Der er rift om Jessie Kleeman. Den treogtresårige grønlandske kunstner kan pludselig, efter flere årtier med mere moderat institutionel opmærksomhed, vælge og vrage mellem bejlerne. I 2021 udgav hun således digtsamlingen Arkhticós Doloros på det anerkendte forlag Arena, i foråret i år modtog hun det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og nu, et par måneder senere, åbner hun sin første store retrospektive udstilling på Statens Museum for Kunst. Ydermere må SMK høfligt dele opmærksomheden med kunsthallen Rønnebæksholm, da begge institutioner med kun en uges mellemrum åbnede Kleemann-udstillinger. De kunstkurtiserende har slået fred og koordineret deres udstillinger, så SMK præsenterer den performance- og skulpturorienterede del af Kleemanns oeuvre og Rønnebæksholm ordner papirværkerne.
At opmærksomheden peaker lige nu, har måske at gøre med, at tidsånden endelig har indhentet Kleemann. Det dekoloniale er på dagsordenen, og efter flere år med fokus på vores fortrædeligheder på de vestindiske øer, er der nu ingen vej uden om at lytte til, hvad Kleemann, og øvrige grønlandske kunstnere, har at sige om den danske voldspil, der til stadighed sigter mod nord. Temaer som tilhørsforhold, kolonial udveksling og kulturforstyrrelser, overgrebstraumer, klassemagt og køn er indlejret i alle Kleemanns værker. Samtidig undflyr de sig didaktisk fortolkning, for kunsten er hos Kleemann altid i transformation.
Tiden løber løber tiden hedder udstillingen på SMK, som er retrospektivt anlagt og præsenterer et stramt udvalg af kunstnerens tidlige produktion samt flere til lejligheden skabte værker. Der er noget cyklisk over Kleemanns værker, som også mærkes i titlen, der antager en næsten mantraagtig karakter og indikerer kunstnerens vedvarende interesse for sprog, handling og eksistens. Løber tiden, løber Kleemann, bogstaveligt talt, i værket Løber mod tiden (2023), en performance for kamera, som breder sig over fire separate vertikalt orienterede skærme, der står placeret med et par meters mellemrum i Skulpturgaden. Skærmene er trods den fysiske afstand alligevel tæt forbundne af værkets visuelle side, et snedækket grønlandsk landskab, en tilfrosset sø med bjerge i baggrunden, hvori kunstneren løber stampende, ikke helt humorforladt, fra den ene skærm til den anden. Hun løber med tiden og den cyanblå himmel, der udviskes i tåge og sortner mod natten. Hun løber mod tiden når hendes bevægelse fortsætter cirkulært hen over skærmene indtil solen igen står højt på himlen og hvem kan sige hvilken retning, tiden går?
Skulpturgaden er et notorisk elendigt rum, der hverken egner sig til ophold, samtale eller udstilling af værker med en fysisk afgrænset karakter. Alt kan drukne her og gør det for det meste. Her kæmper Kleemanns værker også, men de er dog langt fra magtesløse over for omgivelserne, nok på grund af deres indlejrede bevægelse; de er på vej, som en Qivittoq, en fjeldgænger, måske. Alligevel er det en lettelse at kuratoren, seniorforsker Birgitte Anderberg har inkluderet et par mindre, nærliggende sale til udstillingen, hvor man kan forholde sig til Kleemanns værker i mere befordrende rammer.
Videoperformancen Arkhticós Dolorôs (2019) spiller i en sal, der er lige så kølig at opholde sig i, som lydsiden er ubarmhjertig og Kleemanns fødder forfrosne. I Arkhticós Dolorôs, der betyder arktisk smerte, befinder Kleemann sig endnu engang i det grønlandske landskab, klædt i sort på en ishvid, solbeskinnet og kraftigt blæsende dag. Med sig har hun et kæmpe stykke sort stof, som hun breder ud på sneen. Stoffet får karakter af kampplads, når Kleemann træder barfodet ud på det, filtrer sig ind i det, spænder det ud som et sejl bag sig, stridende i modvinden som en standhaftig sorgens Madonna. Kleemann ender kapitulerende på hænder og fødder, gnubber sit hår og sit ansigt mod isen. Svanger med arktisk smerte rejser hun sig bærende det sorte stof foran sin mave. Hun svøber stoffet i transparent plastik og holder bylten over sit hoved som en knitrende smertens glorie. I den tidligere nævnte digtsamling, som videoperformancen deler titel med, læser jeg: «armene krydsfæstes på væggen / og ingen jesus i sigte / tråden hænger og / trækkes igennem / jomfruens væg / der driver det hvide / i sindets arkiv […] ». Arktisk smerte er måske mange ting, men det er i høj grad også en koloniseringens smerte. Det hvide er den danske kolonisering og kapitalisering af Grønland; det hvide er sneen, der bløder blåt under den globale opvarmning; det hvide er øjnene, der ruller i hovedet.
