Som med de biennaleudstillinger, der også er en del af årets fast tilbagevendende begivenheder i kunstverdenen, er afgangsudstillingerne fra kunstakademierne et svært format, der ikke alene skal give os et indblik i den næste generation, men også gerne samle de mange forskelligartede stemmer i kurateret komposition. Med denne urimelige præmis in mente er det forståeligt, at så mange afgangsudstillinger – og biennaler, for den sags skyld – benytter sig af overkomplicerede eller meget løse kuratoriske greb. Dette års afgangsudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi er ingen undtagelse.
I år er det María Berríos, som også er medkurator på den kommende Berlinbiennale, der sammen med Katarina Stenbeck, har inddelt udstillingen i tre «miljøer» baseret på værkernes grundstemning og med titler hentet fra Ursula Andkjær Olsens digtsamling Third Millennium Heart. Ud af det er der kommet en ramme, der er så tilpas løs, at flere værker snildt kunne være passet ind i alle tre miljøer og så luftig, at den ikke låser de mange meget forskellige stemmer inde i en tematisk grundform.
Sydfløjens store sal er domineret af større installationer og værker, der griber ind i og overlapper hinandens rum. Vi bevæger os igennem Harry Andersons følsomme, uforgængelige mindehave, hvor keramiske planter, insekter og cigaretskodder blander sig med små beskeder og glaserede bogforsider. «Tilbragte fem år i København, men så aldrig dagens lys» står der på en revnet gravsten og ikke langt derfra ligger Joseph Conrads Mørkets Hjerte og minder os forgængeligheden, blandt keramiske snegle og maddiker. Haven er fyldt med den slags små, fragmenterede historier om at elske og miste, og danner tilsammen en scenografi over en følelsestilstand med biografisk udgangspunkt. She Called Me from the Psychiatric Ward and Told Me She Loved Me, hedder hele værket eksempelvis.
Vi bevæger os forbi Jacob O. Henrys gigantiske murkonstruktion, der med sin buede form og taktile overflade, hvorfra strå og tørrede blade titter frem, etablerer en kontrast til Charlottenborgs hvide kube. Luften sitrer af en lavmælt, men insisterende summen fra Hans F. Becks klokkeformede lydinstallation, og Emilie Bausagers lave, kunstige stengærde skaber en afgrænsning i rummet. Bagerst finder vi Adam Fentons funky, pink scenografi, der sin fysiske størrelse til trods ligner et virtuelt rum: En knækket ionisk søjle, en kunstig palme, en oppustet banan og en diskokugle bebor den tomme scene, og på væggen hænger det, der ved første øjekast ligner en screensaver, men som viser sig at være et hyperrealistisk oliemaleri.
Midt i det hele står tre store fugle stivnet i forskellige positurer, men ellers helt ens. Selve fuglenes torsoer er gipsafstøbninger af et kropsfragment fra en ibisskulptur, der er udgravet ved Pompeji. Mia Line har skaleret fragmentet op og tilført nye fødder og hoveder, og nu ligner de en foruroligende mellemting imellem en nuttet Pixar-animation og noget sci-fi-gys. Denne nye fugl peger på ibisfuglens skiftende status gennem tiden: Fra egyptisk gud til det skadedyr, der er blevet døbt bin chicken på grund af sin tilpasning til menneskedominerede omgivelser.
I de næste to afsnit, der af kuratorerne er døbt Mit fjerne indre og Alle gennemtrængt af alt, er det de skærmbaserede værker, der dominerer. Ud af de 28 afgangsprojekter indgår videoskærme i forskellige størrelser og tilsnit i hele 12 af dem, og flere af udstillingens værker antager tilmed dimensioner, der i sig selv er en biennale værdig.
