menneskekunstkritikere, der kommer i alverdens udgaver, og som står op om morgenen, får en kop kaffe og på et tidspunkt indfinder sig i en kunsthal: at oplevelsen af et kunstværk også er påvirket af den tid, vi befinder os i – den kronologiske, politiske, mentale og fysiske. Sagt på en anden måde; jeg har svært ved at ignorere, hvad det betyder at være i Paris på netop dette tidspunkt. Tillad mig derfor at spole tiden tilbage, til før pressevisningen på Fauquets udstilling, mandag den 19. oktober, som også var starten på messeugen i Paris.
Kunstverdenen er en boble – sit eget økosystem og sin egen finansboble. På intet tidspunkt er det tydeligere end, når der er kunstmesse, som når Art Basel Paris rykker ind i det ulideligt smukke Grand Palais. Paris er en storby og kan sluge adskillige branchefester, indenfor mode, musik eller kunst, uden at resten af byen egentlig mærker det. Omvendt er der ikke meget, der trænger ind i boblen, det vi sigende nok kalder «kunstverdenen». Inde i boblen føles det som om, kunstverdenen har overtaget den smukke by hele ugen for at se og tale om kunst, og, selvfølgelig, for at handle med den.
Det sidste årti er det som om boblen er blevet større og mere global – især en del af kunstmarkedet ser ud til at buldre derudaf. Man sporer det i attituder og omgangsformer, som lefler for de ultrarige. Nogle vil sige, at det også ses i kunsten – det bling’ede og luksuriøse – at vi lever i en slags rokokoens genkomst, hvor kunstverdenen ligesom i 1700-tallet leverer rammerne til de privilegeredes legeplads. Relationen mellem kunstner og mæcen er en gammel pas de deux, som måske forekommer særlig paradoksal i en verden så kaotisk og urolig, som den nuværende. Som den garvede gallerist David Zwirner sagde til journalist Judith Benhamou på messens første åbningsdag: «There are two things happening at the same time. The world is insecure, but the wealth creation is extraordinary.»
Men i år brast boblen.
Mere præcist skete det lørdag den 17.oktober. Kun to dage før kunstboblen for alvor skulle pustes op med åbningen af Art Basel Paris, den unge messe Paris Internationale, i en sejt renoveret bygning ved kanalen i det 10. arrondissement, samt adskillige åbninger på byens institutioner og gallerier. Demonstrationerne over alt i Frankrig var kulminationen på flere ugers protester ledt an af gymnasielever med rimelige, rent ud rørende, krav om bedre forhold (flere lærere, bedre sanitære forhold, varme om vinteren, færre rotter etc.) – men også bare udtryk for en afmagt over udsigten til en fremtid med en brøkdel af de muligheder og den velfærd, der har været forældregenerationen til del.
Hver dag bragte aviserne beretninger fra helt almindelige gymnasieelever. Det slog mig, i hvor høj grad det mindede om 10’ernes metoo-vidnesbyrd – denne gang bare de hjerteskærende skildringer fra republikkens unge uden håb. Den 17. oktober fik eleverne opbakning af et bredt udsnit af befolkningen. I Paris alene var mere end en halv million på gaden for at protestere over tingenes tilstand i en mere og mere ulige, republik, hvor stigende mad- og energipriser gør hverdagen til en konstant kamp.
Da jeg dagen efter, søndag eftermiddag, krydsede Place de la République, var stemningen stadig småkogende. Maskerede unge spænede rundt på pladsen i skiftende retninger afhængig af, hvorfra tåregas blev kastet fra kampklædt politi. Midt på pladsen, omgivet af røg og svingende knipler, var et par skatere i gang med at øve tricks. Sikke en scene. Om aftenen fulgte flere butiksplyndringer og næste dag, mandag 19. oktober åbnede Lafayette Anticipations for efterårets nye udstillinger.
Lige før pressevisningen sad jeg på en cafe. Ved bordene omkring mig talte alle om det; la manif, la violence … Også fra forbipasserendes samtaler opsnappede jeg brudstykker i samme dur. Paris er vant til demo og gadekamp, men denne gang var det anderledes. Mange flere på gaden, helt unge, større politibrutalitet, mere smadring og plyndring. Byen var rystet.
Hvordan vil kunsthallen mon forholde sig til alt dette, tænkte jeg, på vej gennem Marais’ gader, hvor butiksejere var i gang med enten at fikse smadrede ruder eller lukke facader til med store krydsfinér-plader.