I en anden sal er Kinaasunga (1988), Kleemanns første videoperformance, samt dokumentation af liveperformances gennem tiden, med til at give en klar fornemmelse af hendes vedvarende kunstneriske styrke, som løber videre i den netop uropførte performance Lone Wolf Runner. Det berørte mig dybt, da Kleemann i en næsten barnagtig, men også grænseoverskridende længselsfuld gestus, med den nænsomste hånd begyndte at rede hår på to lidt usikre, men tillidsfulde kvinder blandt publikum i Skulpturgaden. Kleemann har ved tidligere lejligheder fremhævet performancekunstneren Marina Abramović som et afgørende forbillede, men i mange af hendes værker ser jeg mere Carolee Schneemanns (1939-2019) kødelige, aggressive og humoristiske sensibilitet gå igen, men med Kleemanns egen følsomhed og Arktis’ politiske kompleksitet som hovedingrediens. Hendes værker er også legesyge som Yoko Onos tidlige fluxusværker i forhold til, hvad sproget gør, hvad handlinger betyder og hvad de kan komme til at betyde, hvis vi bevæger os med dem og lader os bevæge. Kleemann bevæger, bevæger Kleemann?
Udstillingen på Rønnebæksholm bærer den oldvestnordiske titel Lá. Læ. Likkja. Magna. der på dansk betyder lå, gift, lig og trolddom. Titlen repræsenterer Kleemanns interesse for krop, natur, geopolitik og mytologi, og værkerne her er primært papirbaserede og orienterer sig mod den grafiske og maleriske del af Kleemanns arbejde.
Det første, der møder mig i Rønnebæksholms indgangsparti er den håndmalede udstillingstitel på væggen. Allerede her er der noget helt grundlæggende malerisk galt. Det, der skulle være et kropsligt scenografisk greb, der forbandt sproget med maleriet virker tyndt og fladt på mig. Penslen har simpelthen ikke været fyldig nok, teksten fremstår for spinkel og usikker og uharmonisk placeret. Man kunne tænke; bevares, det er jo ikke et decideret værk, bare en vægtekst. Men det bliver netop skriften på væggen for mig i forhold til Kleemanns billedmæssige praksis.
Lá. Læ. Likkja. Magna. består af omkring 15 værker og værkserier samt et enkelt videoværk, spredt ud over Rønnebæksholms syv herskabsudstillingsrum. Formaterne varierer over meterlange papirstykker, til sortgrunderede lærreder i stort format og mindre papirark. I et rum er værket Lá. Læ. Likkja. Magna – de små organismer puster og pruster til Sassuma (2023), en papirrulle med et semiabstrakt undervandsmotiv i klare farver, spændt ud i en spiralskærm, som man kan træde ind i, og føle sig omsluttet af. Men for mig er det alt andet end en altomsluttende malerisk oplevelse. Kropslighed bliver ofte nævnt i forbindelse med Kleemann, men selvom billederne, der veksler mellem at være abstrakte eller hav- og landskabsmotiver, er udpræget performative og bærer spor af kunstnerens malende krop med tydelige hånd- og fodaftryk, mangler de i mine øjne kropslig sensibilitet på det helt maleriske plan. I flere værker skriger de hvide papirark diskant i mødet med blækkets glinsende lak på. Semiabstrakte motiver forlader sig på at fascinationen af blæk, der tørrer op i flotte plamager er et budskab i sig selv, eller at en tør pensel med for lidt maling per definition giver en rå komposition og impulsivt udtryk. Hvordan lægger malingen sig på malegrunden? Understøtter eller overdøver malemediet selve figurationen? Formidler formen værkets budskab? Alle de spørgsmål føles uovervejede.
Det bedste rum indeholder fire store frithængende værker med titlen Anori (storm) hvor er jeg? (2022-23). Sortgrunderede lærreder, hvorpå Kleemann med hvid maling har fremmanet dramatiske landskabsagtige plamager. Der sker noget spændende mellem den flade, matte baggrund og den næsten skummende, maling. Samtidig kører der i rummet en lydside med Kleemanns stemme, der læser op af Arkhticós Doloros. Det skaber et kuriøst rum, hvor jeg har lyst til at opholde mig længe.
Men overordnet set hæmmes Kleemanns narrativer omkring mytologi og eksistens af værkernes formelle svaghed og mangel på farvemæssig og penselførende beherskelse. Handling er ikke altid nok, selv i det performativt konceptuelle maleri. Man må efter endt handling også træde tilbage og se hvad det så egentlig blev til. Især hvis man har konkrete interesser, man ønsker at indkredse, for form og indhold går, som vi alle ved, hånd i hånd. Alt i alt havde udstillingen på Rønnebæksholm haft godt af at blande lidt af trolddommen fra SMK i malingen.