Flere af videoerne beboer endda store, specialbyggede blackboxes. Vi finder eksempelvis Iselin Toubros videoværk Summer Paradox inde i en trækasse med udskæringer, der har ret meget til fælles med det sommerhusmiljø, videoens historie udspiller sig i. Tre generationer af kvinder mødes omkring forberedelsen, anretningen og fortæringen af et ret avanceret måltid, der tager udgangspunkt i Marinettis futuristiske kogebog. Her fra udvikler historien sig mildest talt uforudsigeligt – og ret morsomt – i en gennemspilning af den type velkendte familiedramaer, der opstår når generationerne har vidt forskellige forhåbninger og værdier knyttet til en familietradition.
Et lige så omfattende og velproduceret værk er Gilbert Gordons enorme, nærmest kirkelignenede trækonstruktion, der rejser sig i hele rummets højde, og hvis glinsende lilla indre hule inviterer til et psykedelisk bombardement. Vi følger en kvindelig hovedperson, der synes styret af kraften fra en mystisk fetisch: En træmaske, der roterer frit i videoens rum. Dyre biler, Versace-logoer og meget farverige, eksotiske fugle ræser igennem videoen i et accelereret tempo, der synes at spørge til, hvilke kræfter de luksusobjekter, vi forbruger, i grunden har over vores liv.
Et gennemgående tema på årets afgang er værker, der tager udgangspunkt i autobiografiske erfaringer og bringer dem ind i en større social-politisk kontekst. To værker i samme rum, Tore Hallas dobbeltprojektion And going after strange flesh og Johanne Cathrine Haugen Østervangs skærmbaserede performanceinstallation, The scene in which the next timeproves to never come back, gør på hver sin måde netop det.
Hallas undersøger forhold imellem skam, homoseksualitet og overvægt i en todelt video. På en skærm ses en slags følsomme, stillestående og stærkt seksualiserede studier af tykke, homoseksuelle mænd, mens den anden skærm tager os med på en roadtrip til ruinerne af Sodoma – det bibelske udgangspunkt for seksuel skam.
Johanne Cathrine Haugen Østervang har skabt en hjemlig scene for en række dagligdagsteatralske videoer om moderskabets kroniske utilstrækkelighedsfølelse og kampen for det sociale boligbyggeri, der trues af ghettolister og gentrificeringsprojekter. Fem kvindelige protagonister iklædt neonfarvede parykker læser monotont op på skift og i munden på hinanden og minder os om teaterets historiske rolle som en scene for bearbejdning af konflikter og kamp.
Andre værker opererer med mindre armbevægelser og mere intime, selvbiografiske toner. Det gælder eksempelvis for Lotte Linds smukke diasprojektioner på gennemsigtige lærreder, der tager os med helt ind i kunstnerens krop. Værket fokuserer på amøben, en mikroskopisk, men dødsensfarlig organisme, der lever i det menneskelige tarmsystem. Hos Lind bliver amøben en metafor for mentale lidelser – der i den normative forståelse af det raske sind som et, der er fri fra de psykiske snyltere – presser sig på udefra. Værket udforsker på lavmælt og poetisk vis, hvordan moderne forskning peger på nye forbindelser mellem tarmbakterier og hjernen, og åbner for gensidigt afhængige forbindelser imellem krop og sjæl.
Samme bløde indadvendthed genfinder vi i Aia Sofia Coverly Turans Teeters – fine, æteriske væsener, der som kobber- og gipsrelieffer svæver halvt ude i vores rum og halvt i deres egen indre, mystiske verden – og i Benjamin Savis tegninger i samme rum, hvor ånder, gargoyler og mytiske figurer nærmest glider umærkeligt igennem store og små værker i et utal af teknikker.
Hvor de sidste års afgangsudstillinger har været præget af materialeundersøgelser og formmæssige eksperimenter, er denne årgang både mere politisk orienteret og har i langt større grad udgangspunkt i den personlige erfaring, der performes kropsligt og igennem den narrative fortælling. Som det også har været tendensen i den yngre del af samtidslitteraturen de senere år, udfolder årets afgangselever refleksioner og kritik af samtidens problemstillinger ud fra det helt nære, intime og autobiografiske. Samtidig spilles der på så mange æstetiske tangenter, og med så stor teknisk formåen, at årets Afgang for mig står som en af de stærkeste i flere år. Nærmest en lille biennale i sig selv.
A