Kaffe og croissanter var sat frem til pressen. Så tog direktør Clément Delépine mikrofonen og sagde: i n g e n t i n g. Altså, han bød velkommen og præsenterede kort de nye udstillinger, men den brændende by blev ikke nævnt med et ord. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, måske bare, at han havde bemærket, at det er en vild tid, eller noget. Misforstå mig ikke, jeg er generelt skeptisk overfor paroler a la «silence is consent» eller for i det hele taget at drage konklusioner på andres vegne. Men lige her virkede det nærmest demonstrativt.
Måske blev jeg bare ramt over, at direktøren med sin laden-som-ingenting på en måde indskrev alle os fremmødte i sin boble. Vi var stadig inde i kunstboblen den mandag eftermiddag. Få timer senere blev der indført udgangsforbud lokale steder i byen, tæt på kunsthallen. Tre dage senere annoncerede Art Basel Paris, at messen ville lukke før tid – droppe hele weekenden – af sikkerhedshensyn. Det var alligevel lidt vildt.
De spektakulære billeder af plyndringer af byens luksusbutikker lå stadig i mit baghoved, da jeg trådte ind i Hélène Fauquets skinnede udstilling. Det gav nok mine associationer til smykkebutik eller skatkammer et ekstra nøk. Men vores husskade-agtige begær efter blanke og skinnende ting er jo ikke noget, Fauquet har opfundet. Hun spiller bare på det og nok også på den bling’ede rokokotid, vi lever i. Jeg synes, det er ekstra spændende, at hun gør det i mini-skala.
Udstillingens værker er alle pocketbog-størrelser eller mindre. Det mindste – en detaljerig ramme med perler og facetslebne sten omkring et billedfelt, der rent ud bobler af hvide perler (jævnfør titlen, Cellulite) – måler ikke mere end ca. 8 x 10 cm. Det gør værkerne dyrebare og nuttede, lidt på samme måde som generationsfællen, amerikanske Marc Kokopelis opererer med sine mini-skulpturer af sterlingsølv, mikro-LED-skærme og ædelstene. Jeg er vild med, hvordan blinket i øjet blinker om kap med skinnede sølv, sten og perler hos begge disse kunstnere.
Fauquets surrealistiske inklinationer er et andet aspekt. Store konkylier, der vokser ud af billedrammen og ud i rummet – fx i den store, smukke lyserøde i Metallic Monk (2026) – sætter tankerne i den retning. Siden jeg første gang stoppede op foran disse værker hos newyorker-galleriet Ulrik på Paris Internationale i 2025, har jeg forbundet dem med et særligt værk af surrealisten Dora Maar – den ikoniske fotomontage fra 1934 af en kvindehånd med lakerede negle, der strækker sig ud af en konkylie, som havde den overtaget boet fra en havsnegl.
En ting er surrealisternes forkærlighed for havets dybder som adgangsbillet til det ubevidste og erotiske, noget andet er selve montagen. Fauquet, der sidder med en limtube og fæstner perler og konkylier, og fremmaner et drømmesyn, som befinder sig præcist mellem to og tre dimensioner. Også fordi havskallerne er monteret direkte på kunstnerens egne fotografier – af bobler i viskost, transparent materiale (vand, geler, cremer).
Før muslingeskallerne kom ind i kunstnerens værk, var disse fotografier indholdet i de ornamenterede rammer. På udstillingen aner man kun kanten af en sådan boble i et par af værkerne. Bare et lille vandholdigt univers, der står et antal sekunder, før det brister, og altså nu skjult af en konkylie, som oprindeligt beskyttede et lille bløddyr, hvis retmæssige ejendom dette engang var. Jo mere, jeg forsøger at forestille mig dette indre møde mellem disse verdener, jo mere ør bliver jeg af Hélène Fauquets stumme, trippede æske-i-æske-æstetik. Det er ment som et kompliment.
Ude på gaden hænger lugten af brændte gummihjul stadig i luften. De antændte bycykler, som ikke ville slukke på grund af batterierne, er blevet billedet på 2020ernes gadekampe. De brænder længe, også efter demonstranterne er gået hjem. Og vidner om at kampen om byen fortsætter. Fremtiden tilhører de unge, siger man. Nu tror de ikke engang selv på det.
Bristede bobler i en rokokotid.
